En Sharp Elvis

Søndag den 13. december 2009;

Et par svenske backpackere på hotellet fortalte storskrydende af grin om en film de havde havde set i biografen i Times Square samme eftermiddag, og på deres opfordring besluttede jeg mig for at se den også. Primært af to grunde; 1) Jeg hader Zombie-film 2) Jeg elsker film der gør groft grin med andre filmgenrer.
Filmen hedder "Zombieland", og er en film, der på alle måder tager livtag med zombier-, spaltter- og dommedagsfilmgenren. Det er hylende morsomt med et glimt i øjet. Og så vil jeg tillade mig at sige, at det overliggende tema er "Nydelsen af de små ting i livet" - og det fik mig faktisk til at tænke på min samtale med munken i Vientiane. Jeg må det kraftigste anbefale filmen - især for de, der ligesom mig synes at zombiefilm generelt er noget opreklameret blodigt svineri.

Men inden Zombieland blev jeg viklet ind i et Elvisshow - præsenteret af Sharp. En lille lettere overvægtig fyr skulle optræde med Elvissange, og da jeg tilfældigvis kom forbi, måtte jeg selvfølgelig lige se hvad fyren kunne. Der stod allerede nogle teenagere og skradgrinede af den lettere komiske fyr - der vist havde udviklet sit talent på en karaokebar.
Men da han først begyndte holdt grinene op - han var faktisk rigtig god, og jeg begyndte at filme ham. Efter et par numre kom han ud til mig og bad mig følge med op på scenen og præsenterede mig som en af hans fans. Folk klappede og det var ekstremt pinligt - især fordi han bagefter gik ned til en rullestolskørende gråhåret punk/hippie original, der sag og sendte håndtegn og råbte op. Sådan kom jeg på én aften på scenen i et Elvisshow og underholdt af blodsprøjtende humor i Zombieland....
Se Elvis gi´ den gas herunder:

Der er penge i munkeliv

Søndag den 8. november 2009

Idag stod jeg tidligt op og gik ud i byen for at se det meget omtalte optog af munke, der finder sted hver morgen inden solen står op.
Byen er fyldt af templer, og det sted i Laos vi har været med absolut flest munke.

Traditionen er, at munkene hver morgen går i procession igennem byen, bærende på krukker. De ældste munke går først og de yngste til sidt. Lokalbefolkningen og ikke mindst turister kan så undervejs på munkenes vandring igennem byen putter mad og penge i krukkerne. I ærbødighed for munkene er det anbefalet, at man ikke er højere placeret end dem - hvilket betyder, at de fleste der venter på dem sidder eller knæler i vejkanten.
Ens donation går direkte til munkenes liv, men munkene selv giver bagefter også noget af det tilbage til de fattigste i byen.

Det hedder sig, at man selv får et bedre liv, hvis man giver lidt til munkene. Og hvem er ikke interesseret i det?

Desværre bliver dette historiske og tradionsrige optog delvist ødelagt af det følge, der forsøger at lave penge på sceneriet. Mange turister har i den tidlige morgenstund kun haft fokus på at huske kameraet - og står så der og kan ikke smide noget i krukkerne. Men her er hjælpen nær, for et utal af sælgere er klar med små færdigpakkede donationer, man kan købe til formålet.

Og da følget af munke som nævnt er meget langt - flere hundrede, så kan det godt blive en dyr fornøjelse, hvis man vil putte noget i alle krukker.

Selv iagtog jeg det hele på afstand. Disse orange munkeskikkelser, der støjløst glider gennem morgendisen og lyser op i det grå bybillede er faktisk et fantastisk syn. Men jeg blev aldrig en del af det pengecirkus optoget også er. Deltager man i det - er det snarre de hurtige gadehandler og deres miniture risposer man støtter - og ikke den sympatiske munkeorden i byen.

Lao Lifestyle

Den 3. november 2009:

Som allerede omtalt i tidligere indlæg på bloggen, er Laos er meget tilbagelænet land. Hvis der skulle kåres en verdensrekord i ikke at lave noget og nyde livet med et stort smil, så kunne Laos vinde.
Der er et ordsprog der siger; I Vietnam sår man risen, i Cambodia ser man på den gror og i Laos lytter man til den gror... Sådan er livet her – læn dig tilbage i stolen og slap af, alt skal nok blive okay alligevel.

95% af al øl der drikkes i Laos er Beerlao – i hvert fald når vi taler turister og den højere middelklasse. Selv om prisen er meget lav, er den stadig for høj for de fleste i Laos. 75% af befolkningen lever for under 10 kr. om dagen.

I Laos er man kommunister! Der hænger røde flag med gule hammer og segl overalt – også ved private hjem. Men som én sagde til os med et glimt i øjet; ”Jeg er kommunist, men jeg kan godt lide penge..” Landet ledes hårdt af det et parti LPRP (Lao´s Peoples Revolutionary Party).
Her bor ca. 1 million flere mennesker end i Danmark. Børnedødeligheden er ret stor – man mener at hvert tiende barn ikke bliver 5 år.

Mænd i Laos forventes at være munke i en kortere eller længere tid af deres liv. Dette sker bedst efter endt skolegang og inden man stifter familie. Minimumsgrænsen for at aftjene sin munketid er 3 måneder. Bybilledet fyldes da også overalt med orangefarvede munke, der kronraget i sandaler handler ind, cykler eller kører rundt i tuk-tuk (knallerttaxi).

Vi har allerede opnået en del tæt kontakt med befolkningen her via vores crazy idé med at køre på motorcykel,- og vi kan konstatere, at vi har mødt et meget åbent og hjælpsom folk, der aldrig beder om penge. Man skal selv spørge hvad de skal have for hjælpen – ellers sker der intet.

Et godt eksempel var i dag, da jeg for anden gang kørte tør for benzin (Der må gerne grines) Frederik kørte afsted for at finde noget, og mens han var væk, kom en mand forbi på sin Honda. Han stoppede op og spurtgte om han kunne hjælpe. Han fik lidt penge og kørte nu den modsatte vej af Frederik, og 5 min efter var han tilbage med en plasticpose med benzin. Hans reaktion var den helt udanske, at han stak MIG hånden og sagde ”Thank you”. Måske er det det man får ud af at få mindst 3 måneder som munk – en glæde ved at glæde andre. Vi er med andre ord kommet til et land, hvor man siger ”Tak fordi jeg måtte hjælpe”. Den vil vi tage med os!!

Ang. Kommunisme og religion: Nøjagtig som i Vietnam er der såkaldt religionsfrihed i Laos. Men med den kommunistiske magtovertagelse i 1975 mistede munkeordenen sangha sin status i samfundet. Regimet forbød fx befolkningen at give almisser til munkene, som til gengæld fik en risration af staten. Munkene blev dog ikke udsat for de grusomme forfølgelser, der f.eks overgik deres fæller i Cambodia, og i 1990'erne har man kunnet spore en større religiøs tolerance fra regimets side. Munkene modtager dog stadig marxistisk lærdom, mens de er i tempel - men idag mest i form af viden om landbrug osv. Tilsyneladende har det kommunistiske system i Laos ikke kunne knække buddhismen - og politisk og religiøs tro lever nu fredeligt side om side.

PS: Frederik er sengeliggende med feber, men han er ved godt mod og jeg skulle hilse alle.

SE FLERE FOTOS HER