I orkanens øje

Torsdag den 24. december 2009;

Man siger, at der i orkanens øje er helt vindstille og roligt. Sådan et ”øje” er der også her i Legian på Kuta Beach. Midt i disco-stormen og det kaotiske natteliv med høj musik og skrigende surferpiger, er der et sted, hvor alt er stille – lige midt i gaden – ca. 20 meter fra mit hotel.

Stedet kaldes Ground Zero og er netop der, hvor 2 bomber sprang den 12. oktober 2002. Her er opført et imponerende mindesmærke på stedet, hvor Paddy´s Pub og diskotek lå. En kæmpe belyst marmorplade omkranses af flotte udskæringer i sten. Pladen bærer navne og nationalitet på hver af de dræbte. Foran monumentet er et lille springvand og rundt om sidder der konstant mennesker i tavshed. Først går de til tavlen og ser på alle navnene (202 døde den nat) og så er det som om disconatten må vente lidt. Nogen græder stille, mens de ryster på hovedet i mangel på forståelse af denne terroraktion. Det at ofrene er nævnt med navne gør oplevelsen for de fleste endnu mere nærværende. Desuden har flere af ofrenes venner og familiemedlemmer lagt fotos af deres savnede med korte tekster som; We still miss you.

Jeg blev selv meget påvirket, da jeg så monumentet første gang. Selv om jeg ikke har glemt presseomtalen af sagen for 9 år siden og vidste, at også danskere var blandt ofrene, så var jeg ikke klar over, at det fandt sted lige der, hvor jeg bor. Pludselig kommer et fjernt nyhedsindslag meget tæt på. Jeg husker stadig de tre pigers navne på tavlen; Lærke, Lise og Anette. De tre navne er som brændt ind i min hukommelse. Ferieglade og festklare havde de formentlig iført sig noget hot, og valgt at gå på in-stedet Paddy´s Pub. Dansende i lysshowets skær brød deres verden sammen kl. 23.15, da en selvmordsbomber udløste den medbragte bombe, han havde i en rygsæk. Med ét blev 202 menneskers liv revet bort – heraf 152 udenlandske.
Mere end 200 navne kræver en stor marmorplade, og selv om ingen af de omkringstående ved mindesmærket kendte de døde, så berører det på en mærkelig måde alle. Det skal simpelt hen fordøjes inden man går tilbage Diskotek Bounty eller Paddy´s Club, som den i dag hedder hvor der festes igennem hver nat.

Jeg har kun en gang på denne rejse oplevet en tilsvarende tavshed og mennesker, der var stærkt berørte af noget de ikke har haft en andel i – nemlig i torturfængslet S21 i Phnom Penh i Cambodja. Det er præcis når man står ansigt til ansigt med historiebøgernes faktuelle optegnelser, at historien bliver vedkommende og forståelig.

Mindesmærket blev indviet den 12. oktober 2004, på to årsdagen for angrebet, og mange tiltag er gjort for at bringe turisterne tilbage til byen. I dag er feriegæsterne og backpackerne tilbage, og hvis man i i glædesrusen over dette vidunderlige feriested har glemt episoden for 9 år siden, så står mindesmærket der tavst og prikker til en.

First a flower then a butterfly....

Onsdag den 23. december 2009;

Klokken 06.45 forlod jeg Legian Beach sammen med min chauffør Mardi. Han lovede mig, at i dag skulle vi se noget af det Bali han holder aller mest af – og det var tydeligt, at han ikke var særlig begejstret for Beach-områderne og den hektiske puls omkring de mange turister. Mardi er digter – eller det kunne han i hvert fald godt have været, hvis ikke lige han kørte rundt med turister som mig. Men hans poetiske tilgang til livet og øen han elsker over alt trådte frem mange gange i løbet af dagen.

At have sin egen chauffør og bil i 10 timer betyder også, at man har mulighed for at få snakket om andet end det man lige ser. Mardi var f.eks. meget interesseret i Danmark, og spurgte om livet der hvor jeg kommer fra. At sætte ord på Danmark er ikke nemt, når udgangspunktet er lig nul – så det var en reel pædagogisk opgave jeg der fik.

Mardi fortalte nu også om Bali. Vi kørte i bjergene og så søer, vandfald, aber, rismarker, templer og en begravelse m.m.
Mardi, der er hinduist satte mig grundigt ind i den særlige balinesiske hinduisme og den position, at være det eneste sted i Indonesien, hvor de er i flertal. Der er templer overalt,- små hustempler, områdetempler og hovedtempler og det er tydeligt, at de betyder meget for balineserne. Mardi spurgte mig hvem jeg takkede, når en dag havde været god – eller hvem jeg bad til når jeg ønskede en god dag. Det blev begyndelsen på en længere snak om troens og religionens placering i vores to liv. Til sidst sagde han eftertænksom; Undskyld, men det lyder lidt som om du er bange. Jesper er du bange for, at dit liv ikke kun er skabt og formet af dig selv? Jeg måtte lige tygge lidt på den, og forsøgte så at angribe spørgsmålet mere filosofisk (man er vel fra Kierkegaards hjemland) Mardi lyttede tavst interesseret, og da jeg var færdig med min forelæsning kiggede han på mig og sagde kort: Jo du er bange!

Mardi gav også en lektion i risdyrkning, og fortalte om alle de små byer vi kom igennem. Alle byerne har et særligt håndværk de er specialiseret i, og så er det stort set det eneste, der laves der. Der var ikke mange turister i byerne – med undtagelse af Ubud, der er kendt for træskæreri og kunstmaling. Her stod turisterne til gengæld i kø for at købe souvenirs til dem derhjemme.

Ved et 80 meter stor vandfald plukkede Mardi en lilla blomst og viste den til mig. Se på den Jesper,- sagde han. Lang pause.... Ser du sommerfuglen? Sagde han så. Jeg kiggede grundigt på blomsten og måtte erkende, at jeg ingen sommerfugl så. Mardi smilede og sagde; Blomsten Jesper er sommerfuglen – se på den! Igen tavshed. Jeg synes situationen var temmelig mærkværdig, og anede ikke om jeg skulle grine eller tage ham alvorligt. Han fornemmede nok min skepsis og sagde så; Blomsten er en blomst fordi vi to har besluttet, at det er en blomst. Lad os et kort øjeblik beslutte det er en sommerfugl. Jeg så på blomsten og kunne godt se ligheden og gik med på legen. Okay Mardi – nu ser jeg en sommerfugl. Den er flot. Mardi studerede den længe, og tavsheden virkede pinlig på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg ligesom kunne komme videre. Nu gik Mardi frem mod mig og hviskede; Skal vi ikke lade den flyve nu? Jeg gloede på manden foran mig, og overvejede om han var blevet skør. Derfor hviskede jeg med et glimt i øjet tilbage; Let it fly Mardi – let it fly.... Mardi slap blomsten, og som i en disneyfilm, lod blomsten sig tage af vinden og steg til tops mod den blå himmel. De store lilla blade bevægede sig i vinden, og lige der tog mig selv i i at sige; Se sommerfuglen, den nyder friheden.

Senere på dagen mødte vi et begravelsesoptog. Mændene forrest, kvinderne bagefter og sidst en flok musikanter. De så alle glade ud og de festlige kulørte dragter og musikken fik mig i første omgang til at tro, at det var et bryllup.
Mardi forklarede at begravelser nødvendigt ikke var sørgelige. Den døde er brændt og sjælen er sat fri – klar til et nyt liv, og så drejede han sig på førersædet, så han kunne se mig og sagde: You know – first a flower then a butterfly....

Se flere fotos her (alle fotos med mig er taget og arrangeret af Mardi)

Nyt hotel med fri surf:-)

Tirsdag den 22. december;

Jeg har skiftet hotel – og er meget tilfreds. Her er swimmingpool og en udmærket restaurant (især fordi der er fri wifi) der er ca. 6 minutters gang til standen – men jeg nøjes nu med at en svømmetur og surfer i netcafeen i stedet.
Jeg har været lidt rundt i byen i dag – og selvfølgelig på stranden. Der er stor forskel på nat og dag her. Partylamperne er slukket og de mange små souvenirsshops og artsgallerier har slået dørene op for deres mange tilbud. Taxachaufførerne tilbyder sig overalt, og restauranternes tilbud leveres til én på fortorvet med duften af grill og eksotiske krydderier.
Balineserne er utrolig flinke og imødekommende, og selv de ofte får et pænt nej til deres tilbud af de mange forbipasserende turister – holder de humøret højt. Det er en gåde, at så mange mennesker kan skabe en levevej af turismen. Men der skal ikke mange kunder til i løbet af en dag, før der er nok til en acceptabel tilværelse.

Bali er helt speciel pga den stærke tilknytning til hinduismen. Mens resten af Indonesien er muslimsk, er det hinduismen der her har overtaget. Overalt på fortorve og i forretninger er der sat ”ofringer” til guderne frem i form af palmeblade med mad. Selv på stranden findes de liggende midt i det beach-surfer-kaos der ellers hersker her. Surf-skolerne har travlt med alle de turister, der for første gang vil besejre bølgerne på et surfbræt.

Stranden er desuden en naturlig magnet for balinesere, der ønsker at lave hurtige penge på de mange sideforretninger strandlivet skaber. Strandgæster og surfere har brug for noget køligt at drikke, noget at spise og måske en gang rygmassage, efter de hårde strabadser på vandet.

Surfbrætudlejerne står tæt og sammen med boderne med håndklæder, solcreme og solbriller udgør de en hel business for sig selv. Små kiosklignende hytter tilbyder ø-tours til overpris, og selvfølgelig udflugter til Lombok og Komodo Island. Disse ture kan dog ikke gøres som heldagsudflugter pga. afstanden, så komodoveranerne må vente til næste gang jeg kommer til Indonesien.

Jeg har valgt at gå lidt utraditionelt til værks i stedet for, og hyret en chauffør og bil i morgen. For 260 kr. har jeg chaufføren til rådighed i 10 timer, og kan køre lige derhen, hvor jeg har lyst. Når jeg tænker tilbage på succesen i Medan og turen til Lake Toba, så har jeg store forventninger til det. Men turens succes afhænger naturligvis af hvilken chauffør jeg får – så jeg er spændt på i morgen, hvor der er afgang 06.45.

SE FOTOS HER

FAKTA om hinduismen på Bali:
Den balinesiske form for hinduisme er en enestående blanding af tro og traditioner fra før det 15. århundrede, da det sidste hindudynasti Majapahit flygtede til Bali fra Indien. Religionen præger balineserens hverdag, hver morgen laves en lille smuk offergave til husets alter - om ikke andet så for at få en god dag. Religionen er også et socialt samlingspunkt for både famile og på arbejdet. Hinduismen inviterer til utallige fester og ceremonier, der synliggøres ved farvestrålende optog, dans og musik.

Balineserne der med en fast overbevisning og tro på reinkarnation, venter i princippet kun på det næste liv - og ser frem til et bedre - og så kan man jo lige så godt få det bedste ud af dét, man nu engang er landet i. Balineserne lever livet let og tilsyneladende ubekymret, da de jo ikke skal have noget med i graven.

Guder er der mange af på Bali, hvert hjem har sine, hvert element: himmel, jord, vand, ild, frugtbarhed osv. har sine. Det er vigtigt som balineser at holde sig på god fod med guderne. Guderne gør man glade ved små gaver og handlinger i hverdagen. Onde ånder jages bort med musik og støj, sang og dans - den overskydende tid kan man så benytte til forberedelsen af den næste ceremoni.

Velkommen til Partyland!

Mandag den 21. december (aften/nat):

Bali er en kæmpe pulserende nightclub. Når solen går ned og sydkystens gader lyses op af neonskilte og kulørte lamper, begynder samtidig en dunkende tung rytmisk partylyd. Den består af småbidder af diskotekernes og natklubbernes musik, der brøler ud på gaden for at forene sig med de andre lydstykker i denne urban-sound, der går lige i blodet på en, når man slindrer ned af gaden. Mange af diskotekerne har kameraer indstillet på dansegulvet og baren, så forbipasserende kan fornemme hvad de går glip af via storskærme, hvis de går videre. Menneskemylderet af solstegte turister der flimrer småråbende og grinende forbi på gaden tilbydes konstant euforiserende stoffer af mænd med orange veste, og seksuelle tilbud camoufleret som massageydelser leveres af letpåklædte piger iført stilletter.
Jo jeg er virkelig havnet i partyland! De lyshårede australske surfere har ladet brætte blive på hotellet, men ingen er i tvivl om, at det er dem, der heroisk indtager bølgerne i eftermiddagstimerne. De flankeres af hvinende tøser, der med tætsiddende t-shirts og hotpants gør alt for at fremhæve deres kvindelige former, som en slags invitation til kropslig surf senere på natten.

I de mere værtshusprægede pubber hænger de ældre mænd ud – eller også har de siddet der hele dagen. I deres Hawaii skjorter, sandfarvede shorts og sandaler venter de som glubske komodoveraner på at nattens rykind af parygirls begynder. De har pengene klar, og mens deres tale drukner i ungdommens diskotekslarm ved de, at indledende smalltalk her er ganske unødvendig – penge er et sprog alle forstår.

Midt i dette festinferno ses også turistfamilierne; far, mor og to børn, der med kameraet om halsen leder efter en restaurant og lige som jeg bliver overrumplet af hele sceneriet. Fascineret af dette natteliv, der trods al sin forlorenhed og iscenesatte happiness samtidig er det sublime udtryk af en vellykket fest. Sådan en alle ønsker sig, når de inviterer til rund fødselsdag. Et kæmpe fest-tivoli, hvor man har svært ved at sige ned til rutsjebanen, når man ser og hører de hvinende folk, der allerede er stået på.

Ved midnatstid gik jeg hjem efter et par øl og en Kebabrulle. Et ungt tysk par jeg snakkede med i lufthavnen mødte jeg midt i gaden, og de råbte igennem larmen; Ses vi på det store diskotek nede til højre om en time? Der er snowparty... (vist et eller anet med at diskoteket fyldes med skum)

Jeg smilede og tænkte – Selv om det nok bliver min eneste chance for en hvis jul i år, så takker jeg pænt nej.

Højsæson på Bali

Mandag den 21. december 2009;

Så er uret stillet en time frem igen og en ny tidszone er passeret. I 32 graders kvalmende varme er steget ud af AirAsias fly mit i et af de største turistområder overhovedet i Indonesien. De hvide strande er tæt belagt med juleferierende europæere, australiere og amerikanere. På toppen af bølgerne glider de frygtløse surfere afsted så naturligt, at man næste kunne tro, at de hørte med til sceneriet. Kuta Beach ligger syd for Denpasar, hvor lufthavnen er, og er det absolutte in-sted blandt turister, men lidt nordpå findes Legian Beach som er en tro kopi af Kuta Beach – bare en anelse mindre hektisk, Selv om det er svært at mærke. Der er her jeg er havnet. Jeg har booket mig ind på Sanjaya Hotel – til trods for at man meddelte mig, at man kun havde plads til mig en nat. Nu gik jagten ind efter et andet hotel i dagene frem mod den 26. december, hvor jeg rejser videre. Men det er højsæson her, og alt er optaget – og priserne er tårnhøje. Jeg havde på forhånd besluttet, at jeg ville have et ordentlig sted at bo i julen – de sidste par nætter i Jakarta på en tynd madras uden aircondition kan stadig mærkes i min aldrende krop:-) I virvaret af restauranter, cafeer, diskoteker og party aftenstemning lykkedes mig at finde et ledig hotel efter 2 timers søgning. Det hedder Aquarius star hotel og de har faktisk har plads til mig de næste 4 nætter. Det er med aircondition, badekar, tv og varmt vand på eget toilet og inkl. morgenmad – det bliver virkelig fedt. I tilknytning til hotellet er der Internet-café, hvilket også er et must, når nu der skal sendes julehilsner og christmas-chattes med familie og venner:-) Til gengæld må jeg betale 1.300.000 Indonesiske rupia for opholdet (700 kr). Julen vare længe – koster mange penge... Jeg vil nok tage et par ture rundt på øen de næste dage – for selv om det er højsæson og der er mange turister, så er Bali et fantastisk sted, som jeg glæder mig til at gå på opdagelse i!!


FAKTA: Legian strækker sig nordpå fra Kuta, Legian tilbyder den samme let adgang til butikker og barer, men en lidt mere afslappet og mindre kaotisk følelse. Det nordlige område af Legian byder på lidt af et tilløbsstykke for badegæster og er også en populær surf strand. De fleste af de populære Legian hoteller er på eller tæt ved stranden. Hele Legian er ikke større end et par blokke i en storby, men trods sin lille størrelse, har dette område en meget høj profil med besøgende på grund af den dejlige strand.