I orkanens øje

Torsdag den 24. december 2009;

Man siger, at der i orkanens øje er helt vindstille og roligt. Sådan et ”øje” er der også her i Legian på Kuta Beach. Midt i disco-stormen og det kaotiske natteliv med høj musik og skrigende surferpiger, er der et sted, hvor alt er stille – lige midt i gaden – ca. 20 meter fra mit hotel.

Stedet kaldes Ground Zero og er netop der, hvor 2 bomber sprang den 12. oktober 2002. Her er opført et imponerende mindesmærke på stedet, hvor Paddy´s Pub og diskotek lå. En kæmpe belyst marmorplade omkranses af flotte udskæringer i sten. Pladen bærer navne og nationalitet på hver af de dræbte. Foran monumentet er et lille springvand og rundt om sidder der konstant mennesker i tavshed. Først går de til tavlen og ser på alle navnene (202 døde den nat) og så er det som om disconatten må vente lidt. Nogen græder stille, mens de ryster på hovedet i mangel på forståelse af denne terroraktion. Det at ofrene er nævnt med navne gør oplevelsen for de fleste endnu mere nærværende. Desuden har flere af ofrenes venner og familiemedlemmer lagt fotos af deres savnede med korte tekster som; We still miss you.

Jeg blev selv meget påvirket, da jeg så monumentet første gang. Selv om jeg ikke har glemt presseomtalen af sagen for 9 år siden og vidste, at også danskere var blandt ofrene, så var jeg ikke klar over, at det fandt sted lige der, hvor jeg bor. Pludselig kommer et fjernt nyhedsindslag meget tæt på. Jeg husker stadig de tre pigers navne på tavlen; Lærke, Lise og Anette. De tre navne er som brændt ind i min hukommelse. Ferieglade og festklare havde de formentlig iført sig noget hot, og valgt at gå på in-stedet Paddy´s Pub. Dansende i lysshowets skær brød deres verden sammen kl. 23.15, da en selvmordsbomber udløste den medbragte bombe, han havde i en rygsæk. Med ét blev 202 menneskers liv revet bort – heraf 152 udenlandske.
Mere end 200 navne kræver en stor marmorplade, og selv om ingen af de omkringstående ved mindesmærket kendte de døde, så berører det på en mærkelig måde alle. Det skal simpelt hen fordøjes inden man går tilbage Diskotek Bounty eller Paddy´s Club, som den i dag hedder hvor der festes igennem hver nat.

Jeg har kun en gang på denne rejse oplevet en tilsvarende tavshed og mennesker, der var stærkt berørte af noget de ikke har haft en andel i – nemlig i torturfængslet S21 i Phnom Penh i Cambodja. Det er præcis når man står ansigt til ansigt med historiebøgernes faktuelle optegnelser, at historien bliver vedkommende og forståelig.

Mindesmærket blev indviet den 12. oktober 2004, på to årsdagen for angrebet, og mange tiltag er gjort for at bringe turisterne tilbage til byen. I dag er feriegæsterne og backpackerne tilbage, og hvis man i i glædesrusen over dette vidunderlige feriested har glemt episoden for 9 år siden, så står mindesmærket der tavst og prikker til en.