Ashfield - Little Shanghai

Søndag den 3. januar 2010;

Ashfield er en umoderne forstad i Sydneys fashionable inner-vest. I modsætning til nabobyerne Summer Hill og Haberfield, er det ikke have en klynge af caféer og restauranter ligesom der heller ikke findes en blomstrende ejendomshandel.
Dens seværdigheder er mere funktionel - et trinbræt hvor det tager omkring 20 minutter at nå Sydneys CBD (central business district), Her er mange billige leje-lejligheder og en solid middelklasse – der ofte arbejder i Sydney.

Historisk set var Ashfield en fabriksby med en kiksfabrik og en elektronikfabrik, men de er begge lukket nu. Ashfield oplevede i 60érne en stærk immigration af italienere, grækere og polakker og i 70´erne var det så tyrkernes og libanesernes tur til at indtage byen.

Men bybilledet præges i dag af den store tilstrømning af kinesere i 80´erne. Det var oprindeligt studerende der efter Tiananmen-massakren kom til byen, og som senere hentede deres familier hertil. En folketælling i 2001 viser, at 42,6% af Ashfields 40.000 indbyggere er født i udlandet.

Ankomsten af den kinesiske har været særdeles omstridt, fordi de er så synlige i bybilledet. Liverpool Road (hvor jeg også bor), en blanding af butikker, hvor 85% nu er kinesiske små virksomheder, især restauranter og små supermarkeder. Det er primært folk fra Shanghai der dominerer, og Ashfield er faktisk kendt som Little Shanghai.

Liverpool Roads forvandling til et mini Shanghai med underlige dufte, musik og skrifttegn, som ingen forstod, skabte i begyndelse en del harme i det lille Anglo-Keltiske samfund. Men med accepten af, at kineserne var kommet for at blive, og at de faktisk formåede at holde liv i den lille forstad har skabt ro i det multietniske samfund. Staten har støttet byen med midler til at etablere initiativer, der skal skabe harmoni i byen. Det er især de ældre i Ashfield, der er målgruppen. De har i modsætning til den yngre generation svært ved at accepterer de nye borgere i byen.

Nogle af de tiltag som har haft stor succes er bl.a. kinesere, der besøger de ældre på byens plejehjem. Butiksskiltene skal nu oversættes og vises på både engelsk og kinesisk, og kineserne har været på kursus i hvordan ikke-kinesere ønsker at blive behandlet, når de handler ind.

Ashfield er med andre en forstad med masser af problemer, der skal løses i fremtiden, og som er godt på vej til at blive en succes.

Her på Ashfield Manor er der ingen kinesere ud over rengøringspersonalet, og flere af gæsterne her siger åbent, at de ønsker at handle med kineserene – så helere tage til Sydney Centrum....

Måske er det fordi jeg har rejst rundt i Asien og set, at enhver by med respekt for sig selv har en Chinatown, og at det arbejdsomme og målbevidste kinesiske folk måske nok kolonisere sig, men at de samtidig er fabelagtige forretningsfolk.

Havde kineserne ikke fundet Ashfield ville byens forretningsliv nok ikke overlevet, og var måske endt som soveby for Sydneys arbejderklasse der kan bo her billigt.

Søvnig og regnvåd søndag

Søndag den 3. januar 2010;

I dag er det min sidste dag i Sydney, og efter nogle lange spændende dage i byens centrum, har jeg valgt at blive på hotellet i Ashfield i dag. Det regner og trist vejr udenfor, og jeg har brugt hele formiddagen på tøjvask. Der er et vaskerum tilknyttet stedet, og for 3 dollars kan man så vaske til den store guldmedalje. Tørretumbleren koster også 3 dollars. Jeg har ikke vasket i en måned, så det er tiltrængt!!
Efter vaskeriet gik jeg en tur ud i Ashfield - primært for at finde en netcafé, hvor jeg kunne opdaterer billedgalleriet til bloggen. Jeg fandt et fint sted med lynhurtig netforbindelse - så nu er galleriet opdateret til og med den 2. januar. En lille film om Sydney Streetlife blev også uploaded og kan ses her: http://asien0910.blogspot.com/2009/12/i-venture-in-sydney-style.html
Jeg spiste frokost i Ashfield Mall, hvor der var et leben - måske netop pga regnen.

Se evt. det opdaterede billedgalleri her:

Sydney by night

Tirsdag den 29. december 2009;

Med 3 timers ubrugt energi i tidsforskel, besluttede jeg at tage toget til Centrum her til aften. Der er 5 minutters gang til stationen, og turen tager ca. 10 min og koster 3.80 dollars. Jeg kørte til stationen der ligger helt nede ved havnen og blev blæst omkuld af synet af Sydney Opera House. Tak skæbne for et byggeri. At folk kommer valfartende fra hele verden for at se denne arkitektoniske perle er ganske forståeligt, og som dansker banker hjertet lidt hurtigere, og man føler straks at Utzons ånd er til stede.

Der er et vildt liv i Sydney, helt New Yorksk.... En sand kosmopolitisk verdensby! Restauranter overalt, cafeer, skyskrabere og et multietnisk folkeliv, der får en til at stoppe op og iagttage det hele, som var man en bonde, der kom ind med 4-toget...
Jeg stødte på en ice cream-shop, der solgte Royal Copenhagen Ice Cream, og jeg købte den største, mens jeg sang I Scream Ice Cream. Tænk sig at spise en dansk kongelige is til synet af Jørgen Utzons mesterværk.

Noget jeg synes er genialt ved Australien er, at jeg ikke føler mig fremmed. Mens jeg på de sidste 4 måneders rundrejse har følt mig udskilt – alene pga udseendet, så er jeg her prototypen på en alminde australier. En rigtig typisk australsk bonderøv:-)
Flere gange i dag har turister henvendt sig med spørgsmål i den tro, at jeg var indfødt. Et par svenske piger spurgte mig på togstationen Central, hvordan de kom til Redfern. Tilfældigvis vidste jeg der var stationen før Ashfield, og svarede dem med en overdreven australsk accent – idet jeg selv synes det var total morsomt. Men tøserne sagde bare tak, og har sikkert tænkt; de er sørme flinke her i Sydney:-)

Jo jeg føler mig hjemme midt i det fremmede – og jeg glæder mig til i morgen, hvor jeg vil indtage Operahuset, Sydney Bridge og de andre attraktioner i dagslys.

Måske skulle du lige læse vores regler?

Tirsdag den 29. december 2009;

Tidligt tirsdag morgen sagde jeg farvel til Perth og satte mig i en taxi mod Perth Lufthavn. Jeg skulle flyve med Qantas Air, der er Australiens stolthed, og absolut intet lavbudget firma, som Air Asia. Flyet var langt større og indrettet med storskærme og meget bløde sæder – med rigelig benplads. Der bleve serveret lækker mad undervejs, og alle de drikkevarer man måtte lyste. Alle sæder var besat af glade australiere, der skulle til Sydney på familiebesøg her i ferien.

Da jeg kom til Sydney Lufthavn fandt jeg hurtig en taxi, der kunne køre mig til Ashfield – en bydel ca. 9 km fra centrum. Det har mildest talt været et mareridt at finde et ledigt sted i Sydney her mellem jul og nytår – især hvis man gerne vil bo billigt. Jeg har skrevet emails til et utal af hostels (mens jeg var i Bali) og fået lige så mange afslag; Alt optaget!!

Men pludselig skrev Sandy fra Asfield Manor Bed & Breakfast, at hun havde fået et afbud, og at dermed var et ledigt værelse til mig. Jeg var lykkelig og jublede – et stort problem var løst. Den første nat skal jeg bo på et værelse med fælles bad og toilet, og i morgen flyttes jeg til et værelse med eget toilet og bad. Pris: 95 dollars pr. nat.....

Mødet med Asfield og Sandy på hotellet var ganske morsomt – og især når her efterfølgende ser tilbage meget grinagtigt.
Stedet er meget ordentligt. Det fornemmer man straks man træder indenfor. Alt er pinligt rent og ingen backpackerlarm af nogen art. Sandy viste sig at være en dame midt i 50´erne, der bød mig velkommen – men noget reserveret. Hun bad komme ind på hendes kontor, og rakte mig straks et papir med hotellets husorden. Fint sagde jeg med et smil og begyndte fra oven. Det svarede ganske til det man ser alle steder – helt praktiske ting om tjek-ind og id, køkkenfaciliteter osv. Men nederst på sedlen kom så sætningen der fik mig til at stivne: Appropriate dress to be worn all times; T-shirts must have sleeves.

Der sad jeg jeg med en ærmeløs T-shirt og min højre overarms tatovering og kløede mig på min ubarberede hage og viste at første indtryk ikke var faldet i Sandys smag. Jeg åbnede min lille rygsæk, hvor jeg vidste der lå en kortærmet skjorte, og tog den stille og roligt på uden at sige noget. Sandy smilede og sagde – godt så,- og nu til betalingen. Ønsker du at at betale med kort eller kontant?

Mens Sandy ordnede papirarbejdet undrede jeg mig over den ene sætning i reglerne – hvorfor lige T-shirts uden ærmer? Jeg kan da sagtens komme på andre beklædningsgenstande, der er noget mere udfordrende og grænseoverskridende. Men jeg undlod at kommentere på det. Jeg husker at der på husreglerne på et hotel i Cambodja stod, at man ikke måtte bruge maskingevær, håndgranater eller indtage drugs på hotellet. Disse ting er slet ikke nævnt her – her er det farlige sprængstof ærmeløse t-shirt....


Efter betalingen fik jeg en rundvisning på hele hotellet. Det er faktisk rigtig hyggeligt med opholdsstuer, udestue, dejligt fælleskøkken osv. Desuden er morgenmad inkluderet i prisen. Der er både tv og køleskab på værelset og en udmærket seng. Tiderne med fri wifi hører Asien til – her betales der for sådan noget. På backpackerhotellet kostede det 3 dollars i timen – her koster det 7,5 dollars. Men så er forbindelsen også meget bedre.

Jeg har været en kort tur ude for at se på Ashfield og finde busstoppested og togstation, så jeg er klar til Sydney centrum i morgen. Da jeg kom hjem mødte jeg Sandy i opholdsstuen, og hun snakkede som et vandfald, og der er ingen tvivl om, at det er hendes hotel, og at det er vigtigt for hende, at kunderne føler sig trygge og godt behandlet – bare vi beholder vores ærmeløse t-shirts i rygsækken:-)

PS: Sydney har et dejligt dansk sommerklima i øjeblikket. 25 grader i skyggen og let overskyet. Det er noget der passer mig. Tidsforskellen er som nævnt 10 timer ift Danmark.