Ashfield - Little Shanghai

Søndag den 3. januar 2010;

Ashfield er en umoderne forstad i Sydneys fashionable inner-vest. I modsætning til nabobyerne Summer Hill og Haberfield, er det ikke have en klynge af caféer og restauranter ligesom der heller ikke findes en blomstrende ejendomshandel.
Dens seværdigheder er mere funktionel - et trinbræt hvor det tager omkring 20 minutter at nå Sydneys CBD (central business district), Her er mange billige leje-lejligheder og en solid middelklasse – der ofte arbejder i Sydney.

Historisk set var Ashfield en fabriksby med en kiksfabrik og en elektronikfabrik, men de er begge lukket nu. Ashfield oplevede i 60érne en stærk immigration af italienere, grækere og polakker og i 70´erne var det så tyrkernes og libanesernes tur til at indtage byen.

Men bybilledet præges i dag af den store tilstrømning af kinesere i 80´erne. Det var oprindeligt studerende der efter Tiananmen-massakren kom til byen, og som senere hentede deres familier hertil. En folketælling i 2001 viser, at 42,6% af Ashfields 40.000 indbyggere er født i udlandet.

Ankomsten af den kinesiske har været særdeles omstridt, fordi de er så synlige i bybilledet. Liverpool Road (hvor jeg også bor), en blanding af butikker, hvor 85% nu er kinesiske små virksomheder, især restauranter og små supermarkeder. Det er primært folk fra Shanghai der dominerer, og Ashfield er faktisk kendt som Little Shanghai.

Liverpool Roads forvandling til et mini Shanghai med underlige dufte, musik og skrifttegn, som ingen forstod, skabte i begyndelse en del harme i det lille Anglo-Keltiske samfund. Men med accepten af, at kineserne var kommet for at blive, og at de faktisk formåede at holde liv i den lille forstad har skabt ro i det multietniske samfund. Staten har støttet byen med midler til at etablere initiativer, der skal skabe harmoni i byen. Det er især de ældre i Ashfield, der er målgruppen. De har i modsætning til den yngre generation svært ved at accepterer de nye borgere i byen.

Nogle af de tiltag som har haft stor succes er bl.a. kinesere, der besøger de ældre på byens plejehjem. Butiksskiltene skal nu oversættes og vises på både engelsk og kinesisk, og kineserne har været på kursus i hvordan ikke-kinesere ønsker at blive behandlet, når de handler ind.

Ashfield er med andre en forstad med masser af problemer, der skal løses i fremtiden, og som er godt på vej til at blive en succes.

Her på Ashfield Manor er der ingen kinesere ud over rengøringspersonalet, og flere af gæsterne her siger åbent, at de ønsker at handle med kineserene – så helere tage til Sydney Centrum....

Måske er det fordi jeg har rejst rundt i Asien og set, at enhver by med respekt for sig selv har en Chinatown, og at det arbejdsomme og målbevidste kinesiske folk måske nok kolonisere sig, men at de samtidig er fabelagtige forretningsfolk.

Havde kineserne ikke fundet Ashfield ville byens forretningsliv nok ikke overlevet, og var måske endt som soveby for Sydneys arbejderklasse der kan bo her billigt.