En Sharp Elvis

Søndag den 13. december 2009;

Et par svenske backpackere på hotellet fortalte storskrydende af grin om en film de havde havde set i biografen i Times Square samme eftermiddag, og på deres opfordring besluttede jeg mig for at se den også. Primært af to grunde; 1) Jeg hader Zombie-film 2) Jeg elsker film der gør groft grin med andre filmgenrer.
Filmen hedder "Zombieland", og er en film, der på alle måder tager livtag med zombier-, spaltter- og dommedagsfilmgenren. Det er hylende morsomt med et glimt i øjet. Og så vil jeg tillade mig at sige, at det overliggende tema er "Nydelsen af de små ting i livet" - og det fik mig faktisk til at tænke på min samtale med munken i Vientiane. Jeg må det kraftigste anbefale filmen - især for de, der ligesom mig synes at zombiefilm generelt er noget opreklameret blodigt svineri.

Men inden Zombieland blev jeg viklet ind i et Elvisshow - præsenteret af Sharp. En lille lettere overvægtig fyr skulle optræde med Elvissange, og da jeg tilfældigvis kom forbi, måtte jeg selvfølgelig lige se hvad fyren kunne. Der stod allerede nogle teenagere og skradgrinede af den lettere komiske fyr - der vist havde udviklet sit talent på en karaokebar.
Men da han først begyndte holdt grinene op - han var faktisk rigtig god, og jeg begyndte at filme ham. Efter et par numre kom han ud til mig og bad mig følge med op på scenen og præsenterede mig som en af hans fans. Folk klappede og det var ekstremt pinligt - især fordi han bagefter gik ned til en rullestolskørende gråhåret punk/hippie original, der sag og sendte håndtegn og råbte op. Sådan kom jeg på én aften på scenen i et Elvisshow og underholdt af blodsprøjtende humor i Zombieland....
Se Elvis gi´ den gas herunder:

Så er næste stop Cambodia

Søndag den 15. november 2009:

Farvel til Laos idag. Det har været et fantastisk land at besøge, og jeg vil bl.a. se tilbage på turen ad Road 13 mellem Vientiane og Luang Prubang på motorcykel som et af højdepunkterne. Jeg drager nu sydover til Cambodia, og har bestil flybillet med afgang kl. 16.35. Jeg lander halvandentime efter i Siem Reap. Se den opdaterede rejserute herunder:



Vis stort kort

If you can´t beat it, drink it!

Lørdag den 14. november 2009

Den verdenskendte fotograf Capa sagde engang; ”Er dit foto ikke godt nok – har du ikke været tæt nok på” Capas ord fik overraskende betydning for denne lørdag.

Jeg havde besluttet at gå en tur på ca. 6 km, der ville bringe mig omkring de væsentligste bygninger i byens centrum. Ruten begyndte ved Patuxai (triumfbuen), hvor jeg i dag gik ind og kom op i toppen, hvor man har et fantastisk view over byen og bl.a. Avenue Lane Xang, der mest af alt får en til at tænke på Champs Elysées i Paris. Jeg gik ned af Avenue Lane Xang for at komme til Vientianes største marked Talat Sao. Her kan man købe alt mellem himmel og jord – lige fra mad til dårlig Lao-pop brændt på CD.

Herefter gik turen til byens ældste stupa That Dam, og vejen førte lige forbi den amerikanske ambassade. Ambassaden er en stor betonbygning omringet af en kæmpe hvid mur og kun det amerikanske flag markerer, at det er en ambassade. Jeg synes den store hvide mur med det svajende amerikanske flag på den blå himmel var et genialt motiv og trak kameraet frem. Men lige da jeg skal til at klipse – hører jeg høje råb og uniformerede ambassadepersonale (laoter) kom løbende. Jeg forstod straks, at fotografering var forbudt og undskyldte. Men dette var langt fra nok for de to sikkerhedsfolk. Jeg blev med en mand på hver side ført ind i en lille sidebygning og bedt om at tage mit SD-kort ud af kameraet. Jeg kunne i et spejl på væggen se mig selv iført en t-shirt med Laos flag, solbriller og sveden der drev ned af ansigtet. Lignede jeg virkelig en terrorist, der var på hemmelig mission for Al-Qaeda? Jeg sagde at de gerne måtte se de fotos jeg havde taget – men at det var et dyrt kort på 32 GB og at jeg nødigt ville give det væk. Herefter blev kameraet tændt og de to mænd begyndte at se de fotos igennem jeg havde taget i løbet af dagen. De pegede ivrigt og snakkede pludselig helt muntert om de ting de så. Hele den alvorlige seance ændrede nu pludselig karakter og mindede mere om ferie-foto-hygge som vi kender den efter turen til Rhodos. Der blev grinet af et billede jeg havde taget med en lastefuld soldater og mine fotos fra markedet forsøgte de at fastslå geografisk (markedet fylder flere gader).

Det alvorlige forhør og den efterfølgende afslappede sludder om Vientianes centrum blev afsluttet med en løftet pegefinger, og jeg lovede aldrig at fotografere ambassaden.

Herefter gik turen til præsidentpaladset og videre til Wat Si Saket der er et kæmpe tempel, der indeholder tusinder af buddhafigurer. Her koster indgangsbilletten 2000 kip hvis man er fra Laos og 5000 kip hvis man er udlænding.

Turen endte langs Mekong Floden, hvor der bl.a. findes en række teaktræer i enorm størrelse. De er mere end 200 år gamle. Jeg fandt en lille café med udsigt til floden og bestilte en cola, og mens jeg lod den kolde amerikanske læskedrik afkøle mit indre, tænkte jeg tilfreds med den dagens ambassadeoplevelse på nethinden; If you can´t beat it – drink it!!

SE FOTOS HER

Rejserute opdateret

I dag kl. 20.00 går turen sydpå med VIP-Bus. Selskabet regner med ca. 8 timer. Det bliver natkørsel, og jeg slipper dermed for en hotelregning:-)
Se ruten herunder:

Vis stort kort

Vietnamkrigen dræber stadig

Onsdag den 11. november 2009:

Jeg skal i aften kl. 20.00 med en VIP-bus til Vientiane. Jeg har derfor brugt lidt tid på at besøge UXO i Phonsavan.
UXO står for Unexploded Ordnance og er en britisk organisation, der forsøger at informere om de mange ueksploderede bomber, samt samler penge ind så der kan skabes grundlag for en rydning af de mange arealer. UXO har et lille informationscenter, der drives af nogle søde folk, der brænder for sagen. Hvert år dør 40 børn her, fordi de finder bomber og bruger dem til legetøj (flere af dem er bl.a. runde som kugler. Jægere der finder ueksploderede bomber forsøger nogen gange at åbne dem for at få fat i krudtet - og den operation går sjældent godt.

Jeg købte en t-shirt til 10 Dollars for at støtte projektet og fik iøvrigt en lang samtale med en mand, der har mistet sin søn ved en eksplosion. Han så hele tiden på mig med sine triste øjne og sagde; The world has forget....

Jeg glemmer ikke efter i dag, at der 30 år efter Vietnamkrigen stadig er folk, der dør af dens bomber...

Fakta:

Laos Demokratiske Folkerepublik har den ære at være, den mest bombede nation i verden.

Fra 1964 til 1973, blev over en halv million bombetogter gennemført over hele landet, og som følge heraf over to millioner tons (2,2 millioner tons) af bomber blev kastet.

Baseret på sine erfaringer fra de sidste 10 år, UXO Lao anslår, at op til 30 procent af alle bomber der faldt ikke detonerede ved anslaget, dette efterlader en dødelig arv, som fortsætter med at dræbe, lemlæste og forarme over 30 år senere. Bombningen der er registreret af den amerikanske regering viser, at mere end 80 millioner bomber blev kastet over hele landet. Herudover er også store mængder af ueksploderede raketter, granater, artilleri, ammunition, mortérgranater, landminer og improviserede eksplosive anordninger, der ligger rundt omkring.

SE FOTOS HER

Asian Sensations on Wheels....

Mandag den 2. november 2009:

Vi har i dag købt hver en motorcykel!! Laos skal ses fra 2 hjul, og vi vil bruge resten af måneden til at køre landet tyndt. Først går turen nordpå til Luang Prabang og så eller sydover til grænsen ved Cambodia, hvor vi håber at kunne sælge vores bikes igen.
Vi har købt en Honda og en kineser der hedder Yincen - begge med 4 gear og 100 kubik motor. De er rimelig velholdte og kostede kun 3 mill stk. (svarer til 1885 kr.)
Vi er vildt tændte på det kommende biker-liv og Born to be wild er nu vores foretrukne på MP3´eren.

Nogen vil nok påstå, at vi intet ved om motorcykler, og de har fuldstændig ret - men nogen gange er livet jo skruet sådan sammen, at man bliver nød til at dreje håndtaget i bund og tage en chance. Om alt går vel, får vi i hvert fald set Laos på en anderledes måde og vi glæder os afsindigt!!

PS: Til vores forældre - vi skal nok kører ordenligt (og vi HAR købt hjelm)

Ankommet til Laos.

Den 1. november 2009

Vi ankom til grænsen Lao Bao kl. 07.00 søndag morgen. 11 timer efter afgang fra Hanoi. Da vi befandt os temmelig højt i bjergene, var det ret koldt, og Frederik og jeg skulle gå over grænsen – sikkert fordi vi var de eneste i bussen med et underligt pas. Først gennem den vietnamesiske grænse, hvor de opdagede at vi havde været 7 timer for meget i Vietnam. Ups - vi skulle have været ude af landet den 31. oktober.... Bøden for ”overstay” er 5 dollar pr. døgn. Herudover koster det 1 dollar generelt at forlade landet. Nu gik vi de 100 meter over til grænseovergangen i Laos. Her var der ingen problemer, men igen måtte vi betale for at komme ind i landet (2 dollars) , noget alle skal betale. Vi skal være ude af Laos den 30. november. Det må vi overholde denne gang.

Nu gik turen så til Vientiane – Laos´ hovedstad. Bussen snørklede sig igennem bjerglandskabet og i takt med at vi kom ned fra bjerget steg temperaturen kraftigt. Når en passager blev tissetrængende, så gav man chaufføren et tegn, og han stoppede med det samme i vejkanten. Herefter trimlede de tissetrængende ud af bussen. Pigerne tissede til højre og mændene til venstre.

Da der ikke er så meget offentlig transport i Laos fungerede vores bus som en slags rutebil ned af bjerget. Folk stod på og af, og efter 19,5 timer havnede vi endelig i Vientiane. Byen er ekstrem stille sammenlignet med Hanoi, og som rygtet havde sagt os, er livsstilen meget tilbagelænet. Ingen kommer og hiver i en og pisker en stemning op.
Vi begyndte straks at lede efter et hotel, og mens vi i Hanoi kunne vrage og vælge, var alt næsten optaget her. Men vi er nu havnet på et rigtig lusket sted til 7,5 dollars for en nat. Virkelig low budget!! Men vi tager det som en oplevelse og glæder os til at se nærmere på byen i morgen. Vi trænger virkelig til en lang nat i en rigtig seng.

SE FOTOS HER

Opdateret rejserute

Fredag den 30. oktober 2009:

I morgen rejser vi videre og forlader dermed Vietnam. Men det bliver en lang og sej rejse til Laos. Busturen er berammet til 22 timer, og for at spare lidt penge, har vi købt siddepladser. Man er vel frisk?? Rejsen går først sydover til byen Vinh og videre mod grænseovergangen Lao Bao, der regnes for en af de mest sikre og problemfrie. Fra Lao Bao går turen videre til Laos hovedstad Vientiane.
Vi regner med at bruge 30 dage i Laos og rejse nordpå til Luang Prabang og derefter hele vejen ned igennem landet for at krydse grænsen til Cambodia. Vi har hørt, at Laos er ca 20 år efter Vietnam og 50 år efter Thailand rent infrastrukturmæssigt - så vi er forberedt på meget primitive forhold - og nok desværre også uden Internet så mange steder :-(
Til gengæld siger rygtet også, at Laos er verden mest "Laid-Back" land, og at der venter os mange usædvanlige oplevelser. Vi glæder os i hvert fald, og håber vores bloggere vil bære over med os, hvis opdateringerne ikke bliver så regelmæssige. Vores rejserute til Laos ses herunder:

Vis stort kort