Glædeligt gensyn med K.L.

Tirsdag den 26. januar 2010;

Det tager 7 timer at flyve fra Gold Coast (Australien) til Kuala Lumpur (Malaysia) – jeg nåede at se tre film på turen:) Hvert sæde har sin egen tv-skærm, hvor man kan vælge film, tv-serier, spil eller bestille mad. Herudover er der en chat-funktion hvis man har familie og venner der sidder langt fra en i flyet. AirAsia er helt nye med lange flyvninger, der går ud over Asiens grænser, og de skuffer ikke. Prisen er meget lav, serviceniveauet er højt, og flyene er helt nye.
Men jeg skal nu nok få rigeligt af AirAsias nye fly, når jeg i morgen benytter selskabet til min flyvning til London. Turen tager 14 timer:( men med tidsforskellen vil det kun tage 6 timer.....

Jeg er havnet på et lille backpackerhostel der hedder Red Palm. Her er kun plads til 16 gæster, og stedet emmer af hjemlig hygge, økologi og glade flipper-vibrationer.
Jeg har været en tur rundt i city, som jeg stadig kan finde ud rundt i efter mit sidste ophold i byen. Det er dejligt at være hjemmevant i det fremmede!!! Her er heller ikke særligt varmt – kun 28 grader. Så K.L. Bliver første skridt i akklimatiseringen til Europa:-)

Jeg har sendt mit tøj til vaskeri. Det er billigt her i byen og de bruger store maskiner, der både vasker og tørre i en proces. De har lovet at tøjet er klart inden min afrejse fra byen i morgen middag.

Ellers var gensynet med Asien præget af den rutine jeg ellers helt havde glemt. Først slagsmål med taxachaufførerne om en fair pris til byen (lufthavnen ligger en times kørsel fra centrum), herefter de sædvanlige tilbud om først billig sex, dernæst billige drugs og til sidst anbefalinger om de hotteste natklubber. Efter indlogering på Red Palm og en kort bytur – hvor det ganske simpelt er antallet af mennesker der springer en i øjnene - her er stoppet, gik jeg på indisk restaurant og spiste mig mæt for 25 kr. Jeg kiggede også lidt efter en jakke jeg kan tage på, når jeg rammer kulden i London – men den slags sælges ikke ret mange steder i et land med et tropisk klima.... Så jeg må håbe, der ikke er alt for koldt i Europa.

Se fotos herunder: (Galleriet må vente med en update til London:)

Australia Day – fest eller protest?

Tirsdag den 26. januar 2010;

I dag er det Australia Day, Australiens nationaldag. Det fejres alle steder, og biler er pyntet med det australske flag – og da det stadig er ferie her, har alle fri og kan fejre begivenheden. Man fejrer at det er den dag den første engelske flåde ankom til Sydney i 1788, og hejste det britiske flag, og proklamationen af britisk suverænitet over den østlige kyst af Australien.

Der er desuden en tradition for at flere af de største musikfestivaler i Australien løber af stablen netop den 26. januar. Men det er nu ikke bare fest det hele.
En lille, men stadigt voksende del af befolkningen er imod dagen, som de mener er en hån mod den oprindelige australske befolkning samt en hyldest til kolonimagten England. Dette oprør har efterhånden fået flere kendte mediefolk på sin side, og den del af debatten, der tilsyneladende fylder mest her er debatten om det australske flag – mange mener, at flaget skal skiftes ud, så Union Jack ikke længere er en del af flaget. En meningsmåling fornylig viser at hele 44% mener, at det må være tiden, at Australien bliver en republik med eget flag og præsident og dermed for alvor cutter navlestrengen til England. I dag er Australien et konstitutionelt monarki, hvor den britiske dronning er statsoverhoved.

En af gæsterne på Confort Inn som jeg talte med i går sagde det på denne måde: Du kommer selv fra et kongedømme – men forestil dig lige at jeres dronning boede i USA, tror du I så ville være så royale, som du påstår I er?

Jeg lader spørgsmålet svæve i vinden og rejser i dag væk fra debatten for at finde et andet kongedømme, hvor republik-debatten ikke har en chance – nemlig til Malaysia.

Back to Asia...

Mandag den 25. januar;

I morgen forlader jeg Australien og Gold Coast. Turen går til Malaysia og hovedstaden Kuala Lumpur. Jeg glæder mig til at gense byen jeg besøgte tidligere på min rejse. Kuala Lumpur er denne gang kun et stop på vejen mod Europa, som jeg rammer på onsdag.

Se de opdaterede rejserute her:

Vis stort kort

En helt igennem fantastisk dag!

Fredag den 18. december 2009:

I går aftes lavede jeg en aftale med receptionisten om at hun skulle skaffe mig en vogn og en chauffør til dagens udflugt til Lake Toba. Prisen blev sat til 400 kr., og så havde jeg hendes engelsktalende ven til rådighed hele dagen. Det blev til en fantastik tur på 14 timer med en masse fantastiske oplevelser.

Turen begyndte klokken 7, og min chauffør, der hedder Zul, begyndte turen gennem Medan. Han var meget god til engelsk, og sagde med det samme, at det var vigtigt jeg bare spurgte, hvis vi så noget jeg ikke forstod, eller hvid vi skulle stoppe og se nærmere på et eller andet.
Det blev til mange stop og mange spørgsmål.

Når man rejser rundt i et fremmed land, oplever man dagligt ting man ikke forstår og som man ikke lige kan slå op eller spørge om. At være på tur med en lokal – gav ikke bare muligheden for at få en masse interessant viden om området og traditioner osv., men samtidig muligheden for at komme tæt på en indoneser og det liv han lever til daglig. Zul er en fyr, der gerne deler ud af sin viden, og som er tydelig stolt af det land han bor i. Hans gode humør og store smil karakteriserer alle de mennesker jeg har mødt i Indonesien, og den mærkelige teori, at jo fattigere et land er, jo mere smil og glæde møder jeg. Det er da noget af et dilemma...

Selve køreturen til Lake Toba tager 4 timer og det første sted vi gjorde holdt var i en by, hvor mange af husene var affolket på 1. etage. Zul parkerede i en gade og spurgte om jeg kunne høre fuglene. Jo det kunne jeg. Der var en afsindig larm. Han fortalte mig at fuglene havde indtaget mange af husenes øverste etage og ladet menneskerne søge nedad. Jeg tænkte; det er da løgn – det er jo ren Hitchcock . Men det her er den rene virkelighed. Og der er selvfølgelig en grund til, at mennesket lader fugle flytte ind. Deres reder er nemlig meget værdifulde. Især kineserne tror, at de har en helbredende virkning og gør en stærk. De spiser simpelt hen fuglerederne efter at have lavet suppe på dem. Zul kunne fortælle, at 1 kilo fuglereder koster 10.000 kr., hvorefter han tilføjede – de er skøre de kinesere. Men der er utrolig mange kinesere i området, og det ses overalt.

Efter fuglebyen kørte vi videre og jeg bed mærke i nogle palmelignende træer med nogle meget store frugtklaser. Da jeg spurgte hvad det var, kørte han straks ind til en af plantagerne og fortalte om palme-olie for det var hvad det var. Han skar frugterne op, så jeg kunne se det gule, som bruges til madlavning og den inderste hvide kerne, der bruges til kosmetik.

Efter palmeolien spurgte Zul mig om jeg ikke ville se en gummitræplantage – og så fik jeg ellers historien om gummiproduktion, og prøvede selv at få et træ til at igangsætte en lille produktion af gummi, som iøvrigt er hvid....

Den næsten by vi kom til gjorde sig bemærket på grund af motorcykeltaxaerne. De kaldes jo tuk-tuk i Thailand, Malaysia, Vietnam osv., men her hedder de ojek. Mange af byens Ojek´er var nemlig nærmest at betegne som museumsgenstande. Ældgamle motorcykler af mærket Norton og BSA. Zul kunne fortælle, at byen ly lige op ad bjerge, der omkranser Lake Toba, og at de simpelt hen kræver en særlig stærk motor. Han mente at de oprindelig var kommet til byen med missionærer fra Holland og tyskland. Her er muslimerne nemlig i mindretal, idet den kristne protestantiske kirke sidder på flertallet af områdets beboere. Her holder Batak-stammen nemlig til, og de er alle kristne.

Længere fremme kom et bryllupsselskab gående gennem byen, og da de så mig hænge ud af Toyotaen med mit kamera, blev jeg bedt om at komme ud af bilen, så jeg kunne få et ordentlig billede. Det udartede sig simpelt hen til den rene bryllupsfotosession, og skulle jeg videre til Toba, ville de have haft mig med til festen:-) Men Zul ventede, og turen gik videre.

Lake Toba er verden største vulkansø skabt for 75000 år siden. Den er 100 km. lang og over 30 km bred. Den er 500 meter dyb og midt i søen er en kæmpe ø, der hedder Samosir Island og ved søens breder lever Batak-folket, der bor i farverige huse. Regnskoven er fuld af aber, der kommer frem for at blive fodret ved vejen, og skilte advarer mod ”Krydsende aber”. Zul satte mig af ved færgelejet, og jeg tog den 1 time lange sejltur til Samosir Island, her mødte jeg en fyr med et stor smil og rådnetænder,- og en motorcykel, og han kørte mig rundt på øen i et par timer, inden jeg tog færgen tilbage, og turen til Medan kunne påbegyndes. Lake Toba og Samosir Island var en fantastisk oplevelse, en naturperle af de helt store, og jeg nød hvert et minut.

På hjemturen, spurgte jeg Zul om han ikke kunne anbefale en god restaurant, og derefter kørte han til en lille by med en restaurant, der var forholdsvis ny. Som Zul sagde – der lugter stadig af maling...

Her fik jeg et traditionelt indonesisk måltid, der består af en ca 10 forskellige tilbehør, der serveres med ris. Jeg gloede noget på alle retterne, og sagde, at det kunne jeg slet ikke spise. Men Zul forklarede at jeg skulle spise det jeg kunne – så blev regningen lavet efter det – og resterne lagt tilbage til videresalg. Jeg spise og drak for 38 kr:-)

Ved 22 tiden var tilbage i Medan og hotellet og jeg kunne se tilbage på en fantastisk dag med et utal af store oplevelser!!!

SE FLERE FOTOS HER

Medan – en kogende kedel af kaos

Torsdag den 17. december;

Jeg ankom 20 minutter før min afrejse fra Penang til Medan – den største by på Sumatra, og Indonesiens 3. største by. Årsagen er selvfølgelig, at der er en tidsforskel på en time - så uret skulle stilles tilbage:-) I lufthavnen måtte jeg af med 250.000 indonesiske penge for et visum inden jeg blev lukket ind. Efter det sædvanlige kaos med veksling af penge og hævning i ATM fik jeg en taxachauffør til at køre mig ind til byen.
Her er man vant til, at turister er på gennemfart – og da de kun er i byen højst to dage, skal der virkelig arbejdes for at få vredet penge ud af dem. Det mærker med det samme – alle omkring en har et godt tilbud lige fra ture i omegnen til billig sex. Alt er kaos – næsten på niveau med Hanoi. Her er larmende, beskidt, fattigt og ildelugtende. Masser af forurening og et gensyn med et utal af tiggere, som jeg næsten ikke så i Malaysia. Chaufføren kørte mig hen til et kæmpe hotel ”Asean International” og jeg sagde med det samme, at det så alt for dyrt ud. Kæmpe reception med uniformerede personale, 4 restauranter, egen ATM-automat og roomservice + inkluderet morgenmad. Pris? 90 kr pr. nat..... Jeg var lykkelig. 90 kr. er ganske vist i den dyre ende – men sikke en luksus. På værelset er der minibar, internationale tv-kanaler og badekar:-)
Fra Lonely Planets bog om Indonesien står der også, at de billige hoteller/guesthouses ikke eksisterer i Medan – men at man skal gå efter hotellerne i middelklassen. Det har jeg så gjort, og booket mig for to nætter.
Selv om byen er temmelig kaotisk (og varmen hjælper ikke på det) har det første møde med indoneserne været positivt. De er snakkesaglige og imødekommende, og meget smilende. Det er dejligt, når man kommer til et nyt land, at man bliver modtaget på en positiv måde. Det giver et godt afsæt for de næste dages eventyr. Det skal dog siges, at flere har advaret om tyvebander og uærlig hjælpsomhed, og anbefalet en lokal guide, hvis man skal på ture – idet alt for mange vil prøve at snyde en.

I morgen vil jeg til Lake Toba, der er verdens største kratersø - resultatet af et gigantisk vulkanudbrud for ca. 75.000 år siden. Den ligger i 800 meters højde og er i dag et af Sydøstasiens smukkeste og mest særprægede naturområder. I aften vil jeg undersøge, hvordan det lige skal foregå – jeg har desværre ikke tid til at bo derude, da jeg egentlig er på vej til Bali.

PS: Internettet er meget langsomt her i landet – og jeg har en fornemmelse af, at det betyder færre uploads af især fotos – sorry:)

SE FOTOS HER (hvis det lykkes at uploade nogen...)

Sumatra next

Torsdag den 17. december 2009;

Jeg forlader i dag George Town og øen Penang. De næste 10 dage ser jeg nærmere på Indonesien og begynder altså i Sumatra i byen Medan. Byen er almindelig kendt som transitby for rejsende, der skal videre, og har ikke ry for at byde på ret meget. derfor tror jeg ikke mit ophold i byen bliver særlig langt. Jeg styrer også mod øen Bali, hvor jeg har planlagt at holde jul.
Inden håber jeg der bliver tid til et par dage i Jakarta - Indonesiens hovedstad.
Jeg rejser ind i en ny tidszone, så er i Medan 5 minutter før jeg tager fra Penang:-)
Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Forført af Avartar

Onsdag den 16. december 2009:


161 minutters hæsblæsende eventyr- og science fiction film med alle de elementer der kan skabes for 237 millioner dollars og en James Cameron som instruktør var hvad jeg betale 11 kr for at være vidne til her til aften, da filmen Avatar havde verdenspremiere i George Town.
Jeg er stor tilhænger af eventyr – mere forbeholden for science fiction, men filmen var ikke 5 minutter gammel før jeg havde overgivet mig totalt.
James Cameron har virkelig skabt en lille filmperle, hvor ingredienserne er en god historie, med et vedkommende budskab, en kærlighedshistorie, der ligger på lige line med Titanic, samt en filmisk teknik, der slå alt andet jeg tidligere har set. Her er ikke sparet på noget, og jeg måtte forlade biografen efter næsten 3 timer med den helt særlige fornemmelse at være blevet bevæget og følelsesmæssigt ramt.
Det til trods for at filmen bevæger sig i et fremmed fremtidsunivers (2154), hvor den efterhånden golde ødelagte jordklode måske kan reddes med mineraler fra den frodige planet kaldet Pandora, der befinder sig 4 lysår væk. Pandora bebos af blå menneskelignende skikkelser, Na'vi, der er tre meter høje samt et utal af utrolige øglelignende væsner, nogle smukke, mange skræmmende.

Det var netop filmplakaten og billederne af disse science fiction væsner, der i første omgang holdt mig tilbage for at købe billetten. Jeg tænkte; Det kan man da ikke tage alvorligt.... men tak skæbne jeg kom på andre tanker. Jeg glemte hurtigt det forstyrrende og groteske udtryk hos både beboere og dyr – ja hele Pandora-universet, fordi fortællingen betog mig og forførte mig,- selv om jeg havde alle parader oppe!!

Filmen kommer perfekt i forbindelse med Klimatopmødet i København, idet den i høj grad også handler om vores forvaltning af Jorden, men ellers er det i virkeligheden en kærlighedsfilm, som er pakket godt ind i drabelige og fantastiske kampscener i et actionfilmstempo.

For følsomme sjæle, der overvejer at se Avatar og som fældede en tåre under Titanic vil jeg anbefale at medbringe kleenex!

Den var over midnat inden jeg var hjemme på hotellet og kunne pakke rygsækken. I morgen går turen videre til Indonesien

Se Avatar trailer herunder:

Det moderne George Town

Onsdag den 16. december 2009;

Nu er George Town ikke kun rester af en svunden kolonitid, der er erklæret bevaringsværdigt. Det er også en moderne by med skyskrabere og et enormt indkøbscenter. Der bygges i stor hast og byen er i en konstant udvikling, så den er gearet til bl.a. kritiske turister, der vil spise Mc Donalds mad og købe designertøj billigt.

Jeg havde besluttet at tage en tur i den del af byen, der må betegnes som den moderne del, og allerede efter 10 minutters gang mødte jeg cykeltaxamanden fra i går. Han grinede og spurgte om jeg skulle have et lift, og så gik det ellers mod indkøbscenteret. Det består af 5 etager spækket med butikker, og som man ser det overalt i Asien, så var centeret stopfyldt af folk, der ud over at handler også bruger centeret som mødested, når nogle timer skal slås ihjel. Der er utrolig mange restauranter og cafeer, som danner rammen for den mere sociale aktivitet.

Der er masser af dyre mærkevarebutikker med Madonna i højtalerne og små malaysiske piger i høje hæle, der nyder at være en del af noget, der kunne opfattes som vestlig kultur.

Jeg gik rundt og så mig omkring i en times tid og fik mig en kop kaffe på Star Bucks – der udover en god kaffe tilbyder kunderne fri wifi. Mange uploads er faktisk lavet fra en Star Bucks café på min rejse:-)

Turen endte på 5. sal, hvor der er et kæmpe biografkomplex med 10 biografsale. Her blev jeg tilbudt en billig billet til premieren på en film, der hedder Avartar. Efter at have set plakaten, afslog tilbuddet – den film tror jeg ikke lige er mig. Men da jeg kom tilbage på hotellet over middag, snakkede jeg med et ungt par fra Holland, som sagde, at jeg burde genoverveje Avartar. De skulle rejse senere på dagen, men de var helt uforstående over at jeg ikke havde sagt ja. Jeg går nok tilbage i eftermiddag og undersøger om der flere billetter – jeg er jo før blevet positivt overrasket og ønsker i hvert fald ikke at blive betragtet som fordomsfuld:-)

Se fotos her

Mon cykeltaxa er fremtiden?

Onsdag den 16. december:

I går aftes var jeg som sædvanlig på vej til min yndlingscafé i Penang Louis Café. De laver fantastisk mad, og der er virkelig hyggeligt med et muntert personale. Vi havde det blandt andet meget morsomt over, at de troede at Carlsberg var en lokal øl. Men i går var biksen lukket, og jeg søgte ud i Penangs små stræder for at finde en anden restaurant.

Man spiser rigtig godt her og maden er billig. En stegt pandekage med æg og kylling, serveret fra gaden, koster 4 kr. Restauranterne er meget specielle. En slags ta´ selv køkken, hvor man øser lige netop det man ønsker op på sin tallerken, hvorefter tjeneren afgør prisen. Beder man ikke om en gaffel, forventes det, at man spiser med fingrene... Det gør alle de lokale. Med højre hånd tager de ris og dypper det i forskellige tilbehør, hvorefter de spiser. Det giver en masse svineri og fedtede fingre, men det er nu ret hyggeligt, når hele fyldt restaurant gør det. Jeg holder mig nu til gaflen!

Efter maden fik jeg en kop kaffe, og da det var ved at være sent tog jeg en cykeltaxa hjem. Hermed træf jeg den anden lærer på samme dag. Han talte ganske godt engelsk, og da vejene er meget trafikerede, kørte vi ad små gader en omvej for at komme til hotellet. Imens fortalte han, at han siden 2001 har droppet lærergerningen og kørt cykeltaxa på fuld tid. Kunderne er mere medgørlige, og lønnen er bedre, sagde han.
Her tænkte jeg på, at en efterskoleforstander i Danmark tjener det samme som en 22 årig butiksleder i Rema 1000 – og overvejede om cykeltaxa måske er fremtiden for mig:-)

På hotellet er der morgenmad inkluderet i prisen. Den finder sted på 5. sal i en såkaldt Roof Garden. Det er simpelt hen hotellet tag, der er indrettet som restaurant. Det er ikke noget særligt – men der er en dejlig udsigt over vandet og til de 4 stjerne hoteller som Hotel Mingood er klemt inde af, så gæsterne her nyder det.
Cykeltaxa-læreren fra i går kunne bl.a. fortælle mig, at Hotel Mingood er et tidligere bodel – kun på første etage. Pigerne var hentet fra Thailand, Vietnam, Kina og Indonesien. Af landene i Sydøstasien er Malaysia nok det land med den bedste økonomi og selv om Singapore måtte være bedre for en fremmedarbejde rent lønningsmæssigt, så er lovgivningen altfor stram der. Malaysia ser ikke så hårdt på fremmed, belærte taxamanden mig – det er kun narkosmugling der er dødsstraf for....
Jeg tror han kunne have talt om Penang og Malaysia i timevis, og jeg spurgte faktisk om jeg kunne bestille ham til i morgen. Til det forslag svarede han; ”Hvad der sker i morgen kan ingen af os spå om – så lad os lade være med at forsøge”. Og dermed slutte aftenen med ord, der sagtens kunne være byens motto – ingen stress i varmen, - lev livet nu. Selv om det stride mod al industriel, kapitalistisk effektivitetsforbedring og planlægningsstategier, er det en spændende tanke, hvad der ville ske med Nuet, hvis vi frigav al energien vi bruger på det vi skal i morgen og i næste uge....

Stinker som helvede - men smager som paradis

Tirsdag den 15. december 2009;

Navnet er Durian – og denne meget specielle frugt er genstand for konstant debat i Sydøstasien. Især i Singapore, Brunei og Malaysia går diskussionen for fuld skrue. Tilsyneladende kan de fleste lide den frugt og spiser den med stort velbehag,- men dette til trods er frugten forbudt på langt de fleste hoteller og offentlige steder. Problemet er at frugten lugter forfærdeligt – en blanding af terpentin og meget gammel ost. Lugten er så stærk, at den også er der mens frugten stadig har sin skal på med de mange grønne pigge.
Når man skræller frugten er den hvis inden i og har en substans som budding. Det ser faktisk lækkert ud. Men smagen (og jeg taler af erfaring) er forfærdelig. Det tætteste jeg komme på en sammenligning er rådne løg.... Fy for den.

Flere folk her siger, at de regner med at frugten snart vil vinde indpas i Europa – ne jeg tvivler stærkt. Malayerne siger, at den stinker som helvede - men smager som paradis, og så er der en anden myte om Durian, som måske nok kan sælges i Europa – den skaber lyst til sex:-)

Penang-historie i en Light-version....

Tirsdag den 15. december 2009;

George Town har vel en 250.000 indbygger og har fået sit navn efter King George III, men det er nu en anden brite som har æren som byens grundlægger – nemlig Francis Light i 1786. Han byggede Fort Cornwallis på den nord-østlige hjørne af øen og jeg tog i dag ud for at se de gamle kanoner.

Fort Conwallis er en af Penangs store attraktioner, og det virker som om de faktisk er lidt stolte af kolonitiden, som jo præger bybilledet over alt. Efter at have været lidt rundt, satte jeg mig på en lille café for at drikke en vand (der er stadig afsindigt varmt her), og lidt efter kom en ældre herre og satte sig ved mit bord. Han var australier og uddannet lærer og var her udelukkende pga af Francis Light, som han interesserede sig meget for. Pludselig var jeg havnet i noget der kunne minde lidt om en historietime i folkeskole, hvor Jim (som han hed) fortalte om Francis og hans familie. Han var en glimrende fortæller og at han brændte for sin interesse kunne han ikke skjule.

Sjovt at et lidt kedeligt museums-fort med rustne kanoner pludselig fik liv i hans ord, og blev nærværende. Det endte med at vi gik over til gallerierne – nogle bygninger fra fortets tid fuld af billedmateriale og malerier, og Jim fortsatte med at uddele sin store viden på området. Især var han stolt af at kunne vise en gave fra borgmesteren hjemme fra Adelaide i det sydlige Australien. Han havde nemlig sendt museet et maleri af Light. Årsagen skal findes i af Francis søn William senere blev grundlæggeren af Adelaide.

Francis døde i øvrigt af malaria og ligger begravet på den kristne kirkegård i byen.

Da vi efter et par timers selskab tog afsked – sagde den pensionerede lærer fra Adelaide med et stort smil: Ja det var så lidt Penang-historie i en Light-version....

Se fler fotos her

Fakta om fortet:
Fort Cornwallis er et gammel stjerne-formet fort ligger på den nordøstlige kyst af Penang. Det er opkaldt efter Guvernør-General of Bengal, Indien, Charles Cornwallis. Fort Cornwallis er det største stående fortet i Malaysia.

39 grader i skyggen på Penang...

Mandag den 14. december 2009;

Jeg synes det var varmt i Kuala Lumpur, men Penang slår alt, hvad jeg hidtil har oplevet på denne rejse. 39 grader i skyggen er næsten uudholdeligt. Sveden driver bare stille af en, og man har allermest lyst til at sidde på hotelværelset i den kølige aircondition.

Øen Penang er befolket med Panagiter (sådan kaldes de). Øen er gammel engelsk koloni, hvilket ses overalt i bybilledet. Man føler sig helt hensat til kolonidagene i 1800-tallet, når man spadserer rundt i byen. At mange gennem historien har kæmpet forgæves om magten på den smukke ø mod de seje øboere har givet øen tilnavnet; "The White Man's Grave". Men fra 1867 til 1946 var øen direkte under britisk herredømme.

Den 7. juli 2008, blev George Town, formelt indskrevet som et UNESCO World Heritage Site* . Det er hermed officielt anerkendt som en enestående arkitektoniske og kulturelle bybillede uden sidestykke overalt i Øst-og Sydøstasien.
Jeg foretog en lille byvandring efter jeg var ankommet, og det er simpelt hen en fantastisk by jeg er havnet i. Byen er kendt for, at her er tollerencen stor når det gælder religion.. Her er kinesiske og indiske templer, muslimske moskeer og kristne kirker dør om dør. Eksotiske dufter breder sig i de smalle gader, og der handles overalt.
Da byen huser størstedelen af turisterne, der kommer til byen, er den også gearet til det. Masser af hoteller, restauranter og cafeer og en utrolig hyggelig atmosfære skabt af smilende og imødekommende Panagiter – der ikke klistrer om turisterne som fluer, men lader folk få plads til oplevelsen. Byen ligger lige ud til stranden og har sin egen havn, så der er alt hvad man behøver for tilfredsstille alle slags turister. Jeg glæder mig i hver fald til de næste dage i byen, og krydser fingre for at temperaturen falder lidt.

SE BYFOTOS FRA GEORGE TOWN HER


*UNESCO World Heritage Site
En UNESCO World Heritage Site er et sted (f.eks en skov, et bjerg, en sø, en ørken, et monument, en bygning, eller by), der står på listen, som vedligeholdesværdigt af The International World Heritage Program administreret af UNESCO.
Listen indeholde steder af enestående kulturel eller naturlige betydning for den fælles arv for menneskeheden.

PS: Her til aften kl. 19.00 gav den høje varme resultat i et brag af et tordenvejr efterfulgt af enorme mængder af regn:-) Lad os håbe at luften nu er renset

En Sharp Elvis

Søndag den 13. december 2009;

Et par svenske backpackere på hotellet fortalte storskrydende af grin om en film de havde havde set i biografen i Times Square samme eftermiddag, og på deres opfordring besluttede jeg mig for at se den også. Primært af to grunde; 1) Jeg hader Zombie-film 2) Jeg elsker film der gør groft grin med andre filmgenrer.
Filmen hedder "Zombieland", og er en film, der på alle måder tager livtag med zombier-, spaltter- og dommedagsfilmgenren. Det er hylende morsomt med et glimt i øjet. Og så vil jeg tillade mig at sige, at det overliggende tema er "Nydelsen af de små ting i livet" - og det fik mig faktisk til at tænke på min samtale med munken i Vientiane. Jeg må det kraftigste anbefale filmen - især for de, der ligesom mig synes at zombiefilm generelt er noget opreklameret blodigt svineri.

Men inden Zombieland blev jeg viklet ind i et Elvisshow - præsenteret af Sharp. En lille lettere overvægtig fyr skulle optræde med Elvissange, og da jeg tilfældigvis kom forbi, måtte jeg selvfølgelig lige se hvad fyren kunne. Der stod allerede nogle teenagere og skradgrinede af den lettere komiske fyr - der vist havde udviklet sit talent på en karaokebar.
Men da han først begyndte holdt grinene op - han var faktisk rigtig god, og jeg begyndte at filme ham. Efter et par numre kom han ud til mig og bad mig følge med op på scenen og præsenterede mig som en af hans fans. Folk klappede og det var ekstremt pinligt - især fordi han bagefter gik ned til en rullestolskørende gråhåret punk/hippie original, der sag og sendte håndtegn og råbte op. Sådan kom jeg på én aften på scenen i et Elvisshow og underholdt af blodsprøjtende humor i Zombieland....
Se Elvis gi´ den gas herunder:

Turen nærmer sig nu Indonesien

Tiden går, og julen nærmer sig. Det kommer man næsten til at glemme, når man går rundt i 35 graders varme med palmer omkring sig. Kun mine børns fantasifulde e-mail julekalender med et dagligt foto og en gætteleg om hvad de har fundet på til deres berejste far i julegave, holder julestemningen oppe:-)
Jeg har altså kun 11 dage til at komme til Bali, hvor jeg har tænkt mig at holde jul i år. Derfor flyver jeg i morgen fra Kuala Lumpur til Penang - en malaysisk ø nordpå, og bruger den som sidste stop inden Indonesien, der er det 10. land jeg besøger på rejsen. Planen for ruten til Bali har jeg ikke helt styr på, men mon ikke der bliver et stop i Jakarta?

Foreløbig står jeg på et fly i morgen kl. 11.00 og skulle gerne være i Penang en times tid efter.

Den opdaterede rejseplan ses herunder.


Vis stort kort

Dubai og Chinatown

Søndag den 13. december 2009

På hotellet er der indregnet morgenmad i prisen. Det er meget brugt i Malaysia og rigtig behagelig at begynde dagen uden stress.
I dag sad jeg ved bord med en fyr alle har lagt mærke til på hotellet. Han er høj og spinkel og går majestætisk rundt med en muslimsk klædedragt helt i hvidt samt en masse guldringe og et kæmpe smil. Vi faldt i snak, og det viste sig, at han kommer fra Dubai. Dubai Airlines har nemlig lige åbnet tre ugentlige flyvninger til Kuala Lumpur. Fyren fortalte en masse om Dubai og hans dagligdag der. Hans far og han har en entreprenørvirksomhed, som bl.a. laver større byggerier i Bangladesh. Men det mest interessante ved ham var nok hans syn på penge og rigdom. Han var udmærket klar over, at han var velhavende (- og det var ikke olie-penge, som han sagde), men han var samtidig på en mærkelig måde ligeglad. Han havde booket sig ind på et budget-hotel fordi han jo kun havde brug for en seng, som han sagde, og han var primært taget på ferie for at møde andre mennesker, der gad tale om andet end økonomi og olie.
Nu er det jo nemt nok at sige sådan, når man faktisk er meget rig, og ens arme hænger nede omkring lårene p.g.a vægten fra guldringene, men det virkede faktisk som om han mente det. Senere foreslog han at vi tog sammen i Chinatown og derpå gik vi ud i den støjende storby og ledte efter kineserne (som han sagde). Folk gloede på ham – han får en til at tænke på Eddie Murphy i filmen Comming to America, hvor han som afrikansk prins kommer til USA. Kæmpe stort smil og kun en ringe forståelse af, at han skiller sig ud.
Desværre ønske min nye ven fra Dubai ikke at blive fotograferet – som han sagde; ”I´m not a model...”

Det meste af dagen gik vi på opdagelse i to områder i byen; Little India og Chinatown – men vi også set The National Mosque, Merdeka Square, Petaling Street og Sultan Abdul Samad Building bare for at nævne nogle af seværdighederne. Men det var nu livet uden for det centrale K.L og alle de store indkøbscentre og skyskrabere der var den største oplevelse. Et meget farverigt og spændende bymiljø, hvor alle de samme mærkevarer fra de dyre centre sælges til spotpris i kopiform. Mit selskab fra Dubai (har aldrig fundet ud af hvad han hedder), konstaterede, at det er interessant at se, at smilene og humøret findes netop der hvor fattigdommen er størst og ingen kende dagen i morgen. Han har ret. I indkøbscentrene er alt facade og stivnede smil, der passer til de dyre luksusvarer, der ligger på hylderne. Spontaniteten og livsglæden er aflyst af sikker indtægt og en udstråling, der er kopieret fra noget de har set på amerikansk tv. Det kan godt være der ikke er en Cosmo´s Themepark i Chinatown, men til gengæld er området eet stort forlystelsescenter med konstante overraskelse om hvert nyt gadehjørne.

SE FOTOS FRA TUREN HER

K.L. by night

Lørdag den 12. december 2009:

Kuala Lumpur skal opleves om aftenen med lys på, så efter aftensmaden gik jeg en tur igennem byen. Første stop var indkøbscenteret i Berjaya Times Square, hvor der var gang i Asiens største indendørs forlystelsespark - osmo's World - og på bowlingebanen (med 50 baner). Herefter gik jeg hen til Twin Towers og de er næsten flottere med lys på end om dagen. Her nød jeg en Frapacino på en Star Bucks og hyggede mig med de tusinder og tusinder af andre, der var taget i ben i dag.
Varmen er konstant over 30 grader og sent på aftenen og mange trækker ind i de mange forretninger og forlystelser der findes overalt.

Se Night-fotos her

Herunder en lille video fra Times Square og Cosmo´s world

Tårnhøje forventninger indfriet!

Lørdag den 12. december 2009;

Kuala Lumpur var fantastisk at ankomme til ved midnatstid. Skyline oplyst mod den mørke himmel, og et hav at kulørt belysning ses overalt. Jeg tog en taxi fra lufthavnen, der ligger ca. en times kørsel fra centrum af byen. Chaufføren anbefalede Classic Inn Budget Hotel, og jeg fulgte hans råd, hvilket jeg ikke har fortrudt. Hotellet er billigt og ligger lige ved Berjaya Times Square – centralt placeret i byen. Jeg har langt de fleste attraktioner i gåafstand.

Byen emmer at etnicitet. Her findes 1, 2 millioner indbyggere, hvoraf man finder en meget stor andel af kinesere, arabere og indere. Bybilledet præges af denne forskellighed. Her lever man side om side og de enkelte folkeslag sætter hver sit præg på byen. Her er ingen ”hate-crimes” eller racistisk relateret vold. Man står sammen og lever i sameksistens. Denne smeltedigel af kultur, sprog og religion gør kun byen mere interessant og imødekommende. Folk smiler og tager venligt imod én – tolerancen er stor.
Bybilledet med de muslimske moskeer, de buddhistiske templer, gadehandlerne og alle de kulørte klædedragter finder man så midt i en moderne metropol med masser skyskrabere i stål og poleret glas – ofte indeholdende kæmpe butikscentre med alt hvad hjertet kan begære. Fascinerende.

Der er utrolig varmt her. 35 grader og næsten ingen vind. Når man kommer ud på gaden fra en butiks aircondition dugger end solbriller...

Jeg besluttede, at den første dag skulle bruges på at se nærmere på det alle kommer til Kuala Lumpur for at se – tårnene. Mon de ville leve op til mine forventninger?

Jeg begyndte med byens TV-tårn (Menara Kuala Lumpur) . Det tårner sig op over resten af de høje bygninger i byen, og regnes for at være verdens 5 højeste tårn. Jeg købte en billet til øverste etage for at få et kig over hovedstaden. Jeg var ganske vist klar over, at også blev nød til at tage op i Twin Towers senere på dagen – men fordelen ved tv-tårnet er at man kommer noget højere op og så selvfølgelig, at man kan se Twin Towers. Jeg var mundlam, da jeg kom op i toppen af tårnet. Oplevelsen kan fint måle sig med SWFC Tower som jeg var oppe i i Shanghai.
Menara tv-tårnet i Kuala Lumpur er ganske vis ”kun” 421 meter mod SWFC Tower´s 492 meter, men det mærker man altså ikke:-)


Efter tv-tårnet gik turen til Petronas Twin Towers . Jeg er egentlig stadig en smule rystet over det syn. Magen til arkitektonisk perle har jeg aldrig set. Jeg vadede rundt om bygningerne flere gange og blev ved med at fotografere den – man kan bare ikke lade være. Tvillinge tårnene var verdens højeste bygninger, før de overgået af Taipei 101, Men tårnene er stadig den højeste tvilling bygninger i verden.!!

Man kan kun komme op til 41. etage, hvor den særlige Skybridge er. En glasgang, der forbinder de to tårne. Adgang til Skybridge er gratis. Men der uddeles kun 1400 billetter om dagen. Så man har ingen chance, hvis man ikke stiller sig i kø kl. 08.30, når bygningen åbner. Det vidste jeg ikke, og jeg må have set meget skuffet ud, da jeg snakkede med damen i informationen, for efter at have set en udstilling om tårnet , kom hun hen til mig og spurgte om jeg bare var mig selv, for så havde hun fundet en enkelt billet til næste hold, der skulle op. Jeg var lykkelig og med et stort smil tog jeg speed-elevatoren op til 41. etage. Elevatoren kører med en hastighed af 5 meter i sekundet – så vi vi var oppe på 41 sekunder. Med propper i ørerne og det hele.
Igen var det en fantastisk oplevelse – og skybridgen mindede på mange måder om observatoriet i SWFC Tower (Shanghai)

Efter de to tårnoplevelser – gik jeg i butikscenteret Suria KLCC, som befinder sig i samme bygning. Centeret består af 1,5 millioner m2.Det huser primært luksus og fashionable butikker, samt cafeer, restauranter, en 12-skærm biograf, en koncertsal, et kunstgalleri og et Science Discovery Center, på 6 etager. Det er så stort, at jeg faktisk for vild flere gange.

Eftermiddagen endte i Berjaya Times Square, som er nabo til mit hotel. Det er et kæmpe kompleks bestående af to femstjernet hoteller og et indkøbscenter. Bygningen er blevet kåret som "verdens største bygning der nogensinde er bygget i en enkelt fase", med 700.000 m² gulvareal. I øjeblikket er der plads til mere end 1.000 detailbutikker, 1.200 luksus suiter, 65 restauranter, og underholdningsattraktioner som Asiens største indendørs forlystelsespark, Cosmo's World og Malaysias første IMAX 2D-og 3D-teater, som er placeret på 10. etage.

Der tro nok jeg jeg kigger ind et par gange eller to mere mens jeg er her:-)

PS: Et stort tillykke med med mine forældre, der i dag har været gift i 45 år. Det er næsten en større bedrift end at bygge verdens største tvillingebygning:-)

Se K.L. Fotos her