
161 minutters hæsblæsende eventyr- og science fiction film med alle de elementer der kan skabes for 237 millioner dollars og en James Cameron som instruktør var hvad jeg betale 11 kr for at være vidne til her til aften, da filmen Avatar havde verdenspremiere i George Town.
Jeg er stor tilhænger af eventyr – mere forbeholden for science fiction, men filmen var ikke 5 minutter gammel før jeg havde overgivet mig totalt.
James Cameron har virkelig skabt en lille filmperle, hvor ingredienserne er en god historie, med et vedkommende budskab, en kærlighedshistorie, der ligger på lige line med Titanic, samt en filmisk teknik, der slå alt andet jeg tidligere har set. Her er ikke sparet på noget, og jeg måtte forlade biografen efter næsten 3 timer med den helt særlige fornemmelse at være blevet bevæget og følelsesmæssigt ramt.
Det til trods for at filmen bevæger sig i et fremmed fremtidsunivers (2154), hvor den efterhånden golde ødelagte jordklode måske kan reddes med mineraler fra den frodige planet kaldet Pandora, der befinder sig 4 lysår væk. Pandora bebos af blå menneskelignende skikkelser, Na'vi, der er tre meter høje samt et utal af utrolige øglelignende væsner, nogle smukke, mange skræmmende.

Filmen kommer perfekt i forbindelse med Klimatopmødet i København, idet den i høj grad også handler om vores forvaltning af Jorden, men ellers er det i virkeligheden en kærlighedsfilm, som er pakket godt ind i drabelige og fantastiske kampscener i et actionfilmstempo.
For følsomme sjæle, der overvejer at se Avatar og som fældede en tåre under Titanic vil jeg anbefale at medbringe kleenex!
Den var over midnat inden jeg var hjemme på hotellet og kunne pakke rygsækken. I morgen går turen videre til Indonesien
Se Avatar trailer herunder:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar