Et flydende samfund...

Tirsdag den 17. november;

I går sagde min guide Lam, at hvis det ikke havde været for søen – så var Angkor aldrig blevet bygget. Han mente selvfølgelig Tolne Sap ikke langt fra Siem Reap. Jeg forslog derfor, at han i dag kørte mig derud, så jeg kunne se dette spisekammer selv...

Lam kom kl. 10, og vi satte med det samme kurs mod Tolne Sap. Tonle Sap er ved Phenom Penh forbundet med Mekong-floden via den 100 kilometer lange Tonle Sap flod. I regntiden, dvs. fra midt i maj til starten af oktober stiger vandet i Mekong-floden så meget at vandet bliver presset op ad Tonle Sap-floden(vandet løber altså i nordvestlig retning), således at vandstanden i Tonle Sap stiger drastisk. Når regntiden så er slut sker det modsatte, vandet løber fra Tonle Sap(i sydøstlig retning) tilbage via Tonle Sap-floden til Mekong-deltaet. Derfor regnes Tolne Sap for den eneste flod i verden, der årligt skifter strømretning.

Denne enorme gennemstrømning af vand betyder optimale betingelser for et hav af ferskvandsfisk. Tonle Sap beskæftiger ca. 40% af Cambodja´s befolkning.

Oversvømmelserne er årsagen til en umådelig frodighed og fiskerigdom, som i århundreder har dannet basis for rige kulturer, herunder også Angkor.

Flere steder rundt om Tonle Sap findes flydende landsbyer. Byerne skifter beliggenhed afhængig af vandstanden i Tonle sap. Lam havde sagt, at han kunne skaffe en tur med en båd UDEN turister. Han huskede godt, hvordan jeg i går var lettet over ikke at være en del af turistsværm med en højtråbende guide. Så mens Lam ventede på land, sejlede jeg et par timer ud for bl.a. at se tre flydende landsbyer.

Byerne kaldes populært Vietnamese Floating Villages, men reelt er byerne beboet af ca. 40% vietnamesere og ca. 60 % cambodianere. Landsbyens indbyggere kommer meget sjældent på land, men lever deres fattige fiskerliv flydende. Der er skoler, købmænd og restauranter og alt er tilpasset, så der faktisk kan leves et liv her.

Lam fortalte, at når det er regntid, kan vandet drikkes uden problemer, men i den tørre tid bliver det for forurenet, og mange spædbørn dør derfor af diarre.

Korruptionen i Cambodja er enorm. Med cool cash, kan man næsten få alt, men Lam advarede mig inden turen – giv ikke kontanter til støtte for for eksempel flydende skoler og børns uddannelse. De penge ser børnene aldrig! Køb hellere nogle kladdehæfter og blyanter i en af de flydende købmænd og giv børnene dem.

Rådet var godt, og da vi faktisk kom til en lille flydende skole, bad jeg om at blive sejlet til en købmand. Her købte jeg en stak linierede hæfter og nogle blyanter. Med dem i en pose fik jeg en helt utrolig oplevelse på den flydende skole – og mødte nogle børn, der ville give deres højre arm for en blyant. Jeg blev på båden i en halv time og havde nogle fornøjelige oplevelser med en skolegang, der for disse børn er den eneste reelle genvej til et bedre liv.
SE FOTOS FRA TUREN HER

If you can´t beat it, drink it!

Lørdag den 14. november 2009

Den verdenskendte fotograf Capa sagde engang; ”Er dit foto ikke godt nok – har du ikke været tæt nok på” Capas ord fik overraskende betydning for denne lørdag.

Jeg havde besluttet at gå en tur på ca. 6 km, der ville bringe mig omkring de væsentligste bygninger i byens centrum. Ruten begyndte ved Patuxai (triumfbuen), hvor jeg i dag gik ind og kom op i toppen, hvor man har et fantastisk view over byen og bl.a. Avenue Lane Xang, der mest af alt får en til at tænke på Champs Elysées i Paris. Jeg gik ned af Avenue Lane Xang for at komme til Vientianes største marked Talat Sao. Her kan man købe alt mellem himmel og jord – lige fra mad til dårlig Lao-pop brændt på CD.

Herefter gik turen til byens ældste stupa That Dam, og vejen førte lige forbi den amerikanske ambassade. Ambassaden er en stor betonbygning omringet af en kæmpe hvid mur og kun det amerikanske flag markerer, at det er en ambassade. Jeg synes den store hvide mur med det svajende amerikanske flag på den blå himmel var et genialt motiv og trak kameraet frem. Men lige da jeg skal til at klipse – hører jeg høje råb og uniformerede ambassadepersonale (laoter) kom løbende. Jeg forstod straks, at fotografering var forbudt og undskyldte. Men dette var langt fra nok for de to sikkerhedsfolk. Jeg blev med en mand på hver side ført ind i en lille sidebygning og bedt om at tage mit SD-kort ud af kameraet. Jeg kunne i et spejl på væggen se mig selv iført en t-shirt med Laos flag, solbriller og sveden der drev ned af ansigtet. Lignede jeg virkelig en terrorist, der var på hemmelig mission for Al-Qaeda? Jeg sagde at de gerne måtte se de fotos jeg havde taget – men at det var et dyrt kort på 32 GB og at jeg nødigt ville give det væk. Herefter blev kameraet tændt og de to mænd begyndte at se de fotos igennem jeg havde taget i løbet af dagen. De pegede ivrigt og snakkede pludselig helt muntert om de ting de så. Hele den alvorlige seance ændrede nu pludselig karakter og mindede mere om ferie-foto-hygge som vi kender den efter turen til Rhodos. Der blev grinet af et billede jeg havde taget med en lastefuld soldater og mine fotos fra markedet forsøgte de at fastslå geografisk (markedet fylder flere gader).

Det alvorlige forhør og den efterfølgende afslappede sludder om Vientianes centrum blev afsluttet med en løftet pegefinger, og jeg lovede aldrig at fotografere ambassaden.

Herefter gik turen til præsidentpaladset og videre til Wat Si Saket der er et kæmpe tempel, der indeholder tusinder af buddhafigurer. Her koster indgangsbilletten 2000 kip hvis man er fra Laos og 5000 kip hvis man er udlænding.

Turen endte langs Mekong Floden, hvor der bl.a. findes en række teaktræer i enorm størrelse. De er mere end 200 år gamle. Jeg fandt en lille café med udsigt til floden og bestilte en cola, og mens jeg lod den kolde amerikanske læskedrik afkøle mit indre, tænkte jeg tilfreds med den dagens ambassadeoplevelse på nethinden; If you can´t beat it – drink it!!

SE FOTOS HER

Gal eller genial?

Torsdag den 12. november 2009;

Efter 9 times kørsel med V.I.P bus nåede jeg Laos' hovedstad Vientiane. Det er mig en gåde, hvorfor man kalder det V.I.P busser. De er kun en ganske smule bedre end de lokale busser, og er kun to timer hurtige på den sammen rute. Man sidder dårligt, og bussen proppet til bristepunktet af laoter og alle deres sække med ris, og hvad de ellers skal have med sig på rejsen. Jeg synes de skulle kalde de busser for R.I.P. busser og så i øvrigt få lavet nogle flere veje:-) Jeg tror snart jeg kan hvert et hårnålesving på Road 13....

Det er anden gang jeg ”lander” i Vientiane – men den første gang for et par uger siden, brugte jeg tiden på at købe motorcykel. Derfor fik jeg slet ikke set byen og omgivelserne. Det har jeg mulighed for nu, hvor jeg har et par dage i byen inden turen går til Cambodja.

Det var lidt fedt at kunne spille guide for de andre backpackere i bussen, da vi ankom til byen. Jeg vidste præcis, hvor vi skulle gå hen, og nød den anseelse, jeg fik i de få minutter det varede:-)

Sædanen tro stod der 25 mennesker og viftede med deres skilte om billige hoteller, da vi stoppede på busstationen i Vientiane. Der er så ubehageligt at blive angrebet fra alle sider, når man søvndrukken kl. 05.30 står ud af en bus. Jeg sad forrest i bussen, og var derfor den første til at stige ud i helvede. I dag var jeg lige i humør til at give igen – og blev derfor stående på det nederste trin af bussen. Jeg hævede armene som Robbie Williams ville have gjort det, og råbte på engelsk ind i infernoet af tilbud; Listen!! Denne uventede reaktion fra en passager skabte øjeblikkelig ro på alle rækker. Herefter fortsatte jeg; ”Thank you for being here everybody – its nice to see so many people – but sorry folks, we are all tired, and will wait to talk to you later. Please go home!!”

Stilheden fortsatte i nogle sekunder, og så bredte der sig en mumlen, og flere af de fremmødte trak sig tilbage. Bag mig i bussen hørtes høj latter fra de primært tyske backpackere, der var med.

Vientiane er trods byens størrelse en stille by. Trafikken er ikke larmende med de evindelige brug af hornene, og tendensen er generelt, at folk er mere tilbageholdende i forhold til turister. Det giver en rar atmosfære og en ro, som giver overskud til smil.

Jeg er flyttet ind pๅ Orchid Guest House, som er relativt dyrt (12 dollars) – men hovedstadseffekten er gældende alle steder. Byen er simpelt hen bare dyrere end de andre byer i Laos jeg har været. Jeg tror jeg vil snuse lidt rundt i morgen for at se om en billigere overnatning kan findes her i byens centrum. Orchid Guest House ligger lige ned til Mekong, der snor sig langs byen. På den anden side kan man se Thailand, og 20 km uden for byen kan man passere Mekong Floden til Thailand via The Friendship Bridge.

Efter morgenmad prajede jeg er tuk tuk og fik en tur til Xieng Khuan (Buddha Park), der er en park placeret ned til Mekong Floden i grønne omgivelser. Stedet et skabt af Luang Pu i 1958. Hans noget bizarre id้ var at skabe et miks af Buddhisme og Hinduisme. Han blander bๅde filosofien, mytologien og symbolverdenen i et stort virvar, som er noget af en oplevelse at se.
Man er synligt stolte af ham i byen – men det store spørgsmål, om manden var gal eller genial tør ingen svare på.

SE FOTOS HER

PS. Her er ulideligt varmt - 35 grader i skyggen og ingen vind

Solnedgang ved Mekong

Fredag den 6. november 2009;

Mens udyret (Hondaen) var til sin stempel-operation, gik vi ned til Mekong Floden som løber igennem Luang Prabang. Der var en fantastisk solnedgang - som tager ca. 5 minutter. Men vi var heldige at være lige på pletten og kan nu dele synet med alle vores bloggere.

Vi satte os på en restaurant ved floden og spiste en sandwich og ved 18-tiden kørte vi tilbage til mekanikeren og hentede motorcyklen. Vi er så trætte af den og af de efterhånden mange udgifter den har haft, at vi har besluttet os for at sælge dem begge. De har absolut været pengene værd og har givet os nogle fantastiske oplevelser, som vi sent vil glemme. Men da vi skal være ude af Laos den 30. november, har vi simpelthen ikke tid til de afbræk alle skaderne giver.

Vi har mødt en pige, der evt. er interesseret i at købe,- men hun ville lige have sin kæreste til at se dem efter. Hende skal vi møde i morgen ved 9-tiden, og så håber vi, at slippe for mere Honda-bøvl.

Ellers kan vi fortælle, at vi er ankommet til den gamle konge hovedstad fra før Laos blev til republik i 1975. Byen ligger skønt i læ af bjergene og her vrimler med munke alle steder, da her er et utal af templer. Vi har fået at vide, at munkene går igennem byen tidligt om morgenen og at de det hører sig til, at man giver dem lidt ris eller penge. Gør man det, betyder det også at man selv får et godt liv.

Frederik og jeg overvejer nu, om vi magter at stå op kl. 06.00 for at sikre os det gode liv:-)

Ellers bliver vi nok her i byen og snuser lidt rundt. Vi kan jo dårligt rejse videre før motorcyklerne er solgt!

En dag på Mekong

Søndag den 18. oktober 2009:

Idag har vi sejlet på Mekong Floden. Efter en bustur på 2 timer til Mekong deltaet tog vi en båd ud i floden, der på det stykke er 3 km bred, herefter gjorde vi flere stop og gik i land. Vi så bl.a slikproduktion af kokosnødder, Honning fra bier, der var så nuttede at vi næsten kunne putte os ind til dem (se videoen) og så en asiatisk pythonslange, som vi selvfølgelig måtte røre. Frederik tog det bogstaveligt i stiv arm, og lige meget hvad han måtte påstå, afslører hans kropssprog ham tydeligt - han var ikke glad for situationen (se videodokumentationen) Dagen sluttede med lidt ung vietnamesisk musik, som vi faktisk ikke forstod, men som var meget underholdende. Den sidste del af turen foregik i små både i en af deltaets mange sidefloder - og selvom det er regntid i Vietnam, og det i korte perioder er temmelig vådt, var det en stor oplevelse.

Se fotos og video her

Fakta:
Mekong Delta er den region i det sydvestlige Vietnam, hvor Mekong har flest tilgange og munder ud i havet via et netværk af sidefloder. Mekong-deltaet regionen omfatter en stor del af det sydøstlige Vietnam på 39.000 kvadratkilometer Størrelsen af det område der er dækket af vand afhænger af sæsonen.

Selve Mekong Floden udspring i Tibet. Den løber igennem Kina, Burma (Myanmar), Laos, Thailand, Cambodia og Vietnam.

Floden er den 12. længste (4.350-4.909 km) i verden og den 10. største målt på volumen (475 km³ vand årligt). Grunden til at længden ikke kan opgøres mere præcist er, at floden har sit udspring i et vanskeligt tilgængeligt område, hvor flere mindre floder løber sammen og danner én flod.

Hellere A38 end AK47...

Lørdag den 17. oktober.

Vi har i dag været ude og se Cu chi tunnels som er et netværk af tunneler på mere end 200 km, som Viet Cong benyttede under Vietnamkrigen. Det var virkelig fascinerende at se, hvordan man nærmest levede et liv under jorden i snævrer tunneler udtænkt i flere etager og med lufthuller, vand osv. Vi fik en god indsigt i hvordan soldaterne levede, og hvordan det aldrig rigtig lykkedes amerikanerne at få skovlen under de meget primitivt udrustede Viet Cong guerillaer. Også deres skrækindjagende fælder, hvor amerikanske soldater blev spiddet af skarpe bambuspæle fik vi set.
På et tidspunkt blev vi også spurgt, om vi ikke havde lyst til at skyde skarpt med nogle af de våben, der blev brugt under krigen. Pacifister som vi jo er, afviste vi det øjeblikkeligt, og ganske rigtig var det også de våbenelskende amerikanere, der først meldte sig på banen. Men på en mærkelig måde blev vi tiltrukket af den enorme skydelarm, og det faktum at det faktisk var skarpe skud der blev brugt.
Pludselig stod jeg med en M16 i hånden og Frederik med en AK47, og så blev der eller skudt efter de opstillede papdyr i det fjerne. Lad mig bare sige det med det samme - jeg gør det aldrig mere. En skræmmende oplevelse at stå det med et skarpladt våben og mærke på sin krop med hvilken kraft den operere. Sveden drev af mig, og jeg er nu helt sikker på, at hæren ikke har savnet mig i geledderne.
Vi må dog begge erkende, at følelsen af at stå med det kolde stål mellem hænderne og se patronerne springe ud af siden på geværet, gav os en vis magtfølelse, der ubemærket kom snigende og voksede sig større, mens skyderiet stod på.

Bagefter sad vi bare og sagde ikke så meget - Frederiks hænder rystede stadig 5 minutter efter:-) Jeg tror hans krop har bedre af en gang A38 end end en AK47.

En stor oplevelse rigere kunne vi tage bussen hjem igen og sunde os lidt en af de mange barer, og vi overvejer nu en lidt mere stille aktivitet i morgen, idet vi tager på flodtur i Mekongdeltaet!!!

Se fotos her