We love Saigon - Ho Chi Minh City.

Lad os bare sige det som det er Ho Chi Minh City er fantastisk. Byen emmer af al den atmosfære som kommer af det helt specielle mix af historie og moderne storby i den 3. verden. Her er alt hvad hjertet begærer og vi kan slet ikke få armene ned!! Vi er flyttet ind Phan Lan Hotel der ligge i Pham Ngu Lau Street. Her er over 100 lavbudget hoteller, og 10 gange så mange backpackere. Området her er fyldt med eventyrlystne rygsækslæbende europæere og amerikanere, der ses alle steder på cafeer, restauranter og klubber. Her tales alle sprog og alt er til salg. Unge stylede vietnam-tøser opsøger selv en på gaden, og tilbudene er mange. Saigon er som Hongkong, Shanghai og Manila - en del af drivet kommer fra prostitonen og alt det den fører med sig i kølvandet af cafeer, natklubber osv. Desværre kan vi ikke blive hængende for vi har travlt,- men byen og det historiske sus man befinder sig (skildret i utallige film) er fantastik. Ja vi har fået det bedst mulige afsæt for 15 dage i Vietnam.
Allerede i morgen begynder vi med en tur i Cu Chi Tunnelerne, der et enormt netværk af underjordiske tunneler beliggende i Cu Chi-distriktet, og er en del af et langt større netværk af tunneler, der breder sig til store dele af landet. Cu Chi tunneler blev lavet under Vietnam-krigen, og var Viet Cong 's base for operationer i 1968. Vi glæder os til at gå under jorden i et stykke historie, der idag regnes for at være afgørende for krigens udfald.

Fotos fra den 16. oktober

Fri som fuglen

Filippinerne med de fantastiske hvide strande og palmer ser nu engang bedst ud i solskin. Vi er i øjeblikket ramt af endnu et tyfon-regnvejr og det resten af ugen med. Vi har derfor besluttet at rejse fra landet. I morgen tager vi et fly til Bangkok med mellemlanding i Manila. Flyet går fra Puerto Princesa kl. 17 og vi forventer at være i Bangkok ved midnatstid. På fredag tager vi så et fly til Ho Chi Minh City (Saigon) og regner med at rejse rundt i Vietnam i 14 dage. Se vores opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

Mall of Asia - hvis du er til lidt shopping

Som nævnt i forrige indlæg var vi lige en tur i det lokale indkøbscenter i Manila. Det hedder SM Mall of Asia, og er det absolut største center i Filippinerne og samtidig det 3. største i verden (Noget man er lidt uenige om) Men målt i antal kvadratmeter er det i hvert fald verdens største (407,101 m²).
Centeret besøges dagligt af 200.000 kunder og de går ikke forgæves lige meget hvad de er kommet for. Her er nemlig alt!! Her er bl.a. en skøjtebane i olympiske mål og verdens største IMAX 3D biograf.

Jeg vil tro at vi i de par timer vi var der kun så en brødel af centeret og det tusinder af butikker, forlystelsestorve, restauranter osv. Vi tager der ud igen, når vi vender tilbage til Minila. Frederik vil stå på skøjter - og jeg skal nok en tur i 3d biograf:-)

Se fotos og video her

Ventetid i Manila

Mandag den 12. oktober 2009:

Efter en flyvetur fra Dumaguete til Manila på halvanden time står vi nu i venteposition for vores fly til Puerto Princesa på Palawan. Ventetid på lufthavne er dræbende...
Men vi har heldigvis mulighed for at gå ud og nyde det dejlige vejr. På et tidspunkt valgte vi at tage en taxi til den nærmeste Internetafé i Manila. I det største varehus jeg til sato har været i fandt vi aldrig Internetcafeen, men til gengæld en masse fri wifi. Vi har nemlig hørt, at der ikke er så store muligheder for det på Palawan. Så måske bliver det upload det sidste i en korte periode. Men vi er dog før blevet overrasket mht. internetforbindelser, og vi er efterhånden eksperter i at spotte en wifi-forbindelse:-)

PS: Prisen for en flyvetur fra Dumaguete til Puerto Princesa koster det sammen som vi har givet for en billet fra Manila til Bangkok - nemlig 500 kr...

Den katolske Elvis

Lørdag den 10. oktober 2009 (aften):

Vi er som nævnt tidligere kommet vel til Dumaguete. Vi har fundet et luksushotel, der virker næsten overvældende efter vores lidt primitive ophold ved de hvide strande på Siquijor. Hotellet hedder da også Grand Pensionne Plaza. Det koster 44 kr. pr. nat for hver af os, men så får vi også aircondition, 70 tv-kanaler og fri trådløs Internet på værelset. På TV har vi set lidt NRK bare for at høre lidt norsk tale – men ellers er MTV og Discovery vores foretrukne. NRK minder mest af alt af en lidt støvet visuel udgave af DR´s P1.

Vi begyndte vores ophold i Dumaquete, der med en befolkning på 120.000 må betragtes som en større by her, med en gåtur i bybilledet. Vi har ikke længtes efter den meget larm og bilos, men de mange muligheder og butikker passer os fint. Vi har købt en ekstern harddisk til alle vores fotos. En lille chik sag på 250 GB til 300 kr.

På vores lille bytur kom vi forbi en katolsk kirke, der netop skulle i gang med gudstjeneste. Nysgerrigt gik vi ind og så for sent den store plakat, hvor det bekendtgjordes at rødblomstrede shorts ikke regnes for klædeligt i Kirken. Frederik tog den nu roligt - ”De er i hvert fald rene” som han sagde...

Det blev en ret sjov oplevelse. For det første var kirken fyldt af mennesker, og de stod helt ud på gaden. For det andet var præsten noget af en oplevelse. Han kom ind med et kæmpe afrohår – afbleget til en brungullig farve, som det tit ses, når man her på egnen vil ændre sit ibenholtsorte hår til noget blond. Herudover var meget lys i huden – så enten lider han af samme mystiske sygdom som Michael Jackson :-), eller også er han albino (Filippino Albino). Any way – hans fremtræden understregedes af et par meget tykke brilleglas og en mistænkelig amerikansk accent (der dog samtidig understregede, at han bestemt ikke er amerikaner) Hele messen foregår på engelsk, så vi havde faktisk mulighed for at følge med. Temaet var katastrofen i Manila – og tekststykket var Markus 10: 17-30,- det med kamelen og nåleøjet.

Præsten messede på sit amerikaniserede engelsk og slog ofte over i sang. Der stod han med sin håndholdte mikrofon i den lette brise fra de utallige ventilationsanlæg der er ophængt i loftet, så hans albino-fro bølgede som en hvedemark på en luftig sommerdag og sang præcis som Elvis ville have gjort det. Om han lavede Elvis´ rytmiske underlivsbevægelser kunne vi ikke se for præstekjolen.
Det hele tog en times tid, og indimellem blev det hele afbrudt af fællessang med et kæmpekor, der sang 3 stemmigt eller taksigelser til Gud. Og på et tidspunkt skulle vi hilse hånd med alle omkringstående og ønske fred.

Selv om vi nok mest fæstnede opmærksomheden til den Croonende præst, så var vi også bagefter enige om, at der var en god og folkelig stemning, som vi godt kunne tænke os lidt mere af i Danmark.

Bobby og den armløse portrættegner

...... er satan mon bøsse?

I morgen forlader vi Cebu, men vi vender nok tilbage inden vi om nogle uger sætter næsen mod Manila. Om ikke andet så for at gense og hilse på folkene på Kuku´s Nest. Her har været dejligt og afslappet, og vi har kun spist i restauranten, hvor de laver rigtig god mad.

Vi kommer nok ikke til at savne vores amerikanske ven fra første aften, Bobby, som vi senere har hængt ud med nogle gange. Bag den venlige Brooklyn-facade og historien om de italienske aner, viste han sig efterhånden at være prototypen af den mørke side ved Amerika som man desværre møder for tit, når an man kommer lidt ned under overfladen - nemlig fordomsfulde, reaktionære og racistiske holdninger...

Bobbys historie er, at han har siddet i fængsel i to år, er John Lennon fan, bøsse-hader og kvindeundertrykker. At der er en vis modsætning i dyrkelsen af Lennon og hadet til homoseksuelle og kvinder bekymrede han sig tilsyneladende ikke om - selv om vi forsigtig gjorde opmærksom på dilemmaet.

Der sad han i bar overkrop, ubarberet og med en hvid klud om håret fastgjort med en snor og hængerøv i de slidte comboybukser og nærmest dramatiserede de ar han havde fået i slagsmål i fængsel. Han snakkede som et vandfald - og forklarede det med, at han ikke har sovet i 3 døgn på grund af nogle "Pain-killers" han har spist.

Homoseksuelle er satans yngel, og han beskrev malende, hvordan satan selv formentlig var homo-trans. Endelig om spørgsmålet KVINDER, følte han at det var nødvendigt at give os lidt råd. Selv havde han erfaringer med næsten alle nationaliteter nemlig. Rådet var; behandl dem som de bitches de er - med hård hånd. No mercy!! Og efter en tankepause - "They like it" Bobby har fundet en sød lille Filippiner, der hænger om ham hele tiden og tilsyneladende tilbeder ham som han selv Lennon.

Han sviner hende dog konstant til og beviser med hende, at det ikke bare er tomme ord han udgyder - men også teorier han fuldfører i praksis.

I Kuku´s Nest sidder også dagligt en Filippiner uden arme - han er dog en rigtig dygtig kultegner, der med kullet bundet fast til den ene armstump laver de mest fantastiske portrætter. Han lever selvfølgelig af dette talent - men lige så frembusende og menneskeligt forkrøblet Bobby er, lige så fuldendt et menneske er den armløse portrærtegner. Han maser ikke på, han ser ikke ned på nogen - og dét han fra naturen ikke fik til armene, har har han helt sikkert fået som et ekstra stort hjerte!

Når vi kommer tilbage ved vi at Bobby nok sidder der stadig og fortæller nye backpackere om sit sølle liv - men det er nu kultegneren vi kommer tilbage til, og alle de søde mennesker, der for næsten ingen penge har givet os den bedst mulige start på Filippinerne.

Festlig afsked med Hong Kong

Sidste dag i Hong Kong blev meget speciel. Vi tjekke ud af Kamal Deluxe hotel ved middagstid. Frederik havde mistet sin kære stråhat på den irske pub aftenen i forvejen, og vi slog et slag forbi, for at se om de havde fundet den. Og der midt i baren lå den så med teksten: "Old man left at 11 pm" Om det er Frederik de har opfattet som gammel - eller om de har gættet ud fra hattemodelen vides ikke (for de kan næppe have taget fejl af mig og Frederik....

Efter det glade hattefund, gik mod Waterfront med al vore opbakning. To rygsække besværliggøre ens adfærd en del, og vi satte os derfor med udsigt til skyskraberne på den anden side af floden med hver en liter vand. Det er varmt her og det betyder også, at det ikke er særlig interessant at vade rundt med 15 kilo på ryggen. Egentlig ville vi bare sidde der og følge bylivet en stund, men det endte med at vi sad der helt til kl. 20.00, hvor der var fyrværkeri. At sidde og iagttage verden lænende sig op af en betonpille i 8 timer får al meditation i en tibetansk munks liv til at blegne...Frederik påstår faktisk, at man i betonflisen kan se aftrykket af hans røv endnu.

Men kedeligt var det bestemt ikke, det var ikke kun almindelig travle folk, der konstant drønede forbi, men også muntre musikalske optrin med dans af rytmiske kinesiske teenagepiger. At det vist var Samsung de reklamerede for, tror jeg ikke mange opfattede,- men det trak mange mennesker til.

Ved at have placeret os ganske tæt ved det opstillede hegn, der skal holde masserne tilbage i forbindelse med million-fyrværkeriet, kom vi automatisk til at stå med en fantastisk udsigt.Vi havde blot glemt, at der bag os stod ca. en million kinesere, som vi skulle forbi for at nå toget til lufthavnen. Panik!! Men en venlig politimand hjalp os - så vi rimelig ubesværet kunne finde subwayen, der førte os til togstationen og den direkte linie til Lufthavnen. Og her sidder vi nu og smiler og tænker tilbage på en begivenhedsrig måned i Kina. Vi håber Filippinerne har lige så meget at byde på - selv om de nok ikke spenderer flere millioner på fyrværkeri, når vi rejser om 3 uger :-)
For vores returbillet blev vi nød til at bestille i lufthavnen hvis vi vil ind i Filippinerne. Vi forlader øgruppen den 21. oktober med kurs mod Bangkok :-)

Se fotos og video her: http://gallery.me.com/staunstrup#100250