Bobby og den armløse portrættegner

...... er satan mon bøsse?

I morgen forlader vi Cebu, men vi vender nok tilbage inden vi om nogle uger sætter næsen mod Manila. Om ikke andet så for at gense og hilse på folkene på Kuku´s Nest. Her har været dejligt og afslappet, og vi har kun spist i restauranten, hvor de laver rigtig god mad.

Vi kommer nok ikke til at savne vores amerikanske ven fra første aften, Bobby, som vi senere har hængt ud med nogle gange. Bag den venlige Brooklyn-facade og historien om de italienske aner, viste han sig efterhånden at være prototypen af den mørke side ved Amerika som man desværre møder for tit, når an man kommer lidt ned under overfladen - nemlig fordomsfulde, reaktionære og racistiske holdninger...

Bobbys historie er, at han har siddet i fængsel i to år, er John Lennon fan, bøsse-hader og kvindeundertrykker. At der er en vis modsætning i dyrkelsen af Lennon og hadet til homoseksuelle og kvinder bekymrede han sig tilsyneladende ikke om - selv om vi forsigtig gjorde opmærksom på dilemmaet.

Der sad han i bar overkrop, ubarberet og med en hvid klud om håret fastgjort med en snor og hængerøv i de slidte comboybukser og nærmest dramatiserede de ar han havde fået i slagsmål i fængsel. Han snakkede som et vandfald - og forklarede det med, at han ikke har sovet i 3 døgn på grund af nogle "Pain-killers" han har spist.

Homoseksuelle er satans yngel, og han beskrev malende, hvordan satan selv formentlig var homo-trans. Endelig om spørgsmålet KVINDER, følte han at det var nødvendigt at give os lidt råd. Selv havde han erfaringer med næsten alle nationaliteter nemlig. Rådet var; behandl dem som de bitches de er - med hård hånd. No mercy!! Og efter en tankepause - "They like it" Bobby har fundet en sød lille Filippiner, der hænger om ham hele tiden og tilsyneladende tilbeder ham som han selv Lennon.

Han sviner hende dog konstant til og beviser med hende, at det ikke bare er tomme ord han udgyder - men også teorier han fuldfører i praksis.

I Kuku´s Nest sidder også dagligt en Filippiner uden arme - han er dog en rigtig dygtig kultegner, der med kullet bundet fast til den ene armstump laver de mest fantastiske portrætter. Han lever selvfølgelig af dette talent - men lige så frembusende og menneskeligt forkrøblet Bobby er, lige så fuldendt et menneske er den armløse portrærtegner. Han maser ikke på, han ser ikke ned på nogen - og dét han fra naturen ikke fik til armene, har har han helt sikkert fået som et ekstra stort hjerte!

Når vi kommer tilbage ved vi at Bobby nok sidder der stadig og fortæller nye backpackere om sit sølle liv - men det er nu kultegneren vi kommer tilbage til, og alle de søde mennesker, der for næsten ingen penge har givet os den bedst mulige start på Filippinerne.