Det er sådan en dag man savner sit undervands-kamera!!
Efter den fælles morgenmad tog alle dykkerne med båden til Rainbow Reef for at dykke. Jeg besluttede at bruge formiddagen på at ligge ved stranden kun afbrudt af svømmeture. En ansat på Dolphine spurgte om jeg ikke havde lyst til at snorkle, men da jeg ikke var specielt begejstret for det på Filippinerne, var jeg lidt nølende. Hun sagde så, at der var mulighed for at se hajer derude – (hun kaldte dem sortsnuede hajer), og så var jeg pludselig meget interesseret. Jeg lånte snorkleudstyr og svømmede ca. 20 meter ud fra stranden. Her var koralrevet, og en helt utrolig farverig verden under vandet. Fisk i alle størrelser og farver svømmede rundt om mig og lilla og blå søstjerner kiggede op til mig fra bunden. Jeg var fuldstændig væk og mentalt forvandlet til en Jacques Cousteau. Pludselig kom en lille haj imod mig. Den var måske 50 cm. lang, men hajer er altså bare hajer uanset størrelse. Først blev jeg lidt panisk, derefter dybt fascineret. Der var tre, og de cirkelede rundt om mig et par gang inden deres nysgerrighed var tilfredsstillet – og så var de væk. På tilbagevejen blev jeg overrasket endnu engang af en kæmpe skildpadde. Dette langsomme og kluntede dyr på land passerede mig med elegance og en vis overlegenhed da den efterlod mig målløs i vandoverfladen. Efter flere timer i vandet gik jeg i land og fortalte stolt om mine undervandsoplevelser. Ejeren af Dolphine Viola (hun er vist tysk) fortalte så, at den skildpadde jeg havde set er ældre dame, som de regner med vil lægge æg her i nærheden snart.
Jeg bliver aldrig dykker. Jeg føler mig på en mærkelig måde ufri i vandet, men jeg har nok ikke taget den sidste snorkletur i mit liv – det var ganske simpelt en fantastisk oplevelse!!
Jeg måtte allerede på anden dagen af mit ophold på Fiji sande hvad ”Fiji-time” betyder. Her venter man nemlig til tingene sker – og der er ingen ophidselse eller aggression, hvis ting ikke lige sker til tiden. Mit fly til Taveuni var to timer forsinket. Vi var 4 der skulle med flyet, der ellers har plads til 20 passagerer. Men efter to timers venten i den lille lufthavn i Nadi, kunne vi endelig komme afsted. At flyve over Fiji i et så lille fly er fantastisk – dels fordi det på mange måder minder om en rutsjebane i Tivoli og dels fordi man har et fantastisk view over øriget, og de mange små ubeboede øer. Turen tog 1,5 time og i lufthavnen i Matei ventede en chauffør på mig, hvilket han havde gjort i lang id pga af forsinkelsen. Som alle på Fiji var han smilende og modtog mig med et rungende Bula. Han spurgte om jeg var dykker, siden jeg skulle bo på Dolphin Bay, og var noget overrasket, da jeg sagde, at det var jeg ikke. Jeg fortalte ham om min særlige interesse for datolinien, og han foreslog at vi kørte der hen med det samme. Vi skulle alligevel vente på en både til Dolphin Bay. På den måde fik jeg allerede den første dag en gammel drøm opfyldt, og da jeg stod der på datolinien var det som alt gik op i en højere enhed. Jeg var lykkelig. (læs mere om datolinien i et senere indlæg)
Vi kørte nu ned til stranden hvor en meget lille båd ventede på os. Et par knægte sejlede mig til Dolphin Bay, der er det tætteste jeg nok kommer paradis i dette liv:) Turen tog en halv time, og på strandens hvide sand med palmer stod den sødeste fijipige og tog imod mig. Med den legendariske blomst i håret og et nøddebrunt hår, der brusede omkring hendes ansigt inviterede hun mig på en rundtur på pladsen. Alt er placeret ned til vandet. Der er en reception et par brusekabiner, nogle toiletter og nogle hytter man kan bo i. Jeg bor i safari-telt med en vidunderlig dobbeltseng ud til havet. Efter rundvisningen var der aftensmad med de andre der bor her i øjeblikket. Der er en australier, en svensker, et par briter og en tysker. De har alle det til fælles at de er passioneret dykkere. De rejser jorden rundt og dykker så snart de har mulighed for det. Igen var overraskelsen stor, da de fandt ud af, at jeg ikke dykker, men var kommet primært pga. datolinien. Da der jo ikke er butikker eller andet her – er det maden fra Dolphin Bay der spises. Alle spiser samtidig, så der ikke skal laves mad flere gange, og det er samtidig med til at skabe en familiær stemning. Eller sagt på en anden måde; Man kommer hinanden ved!
Jeg har aftalt med ejeren, at jeg i morgen torsdag tager en slapper og nyder det fantastiske vejr og snorkler på koralrevet 20 meter ude i havet, og at jeg på fredag bliver sejlet ind til Taveuni og får en day-tour med chaufføren fra tidligere. Han vil så vise mig ”The Garden Island” som øen kaldes med al dens fantastiske natur.
Her er virkelig vidunderligt. Folk fra Fiji er meget anderledes end i Asien. Den polynesiske livsstil er afslappet og smilende og her har man europæisk standard mht. højde:) Trods fattigdom er her rent overalt – intet affald der flyder overalt, og der er ingen tiggere eller emsige folk, der konstant prøver at sælge én Tæshirt eller fake Rolex-ure. Vejret er helt utroligt. Trods regntiden er sat ind, er det uden regn. Det er synd for øen, der virkelig mangler regn – men for min skyld må det gerne vente et par dage. Det har regnet 1 dag de sidste 3 måneder siger de lokale og er lidt bekymret. Drikkevandsbeholdningen er blandt andet meget afhængig af regnen.
I aften er jeg inviteret til Fiji-hygge med dans og sang på stranden lidt længere henne.
Fakta om Dolphin Bay Divers: Dolphin er placeret på Vanua Levu, Fijis næststørste ø, i en lille bugt, i Somosomo strædet, omgivet af regnskov og en hvid sandstrand. Der er ingen veje, ingen diskotek, ingen air-con og ikke 24 timer el. Der er dog et smukt hus, fantastisk koralrev for snorkling og svømning, en dejlig vandretur op ad bjerget hvis man er til det, og så er det et af de bedste dykkersites i Fiji med alle de berømte dykkersteder ved Rainbow Reef kun få minutter væk. ”Basic” men komfortabel indkvartering i hytte eller telt – her er noget for enhver pengepung. Maden er lækker og lavet ”fra bunden” med friske råvarer. Elektriciteten er en blanding af sol og generator, så opladning af f.eks. mobiltelefon eller computer kan ske i receptionen i få timer i løbet af en dag. Om aftenen er det fakler og petroleumslamper der er lyskilden, og en lommelygte er helt uundværlig.
Filippinerne er et religiøst samfund, der ikke er er bange for at vedstå sig det. Her spares der ikke på de store ord, og udsagn som f.eks. ”Thank You Lord” er helt normalt. På taxaerne står der også religiøse udsagn som taksigelser i det man vel nærmest kan kalde graffitiform. For os virkede det i begyndelsen temmelig besynderlig, og vores opfattelse af tro og religion harmonerer da heller ikke med dette samfunds kontante udmeldinger om billig sex lige om hjørnet osv. Der er også et modsætningsforhold i deres konstante happiness og muntre laid back livsstil og så den for os lidt grå, støvede og middelalderlige gudsfrygt. Men vi tager helt fejl i den antagelse. Thank you Lord er såmænd bare en spontant glædesgestus for livet og for det der nu er at glædes over i et samfund med stor social ulighed og fattigdom. Måske er vi danskere med vores næsten tabubelagte kristne tro fastholdt krampagtigt i den forestilling, at man da holder sin tro for sig selv. Som en del af et samfund, hvor naturvidenskaben, Discovery og universitetproffesorer sidder tungt på magten og på vores tankevirksomhed, taler man ikke højt om det metafysiske Gudsbegreb, som de fleste af os nok inderst inde indeholder. Den kommer kun frem i form af lettere forvirrede personer, der i realityshows fortæller om deres forhold til spøgelser og andet godt ”mellem himmel og jord”. Måske skulle vi lære af filippinerne og træde lidt ud af den tunge alvorlige kristendom bag kirkens tunge murer og bare strække hænderne i vejret en gang imellem og sige Thank You Lord. Frederik og jeg sparer i hvert fald ikke på den glade taksigelse i disse dage – og der er da virkelig også noget at sige tak for.
Vi stod op kl. 5 i morges, og en halv time efter kom en mand, der fortalte os, at nu var han klar til at sejle ud til øen Balicasag og snorkle. Søvndrukne spadserede vi nu de 40 meter ned til stranden og var her vidne til en fantastisk solopgang. Med palmerne som sorte silhuetter og sejlskibene skvulpende i strandkanten, var det et mageløst syn. Vi hoppede nu om bord på skibet og en sejltur på ca. en time var begyndt. Da vi ankom til øen, skulle vi skifte til en meget mindre båd og en ny mand, der sejlede os ud sted, hvor snorkling var særligt godt. Vi have lejet svømmefødder, og nu lod vi os dumpe ned i krystalklart vand med koralrev og en milliard fisk i lige så mange farver, der ikke tog synderlig notits af os. At glide ned i havet er som at forsvinde ind i et andet univers. Et lydtomt dyb, hvor ens bevægelsesfrihed nedsættes til det latterlige sammenlignet med de fisk, der hurtigt og elegant navigerer omkring os. (Hvordan opstod egentlig begrebet dum som en torsk?) Lyset fra solen changerer og danser på overfladen inden den gennembryder den, og bliver eneste lyskilde i dette universelle akvarium. Vandets klarhed betyder, at lyset når langt ned, men for hver meter man dykker, ændres lysindfaldet og dermed også omgivelserne, der som bekendt for os antager den form, størrelse og farve som lyskilden tillader. Fascineret og overvældet kan man så svømme næsten vægtløs rundt i det dette ”Find Nemo-Univers” og glemme sig selv momentvis. Fantastisk. Efter et par timer nåede vi overfladen igen og sorte skyer farvede himlen helt mørkeblå og dunkelviolet inden den gav efter og sendte en regnbyge ind over øen. Vi tog en kop kaffe i en lille palmehytte og besluttede at droppe den del af turen, der skulle gå til Virgin Island. Vi sejlede derfor direkte hjem til Alona Beach, og spise en lækker frokost på en af strandrestauranterne. Bygen var heldigvis kun lokal og solen skinner nu igen fra skyfri himmel.
Vi har besluttet at tage videre i morgen. Vi skal sejle til en lille ø der kun har en radius på 14 km. Her regner vi med at tage nogle Robinson Crusoe-dage i et stykke uberørt strandmiljø, som v bedst kender det fra Robinson-Ekspeditionen. Øen hedder Siquijor – men vi er nødsaget til lige at tage en "mellemlanding" i byen Dumaguete på øen Negros. Dette betyder formentlig, at vi ikke kan opdatere bloggen de næste dage. Men vi vender stærkt tilbage!
Tilbage er det vist bare at sige; Thank You Lord! :-)
Vi begyndte langsomt i dag - The filippino-way:-) Morgenmaden stod på hjemmelavet yogurt og for Frederiks vedkommende på "Go all The Way", som blot er alt det der overhovedet kan bestilles fra morgenmadsmenuen. Den mand har en enorm forbrænding!!
Go all the way blev på en måde temaet for hele dagen. Efter morgenmaden smed vi os i restaurantens hængerkøjer og nød en kølig iste. Vi havde først en aftale med knallerttaxien kl. 12, så vi havde ikke travlt. Tanken om de 275 trappetrin op til vejen med 15 kilo på ryggen var nu heller ikke noget der satte vores tempo op...
Kl. 12 nåede vi med besvær ud af junglen og kunne vinke farvel til nogle meget behagelige dage. Vi krummede os sammen i knallerten, der allerede ventede da vi kom. Taxa-manden kørte os til øen Panglao Island og til Alona Beach. Han er meget venlig og kørte os ned til en bekendt, der driver et lille pensionat han kalder Bamboo House. I en fantastisk velholdt have med blomster i fuldt flor, der kaldte tankerne hen på paradis, er der en 4-5 bambushuse, der er velindrettede og meget rene. Værten, der hedder Bryan er en smilende fyr, der er ekstremt serviceminded.
Efter vi var blevet indkvarteret, kørte taxamanden (som vi endnu ikke har fundet ud af hvad hedder) os til en internetcafé, men da den først åbnede en halt time efter, spurgte han om vi havde andre planer. Vi fortalte, at vi ville finde et sted at snorkle, og minsandten om han ikke også havde en snorklerven!! Vi kørte om til vennen, der boede i nabolaget og lavede en aftale i morgen kl. 6. Vi skal så tidligt afsted, fordi der på det tidspunkt både er chancer for at se delfiner og hvaler. Vi håber på det bedste. Fyren skal have 150 kr. for en dags sejlads - så det er billigt. Så gik vi ellers på Netcafé og brugte et par timer på uploads og maillæsning. Inden det blev mørkt gik vi ned til stranden og gik på Thai-restaurant samt fik indkøbt snorkeludstyr. Så er vi klar til en spaendende dag på havet i morgen.
.jpg)
.jpg)
ørrelser og farver svømmede rundt om mig og lilla og blå søstjerner kiggede op til mig fra bunden. Jeg var fuldstændig væk og mentalt forvandlet til en Jacques Cousteau. Pludselig kom en lille haj imod mig. Den var måske 50 cm. lang, men hajer er altså bare hajer uanset størrelse. Først blev jeg lidt panisk, derefter dybt fascineret. Der var tre, og de cirkelede rundt om mig et par gang inden deres nysgerrighed var tilfredsstillet – og så var de væk. På tilbagevejen blev jeg overrasket endnu engang af en kæmpe skildpadde. Dette langsomme og kluntede dyr på land passerede mig med elegance og en vis overlegenhed da den efterlod mig målløs i vandoverfladen..jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
.jpg)
