Vietnamkrigen dræber stadig

Onsdag den 11. november 2009:

Jeg skal i aften kl. 20.00 med en VIP-bus til Vientiane. Jeg har derfor brugt lidt tid på at besøge UXO i Phonsavan.
UXO står for Unexploded Ordnance og er en britisk organisation, der forsøger at informere om de mange ueksploderede bomber, samt samler penge ind så der kan skabes grundlag for en rydning af de mange arealer. UXO har et lille informationscenter, der drives af nogle søde folk, der brænder for sagen. Hvert år dør 40 børn her, fordi de finder bomber og bruger dem til legetøj (flere af dem er bl.a. runde som kugler. Jægere der finder ueksploderede bomber forsøger nogen gange at åbne dem for at få fat i krudtet - og den operation går sjældent godt.

Jeg købte en t-shirt til 10 Dollars for at støtte projektet og fik iøvrigt en lang samtale med en mand, der har mistet sin søn ved en eksplosion. Han så hele tiden på mig med sine triste øjne og sagde; The world has forget....

Jeg glemmer ikke efter i dag, at der 30 år efter Vietnamkrigen stadig er folk, der dør af dens bomber...

Fakta:

Laos Demokratiske Folkerepublik har den ære at være, den mest bombede nation i verden.

Fra 1964 til 1973, blev over en halv million bombetogter gennemført over hele landet, og som følge heraf over to millioner tons (2,2 millioner tons) af bomber blev kastet.

Baseret på sine erfaringer fra de sidste 10 år, UXO Lao anslår, at op til 30 procent af alle bomber der faldt ikke detonerede ved anslaget, dette efterlader en dødelig arv, som fortsætter med at dræbe, lemlæste og forarme over 30 år senere. Bombningen der er registreret af den amerikanske regering viser, at mere end 80 millioner bomber blev kastet over hele landet. Herudover er også store mængder af ueksploderede raketter, granater, artilleri, ammunition, mortérgranater, landminer og improviserede eksplosive anordninger, der ligger rundt omkring.

SE FOTOS HER

Hellere A38 end AK47...

Lørdag den 17. oktober.

Vi har i dag været ude og se Cu chi tunnels som er et netværk af tunneler på mere end 200 km, som Viet Cong benyttede under Vietnamkrigen. Det var virkelig fascinerende at se, hvordan man nærmest levede et liv under jorden i snævrer tunneler udtænkt i flere etager og med lufthuller, vand osv. Vi fik en god indsigt i hvordan soldaterne levede, og hvordan det aldrig rigtig lykkedes amerikanerne at få skovlen under de meget primitivt udrustede Viet Cong guerillaer. Også deres skrækindjagende fælder, hvor amerikanske soldater blev spiddet af skarpe bambuspæle fik vi set.
På et tidspunkt blev vi også spurgt, om vi ikke havde lyst til at skyde skarpt med nogle af de våben, der blev brugt under krigen. Pacifister som vi jo er, afviste vi det øjeblikkeligt, og ganske rigtig var det også de våbenelskende amerikanere, der først meldte sig på banen. Men på en mærkelig måde blev vi tiltrukket af den enorme skydelarm, og det faktum at det faktisk var skarpe skud der blev brugt.
Pludselig stod jeg med en M16 i hånden og Frederik med en AK47, og så blev der eller skudt efter de opstillede papdyr i det fjerne. Lad mig bare sige det med det samme - jeg gør det aldrig mere. En skræmmende oplevelse at stå det med et skarpladt våben og mærke på sin krop med hvilken kraft den operere. Sveden drev af mig, og jeg er nu helt sikker på, at hæren ikke har savnet mig i geledderne.
Vi må dog begge erkende, at følelsen af at stå med det kolde stål mellem hænderne og se patronerne springe ud af siden på geværet, gav os en vis magtfølelse, der ubemærket kom snigende og voksede sig større, mens skyderiet stod på.

Bagefter sad vi bare og sagde ikke så meget - Frederiks hænder rystede stadig 5 minutter efter:-) Jeg tror hans krop har bedre af en gang A38 end end en AK47.

En stor oplevelse rigere kunne vi tage bussen hjem igen og sunde os lidt en af de mange barer, og vi overvejer nu en lidt mere stille aktivitet i morgen, idet vi tager på flodtur i Mekongdeltaet!!!

Se fotos her