Onsdag morgen blev vi vi kørt til Tagbilaran af vores faste taxa-mand,og måtte erfare at båden ikke gik som forventet til Dumaqet. I stedet fandt vi ud, af at der faktisk ved 18-tiden i aften går en båd direkte til Siquijor. Vi får dermed noget uventet ventetid i Tagbilaran som skal slås ihjel. Vi laver derfor lige et lille upload af Tricycle-fotos i forlængelse af "Thank You Lord" indlægget igår
I morgen har vi lavet en ny aftale med den knallerttaxamand, der naesten har taget sig af al vores transport paa oen. Han koerer os til Tagbilaran City, hvor vi skal med en faerge kl. 08.30. Vi har paa forhaand indtegnet ruten fra Tagbilaran City til Dumaqete City og videre til oen Siquijor. Ruten ses herunder:
Vi efterhånden ved at vænne os til Filippinerne. Vi har forladt den luksus i Kina, som vi slet ikke rigtig var opmærksom på der. Hotellerne var velindrettede og ofte med eget internet, tv og aircondition. Det var gode toiletforhold med både varmt og koldt vand osv. Her i Filippinerne er prislejet ganske vist et andet – men forholdene bestemt også. Ingen tv, ingen internet og intet varmt varm – og selv om der er siddetoiletter, så er der ikke træk og slip, men en lille spand man bruger til at skylle kummen efter sig. Alligevel betyder det ikke så meget – i hvert fald ikke når man bor i junglen på Bohol.
Nuts Huts´ restaurant ligger placeret højt hævet over floden, og man skal op af flere hundrede trappesten for at nå den fra hytterne. Til gengæld er der en velsignet udsigt her, når man f.eks. indtager sin morgenmad. Der sidder man og spiser sin müsli og den varme kaffe og spejder ud over toppen af banan- og kokospalmerne med floden helt i bunden, og så er det svært at komme videre i dagens program. Fra højtalerne flyder et klaverstykke af Chopin, og efter maden kan man smide sig i en af de ophængte hængekøjer... Jo Nuts Huts er stedet for dagdriveren og livsnyderen. Stedet bærer absolut præg af at være en slags backpackers paradis. Her er udelukkende rygsækrejsende fra hele verden, og her er f.eks. et backpacker-bibliotek i restauranten, hvor man kan bytte sin bog hjemmefra med en ny eller blot købe en til eftermiddagene og aftenerne på verandaen. Der er selvfølgelig flest bøger på engelsk men andre sprog findes også. Selv har jeg medbragt 12 romaner, som lydbøger, på min Iphone – en læseløsning, der kan anbefales. Ingen tung dødvægt og muligheden for at følge verden omkring én mens man får masser af vitaminer til hjernen. Løsningen har også vist sig særlig egnet til de lange tog og busture og kræver i øvrigt ingen læsebriller:-)
Vi skal i dag ud og se Chocolate Hills. Det er et naturskønt område en tre kvarters kørsel fra, hvor vi bor. Vi besluttede os for at tage bussen, der går ca. hver halve time. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, idet den køretur nok vil gå over i historien for os begge. Man skal forstå, at bussen er det eneste reelle transportmiddel for den almindelig filippiner. Det er billigt, og busserne kører hele tiden. Men der er tryk på, og alle busser er som oftest helt fyldt. Uden på hver bus hænger to mænd, der råber til chaufføren, hvis han skal stoppe. De sørger også for at få presset folk ind i bussen samt modtage betaling. Alle kan komme med – der er ikke noget der hedder ”Bussen er fuld”. Der er ca. 30 siddepladser i de små busser, og vi talte 103 passagerer på et tidspunkt. Når presset er ved at nå bristepunktet, bliver man henvist til bussens tag, hvor man kan sidde og klamrer sig til en jernstang, der følger hele taget rundt. Frederik og jeg fik henvist sådan to pladser. Der sad allerede to i forvejen, og det var meget heldigt, for de advarede os om, at vi hele tiden skal dukke hovederne for palmeblade der hænger ned over vejen, og som er så skarpe, at de nemt kan vansire et ansigt – og endnu vigtigere de meget lavthængende el-ledninger, der krydser vejene konstant. Der sad vi på taget af en filippinsk bus der med over hundrede passagerer kører 60 km/t i skarpe hårnålesving. Vi klamrede os til taget og havde hele tiden fokus på de steder, hvor vi skulle dukke hovedet. Med 35 grader i skyggen, er tagpladserne dog en genial måde at blive luftet igennem og i løbet af de 45 minutter turen tog, blev vi da også mere og mere afslappet i situationen. Den køretur glemmer vi nok sent – og så kostede det kun 3 kr. pr. mand:-) Vi blev sat af ved Chocolate Hills, og skulle spadserer den sidste kilometer. Chocolate Hills er en række bemærkelsesværdige høje, der nærmest tilfældigt bryder den kraftige vegetation og ligesom en række Toblerone-toppe stikke op i landskabet. Det er et fantastisk syn som kan anbefales, hvis man kommer til Bohol en dag. Efter alle de chokoladetoppe købte Frederik en Kit-Kat, og at der ikke var et større sortiment af chokolade i kiosken, kan kun undre. Inden vi skulle ned og finde en bus hjem mødte vi knallerttaxachaufføren fra i går. Vi lavede med det samme en aftale om, at han i morgen henter os ved Nuts Huts kl. 12 (Filippino-time – hvilket betyder plus minus en time) Han vil bringe os videre til næste stop som er øen Panglao Island, hvor han også siger han kan anvise os et billigt hotel. Der er bro fra Bohol til Panglao. På Panglau Island findes stranden Alona Beach, hvor vi har hørt der er koralrev og gode muligheder for snorkling og dykning. Vi ventede kun 10 minutter, inden bussen mod Nuts Huts kom. Den var fyldt – men ikke til bristepunktet. Vi kunne derfor også godt lige klines ind et sted. Vi stod så tæt, at vi kunne mærke pulsen på de omkringstående, og prøvede på den måde også turen inden fra bussen. Vi vil nu trods faremomentet alligevel fortrække taget en anden gang. Da vi kom hjem til hytterne, gik vi ned til floden for at svømme over den. På den anden side går nemlig en lille sti, der fører ned til et par små vandfald. Vi havde nogle småting med i en taske, og Frederik lod sig inspirere af en udsendelse fra Discovery og pakkede det hele ind i sin regnjakke og slog en knude. Herpå svømmede han over med bylten og erklærede stolt; Sådan skal dét gøres! Da vi åbne regnfrakken var den fuld af vand.... han havde vist glemt at tage hensyn til de åndehuller en regnjakke ofte har. Any way, det blev en rigtig god eftermiddag med vandfald, svømmeturer og masser af sol. Det har været en aktiv dag med store oplevelser, og vi sluttede dagen af med nogle filippinske øl i restauranten.
PS: Frederik har fået en toiletven!! En ca. 30 cm. lang gekko nyder hans selskab fra en plads på væggen. Her iagtager den ham stille og blander sig i øvrigt ikke i hans forehavende.
Lørdag morgen tog vi morgenmad på Kuku´s Nest, inden vi fandt en taxi for at komme til havnen. Taxachaufføren nægtede at sætte taxameteret til, men ville køre for en aftalt pris. Han ville have 120 pesos – men da vi havde kørt turen dagen før, vidste vi at det kun kostede 75p. Vi brugte nu 5 minutter på at finde frem til en fast pris på 80p og alle var glade. Bagefter måtte vi erkende, at det var meget besvær for det der svarer til 4,5 kr. Men sådan tilpasser man sig hurtigt de lokale forhold. Det handler egentlig ikke om pengene men om det faktum, at ingen ønsker at blive snydt.
Vi skulle med en hurtigfærge til Bohol. Turen tog ca. 2 timer. Vi blev på øen mødt af en ankomstkomite bestående af ca. 40 taxachauffører, der alle ville have os som kunder. Deres nærgåenhed var irriterende og vi var nød til at finde den skarpe tone frem for at få dem til at gå. Det endte med at vi tog en knallerttaxa, og 35 kr og en krumbøjet ryg senere var vi kørt ud i det der allermest kan beskrives som jungle. Stedet hedder Nuts Huts (sikkert opkaldt efter de utallige kokospalmer, der står overalt – kun med reel kamp fra banantræerne. Stedet består af en samling hytter på pæle. De er placeret ned til floden og rundt omkring de små huse går der geder og græsser. Ren jungleidyl uden storbylarm, burgerbarer og emsige chauffører, der forsøger at sælge os deres datter. Her midt i junglens dybe stille ro og med flodens uendelige klukken, der er grundrytmen i et soundtrack med solopartier af fuglefløjt, kvækkende frøer og summende insekter, sidder Frederik og jeg på verandaen med hver en liter kold kildevand og er helt stille. Uden mulighed for at sætte ord på denne tilstand af stilstand. Junglesymfoniens svævende lethed og monotoni afbrydes kun når kokospalmerne kræver opmærksomhed og lader en nød falde med et hult bumb. Der er næsten ingen mobilsignal her, ingen Internet, radio eller tv. Kun de andre backpackere, der lige som os nok kender stedet fra Lonely Planet. Her er en restaurant i forbindelse med receptionen, hvor maden er god og billig – serveret af søde og smilende folk. Kan man næsten ønske sig mere?
Vi bliver her et par dage og nyder naturen og stilheden. I et hektisk backpackerliv er det første gang siden vi tog hjemmefra, hvor vi virkelig kan koble helt fra. Det er en nydelse.
Filippinerne er også sex!! Helt uden omsvøb sættes alt der har en puls til salg. De første gange man tilbydes billig sex er det lidt morsomt – og virker en smule latterligt, men efterhånden som det går op for os, at de mange tilbud faktisk er reelle nok, giver det kuldegysninger og ubehag. Alle der møder én har med det samme et frisk tilbud – det gjaldt politimanden i lufthavnen, taxichaufføren, billetmanden på færgen og jeg kan blive ved. Mest bemærkelsesværdigt er det, at de helt uden omsvøb går lige til sagen, også mens kvinder er til stede – uden det tilsyneladende påvirker dem, at de omtales som ”Cheap pussy”. Manden der kontrollerede billetter, da vi skulle ombord på færgen til Bohol smilede til mig, kiggede på billetten og pegede på en pige i billetlugen. ”You like her my friend? You can get her – she is cheap pussy” Senere på Bohol skulle vi køres ud til Hot Nuts af en knallerttaxi, og helt naturligt spurgte han også til vores behov. Han havde bl.a. ”virgins” på menuen... Det er tragisk og meget ubehageligt at være genstand for den slags henvendelser. Pludselig er man en brik i spil, hvor menneskeskæbner står på spil. Som en taxichauffør sagde til os, så er det den eneste chance for mange piger, hvis de senere vil have en uddannelse. Denne ufattelige fattigdom med grædende små børn, der forfølger én med en gestikulation der betyder ”Jeg er sulten” påvirker meget. Men da den er nærmest konstant lige meget hvor man ser hen, så er det som om man accepterer det – man bliver modstandsdygtig. Disse tiggende mennesker foran deres paphuse med sultne maver bliver blot en del af kulissen. Dette forhold er måske i virkeligheden det mest skræmmende. Det har i hvert fald givet mig noget at tænke over....
Klokken 03.30 ankom vi i nat til Cebu International Airport. Vi blev mødt overalt af smilende og meget imødekommende mennesker, der alle tilbød hjælp i forbindelse med taxi osv. Ja faktisk var de så imødekommende, at vi blev en smule mistroiske. Lå der mon noget bag denne overeksponerede venlighed? Vi har dog endnu ikke grund til at tro andet, end at filippinerne bare er mere åbne og nysgerrige end kineserne. Vi fik en taxi til vores hotel, som vi på forhånd havde booket over nettet. Det hedder Kuku´s Nest, og ligger ca. 10 km fra lufthavnen. Turen i taxi kostede 29 kr...
Mens vi der meget sent på natten kørte igennem Cebu bed vi mærke i, at husene er langt mere slum-lignende end vi har oplevet det i Kina. Fattigdommen er simpelt hen langt større her. På de oplyste gader så vi adskillige børn (nogle under 10 år) færdes. Hvad laver de midt om natten i Cebu? Svaret er formentlig, at de ikke går i skole og måske heller ikke har fast adresse... Sandelig et andet syn end man mødte i Kina, hvor det jo var en nation af enebørn og meget ambitiøse forældre.
Da vi endelig ankom til Kuku´s Nest var det virkelig et fantastisk sted. En bar og restaurant udgør det for receptionen og igen blev vi mødte med smil og en vældig hjælpsomhed. Alle her taler godt engelsk og de kinesiske tegn er udskiftet med romanske bogstaver, så vi nu faktisk kan se hvor vi er. I baren hang Bobby ud - en New Yorker, der vist er strandet her på 5. måned. Vi slog os ned og købte en cola til 3 kr., og fik en god sludder med ham om byen og Filippinerne generelt. Han kunne bekræfte den enorme fattigdom og de mange sulte børn, der bruger dagtimerne på at tigge. Han advarede os mod at give dem noget - idet vi så aldrig ville slippe for dem.
Meget trætte væltede vi i seng kl. ca. 05.00 i værelse 4 (fint værelse med bad og toilet på gangen - men til 32 kr. pr. nat pr. mand)
Fredag stod vi op ved middagstid og jeg barberede mig:-) men lod lidt hageskæg sidde - bare for skæg:-) Nu mener Frederik at jeg har fået et look ala Biker Jens....
Vi gik ned i den hyggelige restaurant og bestilte morgenmad. 2 skiver toast, scramled eegs, bacon og kaffe til 10 kr. pr. mand. her opdagede vi også, at der faktisk er fri internet i restauranten, hvilket er væsentligt for to online rejse-bloggere:-) Forbindelsen er dog lige så ustabil som samfundet er her.... Så måske bliver vi nød til at holde udkig efter en netcafé. Resultatet kan evt. blive at vi må undgå videoer, da de er så "tunge" at uploade...
Vi ved dog at vi i løbet af vores rundrejse på Filippinerne vil komme steder, hvor der intet Internet er - og håber ikke vi mister læsere af den grund.
Vi har idag været på bytur i Cebu. Lad os bare sige det med det samme - vi er havnet i et u-land med alle de karakteristika, som dette indebære; Dyb fattigdom, slum, hjemløse børn, prostitution og stinkende vandløb overalt. Midt i al elendigheden møder vi så filippinerne, der alt dette til trods er storsmilende, imødekommende og hjælpsomme over én kam. Taxichaufføren i dag fortalte levende om byen og fattigdomsproblemerne men også om nogle af de øer han syntes vi skulle besøge. Vi har besluttet at tage til Bohol i morgen, og da han hørte det, kørte han straks hen til billetkontoret på havnen og fortalte, at turen ville være 300 pesos billigere i dag end i morgen. Nu kan 30 kr. jo ikke lyde af meget, men taget i betragtning, at turen koster 50 kr, er der jo tagle om en væsentlig besparelse.
Alt i alt er vi vilde med Filippinerne. Vi fascineres stadig over at 88 millioner mennesker har overskud til smil og hjælpsomhed, når de praktisk talt sidder i lort til halsen. Fotos og video kan ses her
ansigt – og endnu vigtigere de meget lavthængende el-ledninger, der krydser vejene konstant. Der sad vi på taget af en filippinsk bus der med over hundrede passagerer kører 60 km/t i skarpe hårnålesving. Vi klamrede os til taget og havde hele tiden fokus på de steder, hvor vi skulle dukke hovedet. Med 35 grader i skyggen, er tagpladserne dog en genial måde at blive luftet igennem og i løbet af de 45 minutter turen tog, blev vi da også mere og mere afslappet i situationen. Den køretur glemmer vi nok sent – og så kostede det kun 3 kr. pr. mand:-)
regnjakke og slog en knude. Herpå svømmede han over med bylten og erklærede stolt; Sådan skal dét gøres! Da vi åbne regnfrakken var den fuld af vand.... han havde vist glemt at tage hensyn til de åndehuller en regnjakke ofte har. Any way, det blev en rigtig god eftermiddag med vandfald, svømmeturer og masser af sol.
agstid og jeg barberede mig:-) men lod lidt hageskæg sidde - bare for skæg:-) Nu mener Frederik at jeg har fået et look ala Biker Jens....
