Til Chocolate Hills på taget af en bus...

Bohol, søndag den 4. oktober 2009

Vi efterhånden ved at vænne os til Filippinerne. Vi har forladt den luksus i Kina, som vi slet ikke rigtig var opmærksom på der. Hotellerne var velindrettede og ofte med eget internet, tv og aircondition. Det var gode toiletforhold med både varmt og koldt vand osv. Her i Filippinerne er prislejet ganske vist et andet – men forholdene bestemt også. Ingen tv, ingen internet og intet varmt varm – og selv om der er siddetoiletter, så er der ikke træk og slip, men en lille spand man bruger til at skylle kummen efter sig. Alligevel betyder det ikke så meget – i hvert fald ikke når man bor i junglen på Bohol.

Nuts Huts´ restaurant ligger placeret højt hævet over floden, og man skal op af flere hundrede trappesten for at nå den fra hytterne. Til gengæld er der en velsignet udsigt her, når man f.eks. indtager sin morgenmad. Der sidder man og spiser sin müsli og den varme kaffe og spejder ud over toppen af banan- og kokospalmerne med floden helt i bunden, og så er det svært at komme videre i dagens program. Fra højtalerne flyder et klaverstykke af Chopin, og efter maden kan man smide sig i en af de ophængte hængekøjer... Jo Nuts Huts er stedet for dagdriveren og livsnyderen. Stedet bærer absolut præg af at være en slags backpackers paradis. Her er udelukkende rygsækrejsende fra hele verden, og her er f.eks. et backpacker-bibliotek i restauranten, hvor man kan bytte sin bog hjemmefra med en ny eller blot købe en til eftermiddagene og aftenerne på verandaen. Der er selvfølgelig flest bøger på engelsk men andre sprog findes også. Selv har jeg medbragt 12 romaner, som lydbøger, på min Iphone – en læseløsning, der kan anbefales. Ingen tung dødvægt og muligheden for at følge verden omkring én mens man får masser af vitaminer til hjernen. Løsningen har også vist sig særlig egnet til de lange tog og busture og kræver i øvrigt ingen læsebriller:-)

Vi skal i dag ud og se Chocolate Hills. Det er et naturskønt område en tre kvarters kørsel fra, hvor vi bor. Vi besluttede os for at tage bussen, der går ca. hver halve time. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, idet den køretur nok vil gå over i historien for os begge.
Man skal forstå, at bussen er det eneste reelle transportmiddel for den almindelig filippiner. Det er billigt, og busserne kører hele tiden. Men der er tryk på, og alle busser er som oftest helt fyldt. Uden på hver bus hænger to mænd, der råber til chaufføren, hvis han skal stoppe. De sørger også for at få presset folk ind i bussen samt modtage betaling. Alle kan komme med – der er ikke noget der hedder ”Bussen er fuld”. Der er ca. 30 siddepladser i de små busser, og vi talte 103 passagerer på et tidspunkt. Når presset er ved at nå bristepunktet, bliver man henvist til bussens tag, hvor man kan sidde og klamrer sig til en jernstang, der følger hele taget rundt.
Frederik og jeg fik henvist sådan to pladser. Der sad allerede to i forvejen, og det var meget heldigt, for de advarede os om, at vi hele tiden skal dukke hovederne for palmeblade der hænger ned over vejen, og som er så skarpe, at de nemt kan vansire et ansigt – og endnu vigtigere de meget lavthængende el-ledninger, der krydser vejene konstant. Der sad vi på taget af en filippinsk bus der med over hundrede passagerer kører 60 km/t i skarpe hårnålesving. Vi klamrede os til taget og havde hele tiden fokus på de steder, hvor vi skulle dukke hovedet. Med 35 grader i skyggen, er tagpladserne dog en genial måde at blive luftet igennem og i løbet af de 45 minutter turen tog, blev vi da også mere og mere afslappet i situationen. Den køretur glemmer vi nok sent – og så kostede det kun 3 kr. pr. mand:-)
Vi blev sat af ved Chocolate Hills, og skulle spadserer den sidste kilometer. Chocolate Hills er en række bemærkelsesværdige høje, der nærmest tilfældigt bryder den kraftige vegetation og ligesom en række Toblerone-toppe stikke op i landskabet. Det er et fantastisk syn som kan anbefales, hvis man kommer til Bohol en dag. Efter alle de chokoladetoppe købte Frederik en Kit-Kat, og at der ikke var et større sortiment af chokolade i kiosken, kan kun undre.
Inden vi skulle ned og finde en bus hjem mødte vi knallerttaxachaufføren fra i går. Vi lavede med det samme en aftale om, at han i morgen henter os ved Nuts Huts kl. 12 (Filippino-time – hvilket betyder plus minus en time) Han vil bringe os videre til næste stop som er øen Panglao Island, hvor han også siger han kan anvise os et billigt hotel. Der er bro fra Bohol til Panglao. På Panglau Island findes stranden Alona Beach, hvor vi har hørt der er koralrev og gode muligheder for snorkling og dykning.
Vi ventede kun 10 minutter, inden bussen mod Nuts Huts kom. Den var fyldt – men ikke til bristepunktet. Vi kunne derfor også godt lige klines ind et sted. Vi stod så tæt, at vi kunne mærke pulsen på de omkringstående, og prøvede på den måde også turen inden fra bussen. Vi vil nu trods faremomentet alligevel fortrække taget en anden gang.
Da vi kom hjem til hytterne, gik vi ned til floden for at svømme over den. På den anden side går nemlig en lille sti, der fører ned til et par små vandfald. Vi havde nogle småting med i en taske, og Frederik lod sig inspirere af en udsendelse fra Discovery og pakkede det hele ind i sin regnjakke og slog en knude. Herpå svømmede han over med bylten og erklærede stolt; Sådan skal dét gøres! Da vi åbne regnfrakken var den fuld af vand.... han havde vist glemt at tage hensyn til de åndehuller en regnjakke ofte har. Any way, det blev en rigtig god eftermiddag med vandfald, svømmeturer og masser af sol.
Det har været en aktiv dag med store oplevelser, og vi sluttede dagen af med nogle filippinske øl i restauranten.

PS: Frederik har fået en toiletven!! En ca. 30 cm. lang gekko nyder hans selskab fra en plads på væggen. Her iagtager den ham stille og blander sig i øvrigt ikke i hans forehavende.

Video og fotos kan ses her