Snorkling og mødet med en haj

Torsdag den 21. januar 2010:

Det er sådan en dag man savner sit undervands-kamera!!

Efter den fælles morgenmad tog alle dykkerne med båden til Rainbow Reef for at dykke. Jeg besluttede at bruge formiddagen på at ligge ved stranden kun afbrudt af svømmeture. En ansat på Dolphine spurgte om jeg ikke havde lyst til at snorkle, men da jeg ikke var specielt begejstret for det på Filippinerne, var jeg lidt nølende. Hun sagde så, at der var mulighed for at se hajer derude – (hun kaldte dem sortsnuede hajer), og så var jeg pludselig meget interesseret. Jeg lånte snorkleudstyr og svømmede ca. 20 meter ud fra stranden. Her var koralrevet, og en helt utrolig farverig verden under vandet. Fisk i alle størrelser og farver svømmede rundt om mig og lilla og blå søstjerner kiggede op til mig fra bunden. Jeg var fuldstændig væk og mentalt forvandlet til en Jacques Cousteau. Pludselig kom en lille haj imod mig. Den var måske 50 cm. lang, men hajer er altså bare hajer uanset størrelse. Først blev jeg lidt panisk, derefter dybt fascineret. Der var tre, og de cirkelede rundt om mig et par gang inden deres nysgerrighed var tilfredsstillet – og så var de væk. På tilbagevejen blev jeg overrasket endnu engang af en kæmpe skildpadde. Dette langsomme og kluntede dyr på land passerede mig med elegance og en vis overlegenhed da den efterlod mig målløs i vandoverfladen.

Efter flere timer i vandet gik jeg i land og fortalte stolt om mine undervandsoplevelser. Ejeren af Dolphine Viola (hun er vist tysk) fortalte så, at den skildpadde jeg havde set er ældre dame, som de regner med vil lægge æg her i nærheden snart.

Jeg bliver aldrig dykker. Jeg føler mig på en mærkelig måde ufri i vandet, men jeg har nok ikke taget den sidste snorkletur i mit liv – det var ganske simpelt en fantastisk oplevelse!!

SE FOTOS HER

Selv Ronald McDonald hilser på thailandsk

Tirsdag den 1. december 2009;

Patong Beach er en fra naturens hånd et lille mirakel. Lange hvide strande – blåt vand og en bagende sol for oven, som ikke engang de store palmer kan skygge for. Men i midten af 80´erne kom de første turister fra Europa, og med dem alt det som vi så nødigt vil mangle, når vi forlader fædrelandet i et par uger. McDonalds er selvfølgelig klar til at tage imod os – endda med den særlige thailandske hilsen. Side om side med Burger King kæmper de om fastfoodkunderne. Starbucks med kaffe i alle afskygninger kan man besøge inden man får en kølig drink på Hard Rock Café eller køber solcreme i 7eleven. Jo tilbuddene for turister, der føler sig langt hjemmefra er rigelige.
Tiggerne er forvist fra strandområdet, og man generes derfor kun af taxachauffører og sælgere generelt – der lidt naivt stadig tror, at man smider sine bath efter dem, fordi de konsekvens kalder en for ”friend”. Som en britisk barejer sagde til mig i går; ”Hvis du tror du har fundet en ven i Asien – så er du fandeme naiv”.

Selve stranden er tæt belagt med strandstole og de kan lejes for 100 bath. Alt her koster tilsyneladende 100 bath (15 kr.) og hermed er prisen altså steget 3 gange fra one-dollar landet Cambodja. På stranden er udbuddet af aktiviteter også steget dramatisk fra de andre strande jeg har besøgt og det er (udover Filippinerne) første sted, hvor jeg reelt har oplevet julepynt. Plastictræer og andre tiltag forsøger at imødekomme turisternes krav om Christmas on the Beach....

Jeg tror jeg har fået nok af strand, sand og pseudo-jul – og drager videre i morgen, hvor jeg har en aftale med AirAsia, der flyver mig til det 7. land på min rejse – nemlig Singapore.

SE FOTOS HER.

Overraskende effektiv

Propper i ørerne ved landing med flyvemaskine kan nedsættes en del ved brug af tyggegummi. Det er bare så fandens svært at få ud bag efter!!

Jeg er landet i Cambodja efter en rolig flyvning med Lao Airlines. Cambodja overrasker fra starten ved at være utrolig effektiv ved ankomsten til Siem reap International Airport. I denne her del af verden kan udskrivning af visum og diverse andre papirarbejder tage en krig. Bureaukratiet plejer at klistre én op ad ryggen til man passivt bare accepterer, at det kan der ikke ændres på.

Men i Cambodja gik der præcis 12 minutter fra jeg stod ud af flyet til jeg havde et fint visum til ophold i 30 dage – og det til trods for, at jeg ikke havde de nødvendige pasfotos. Men dollars kan gøre meget sådan et sted:-)

Overraskelserne fortsatte i ankomsthallen, hvor der ikke stod 200 taxichauffører og ønskede en som kunde med høje råb og sidetilbud om eksotiske hoteller. Nej her var tre muligheder for at komme de 8 km ind til byen. Minivan, taxa eller motorcykel. Prisen er fast og betales ved bestilling. De fleste andre lande jeg har besøgt på denne rejse begynder også med en fast pris – men lige så snart man sidder i taxaen, så skal der forhandles.

Jeg valgte selvfølgelig at sidde bag på motorcykel – betalte 2 dollars og så ellers i fuld fart til city. Fyren der kørte havde også et godt bud på et billigt guesthouse med fri wi-fi.... Jeg var tændt!!

En af de ting, som er det samme i Cambodja som Vietnam og Laos (og Filippinerne især) er de hurtige tilbud om søde piger. Især når man rejser som single, vælter det ind med disse forslag til øvelser i Cambodjansk kropssprog. Men alligevel måbede jeg noget, da tilbuddene her blev efterfulgt af ”bare rolig de er testet for AIDS”. Sandheden er nemlig at AIDS her er langt mere udbredt end i Laos og Vietnam.

Efter en køretur på 10 min. var vi ved Tropical Breeze Guesthouse. Jeg kunne lide stedet med det samme. Personalet var imødekommende og atmosfæren var rar. De havde kun et værelse tilbage med tre senge – men det kan jeg leve med:-)
Der er mange backpackere her – og det borger for kvaliteten, og hotellets restaurant er super hyggelig – og jeg fik ved ankomsten den bedste pizza jeg har fået på hele turen. På menukortet kan man for 3 dollars ekstra få sin pizza HAPPY... Men jeg synes nu jeg var happy nok for i dag!

I receptionen kan man leje motorcykler for 15 dollar om dagen. Det anbefales når man skal se alle templerne, hvoraf Angkor Wat er det kendetest. Men så sagde fyren som havde kørt mig fra lufthavnen, at han gerne ville køre mig rundt i morgen og vise mig det hele. Pris 15 dollars. Vi aftalte, at han skal hente mig kl. 10.00. Så får vi se om han kommer.

PS: Værelset koster 10 dollars og 13 med aircondition. Jeg sagde, at jeg ikke ønskede aircondition og gik så backpackerstolt op på værelset. Det er 1 time siden, og jeg har lige hentet den remoter til AC – her er ulidelig varmt...

SE FLERE FOTOS HER

De elsker uniformer

I 1971 udførte psykologen Dr. Philip Zimbardo et dramatisk eksperiment, der siden er gået over i historien under navnet "The Stanford Prison Experiment".

Eksperimentet gik i al sin enkelhed ud på, at man betalte nogle helt almindelige mennesker for at deltage i et spil, hvor de henholdsvis skulle være fanger og vogtere i et fængsel. Alle vidste, at det blot var et spil, og alle fik deres løn for at deltage.

Det vise sig dog hurtigt, at de deltagende personer levede sig sig ind i rollen, så vogterne blev mere og mere ondsindede og lavede flere og flere regler, mens fangerne blev traumatiserede og psykisk nedbrudte. Efter få dage fik en deltager et sammenbrud og måtte tages ud af spillet, og hele eksperimentet måtte stoppes efter en uge.

Eksperimentet kan blandt andet bruges som dokumentation for at påtagelsen af roller i vores samfund er så grundlæggende, at det hurtigt bliver alvorlig virkelighed. Vi kender det også fra Jerry Springers talkshow, hvor gæsterne altid farer i totterne på hinanden, fordi det simpelt hen forventes af dem - de påtager sig med det samme den rolle der er givet til dem.

Fænomenet har vi set i en lidt andet form flere gange på vores rejse. Nemlig i brugen af uniformer.
Især i Kina og Vietnam,- men også til dels i Filippinerne så vi brugen af uniformer i de mest umulige sammenhænge.Vi har flere gange været i tvivl, om vi stod foran politiet eller en gadefejer eller sikkerhedsvagt i et supermarked. Alle bærer uniformer. Der er stjerner og bånd på og gerne en fin tilhørende kasket.

Hvorfor mon? Hvad skal alle disse uniformer til for - for princippet går igen i skolerne, hvor alle går i uniform, og i alle butikker har de ansatte en særlig uniform - nøjagtig som vi kender det fra Mc Donalds. Ens rang kan aflæses af ganske få ændringer i unifomeringen og tilstræbes.

Vores konklusion er, at uniformen giver status og medlemskab af en gruppe. Uniformen placerer individet i en rolle, som man så udlever som det forventes af en. Når vi i særlig grad har set dette uniformshelvede i Kina og Vietnam, hvor kommunisterne stadig sidder tungt på magten, så ligger det jo snublende nært at forestille sig, at systemet ikke ønsker individualister og folk, der skejer ud.
Uniformen placerer én blandt mange i et fællesskab, hvor det ikke er muligt at træde ud.
Samtidig virker uniformen identitetsskabende i et fattigt land, hvor man kampen om ikke at ende nederst på samfundets stige kan reddes af en uniform.

Vi tænker smilende tilbage på Kina og det lille pyjamas-oprør vi oplevede der. Og må så alligevel acceptere, at oprøret bestod i en ny uniform - en ny rolle med fællesnævner.

Filippino Flashbacks

Et lille flashback til tiden i Filippinerne. Enjoy:

Farvel til Filippinerne - go dag til Bangkok

Efter et par dejlige uger i Filippinerne tog vi torsdag afsked med personale og venner på hotellet for at rejse til Bangkok. Vi kommer flere gange til Bangkok på vores rejse, så denne gang er det kun et kort visit. Een overnatning og så videre til Vietnam.
Bangkok lufthavn er mildest talt enorm, og det er nemt af fare vild. Vores fly er forsinket en time - så vi bruger bl.a. tiden på lidt upload:-)






Fotos fra den 15. oktober
Fotos fra den 16. oktober

Afskedsfest og masser af karaoke

Sidste aften i Puerto Princesa skulle fejres med et "Goodbye-Party". En af tjenerne på hotellet (Bryan) har vi haft det utrolig sjovt med, og han ville gerne arrangerer aftenen, så vi kom de helt rigtige steder hen. Filippinerne er jo kendt for deres karaoke og dette blev så nattens tema! To backpackere på hotellet som vi også har haft meget at gøre med deltog også - nemlig Tom fra Australien og Kozi fra Japan.
Vi kan ikke her gå i detaljer med aftenens forløb. Blot sige at vi først kom hjem kl. 05.00 efterladende os en natteliv i byen, der sent vil glemme The Asian Sensations!!

Fri som fuglen

Filippinerne med de fantastiske hvide strande og palmer ser nu engang bedst ud i solskin. Vi er i øjeblikket ramt af endnu et tyfon-regnvejr og det resten af ugen med. Vi har derfor besluttet at rejse fra landet. I morgen tager vi et fly til Bangkok med mellemlanding i Manila. Flyet går fra Puerto Princesa kl. 17 og vi forventer at være i Bangkok ved midnatstid. På fredag tager vi så et fly til Ho Chi Minh City (Saigon) og regner med at rejse rundt i Vietnam i 14 dage. Se vores opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

Crooks and crocs

Onsdag den 14. oktober 2009:

Endnu en gang undgik delfinerne os idet udflugten med båd blev aflyst. Det er vejret og andre forhold der spiller ind, når det bestemmes om disse ture bliver til noget.
I stedet besluttede vi at se lidt på Puerto Princesas seværdigheder - og der er faktisk en del. Af højdepunkterne skal nævnes vores besøg på den lokale krokodillefarm og en fængselskoloni, der på mange måder giver begrebet "et åbent fængsel" en ny klang. Kolonien hedder Iwahig Penal Colony og omfatter et37 hektar naturskønt område, der er beplantet med kokospalmer, ris og andre afgrøder, der dyrkes af fangerne og deres familier. Fængslet har omkring 3.000 indsatte og mange af dem bor sammen med deres familier i såkaldte rehabiliteringsområder. Inden for gården er Balsahan River, kendt for sine strømmende vand, der kommer fra det nærliggende bjerg. Iwahig er mere som en moderne gård end et fængsel, hvor fangerne arbejder ubevogtet og får lov til at tjene en indkomst ved at arbejde i de mange butikker, som sælger forskellige håndværk, mest populære er udskårene genstande fremstillet af mahognitræ. Gården lever også godt af de mange turister, der køres ind på fængselsgården i busser. "Fængslet huser alt fra småforbrydere til mordere og mange af dem har lange fængselsstraffe. Når de ikke bare stikker af skyldes det, at straffen for dette er at blive skudt:-)
Vi måtte ikke fotografere i fængslet, men det var en stor oplevelse at se dette velfungerende samfund med skoler og kirke - små butikker og en rar og rolig atmosfære. De fanger vi mødte og snakkede med var glade for at være der også selvom de havde været i kolonien i 13 år. Jeg tror at dette resocialiseringsprojekt virker. At skulle sluses ud af et samfund i samfundet, hvor alt tilsyneladende er som "udenfor" må give gode resultater. Bestemt en overvejelse værd for det danske retssystem!!

Vi var som nævnt også på krokodillefarm, men de stakkels krokodiller levede en kummerlig tilvrærelse som de ikke vil være misundt i krodilleverdenen. Men vi fik da lov at holde en for 3 kr. så vi håber pengene går til lidt bedre forhold for dyrene.

Se flere fotos her

Puerto Princesa - en ren fornøjelse

Byen i øjeblikket bor i er nærmest landskendt i Filippinerne for at være ren. Bystyret har for år tilbage besluttet, at man ikke gad at se på al det affald som folk smider overalt. Man kriminaliserede derfor denne foretagsomhed efter klippekortsprincippet. Første gang man bliver taget i at smide affald (gælder også cigaretskod) får man en bøde på 100 P. Næste gang er bøden fordoblet til 200 P og fanges man en tredie gang er bøden 1000 P (ca. 100 kr.) plus 2 måneders fængsel.
Denne lov har haft den tydelig effekt, at byen er helt ren for affald, gadefejeren er fyret og alle bruger de opstillede skraldespande. Turister advares alle steder om at loven også gælder dem!! Puerto Princesa er efterfølgende 7 år i træk blevet kåret som den reneste by i Filippinerne.

I kina er affaldssituationen lige modsat. Har man købt en is eller tømt sin vandflaske er det stang umuligt at finde en skraldespand. Derimod suser der hobetal af gadefejere rundt og sørger for at der aldrig ligger noget og flyder. De har dermed slået to fluer med eet slag - løst et miljøproblem og afskaffet arbejdsløsheden....

Frederik og jeg er nu nok mest til den filippinske model. Ingen af borgerne her tænker på bøder længere - det er blevet naturligt for dem og så har den megen omtale af loven gjort folk her stolte over, at de bor i den reneste by i landet...

Borgmesteren i byen har desuden for nylig stået i spidsen for udviklingen af en ny eldreven tricycle som nu bliver sat i produktion. Den koster 48p om dagen at være i drift, den larmer ikke og udvikler ingen kulilte. Til sammenligning koster en benzindreven tricycle 200P.


Fakta: Puerto Princesa har 210.000 indbyggere fordelt på 33.000 husstande

Underground River i Sabang

Tirsdag den 13. oktober:

Dagens event hed Subterranean River National Park i Sabang. Det er verden længste underjordiske flod på 8,2 km. Vi stod på en minibus kl. 7.00 og havde taget regnjakker med, da man lokalt regnede med en byge. Det fik vi sandelig også - men heldigvis kun ganske kortvarig. Efter et par timers kørsel i bjergene kom vi til den fantastiske Sabang Beach der virkelig er et særsyn. Omgivet af bjerge og palmetræer dukker den op med sit fine sand og hvide bølger. Vi tog en lille motordreven båd til der hvor den underjordiske flod begynder og blev her guidet over i små både. Iført redningsveste og hjelme padlede vi så ca. 1, 5 kilometer ind i bjerget på floden, der omgives af den ene fantastiske drypstensformation efter den anden. Flagremuse hang overalt og i da der er bælgmørkt blev det vi så styret af en batteridreven projektør styret fra båden. Nogen steder var klipperummet omkring floden som store domkirkerum, andre steder snærvert og lavt. Vi var meget begejstret for hele sceneriet - og det til trods for de bankende tømmermænd. Efter flodoplevelsen gik vi gennem skoven til stranden og mødte bl.a. aber og meget store veranligende firben i fri natur. Og så var der ellers buffet på stranden med et hav af filippinske retter servere på palmeblade med tilhørende kokosnød og sugerør.

Om det var alle de store oplevelser og strandluften, der gjorde os matte eller om det var de Røde Heste, der gav et sidste spark ved jeg ikke, men vi sov hele vejen tilbage til hotellet:-)
I morgen forsøger vi at komme på delfin-udflugt, og bliver hentet af en bus 05.30 :-(


Se flere fotos her

I hegnet med røde heste....

Vi er nu ankommet til Puerto Princesa og har indlogeret os på et Hotel der hedder De Loro. Det er et rigtig fedt sted med en god atmosfære. Vi fik den helt store velkomst i receptionen af to fyre fra Singapore, som med det samme inviterede os til en lille velkomstfest om aftenen. Det var samtidig deres sidste aften på Palawan - så der var noget at fejre. Vi skulle drikke den filippinske øl Red Horse, som er mest kendt for to ting - en høj alkoholprocent (6,9%) og en ufattelig lav pris. Som backpackere havde vi meget at tale om, og da de af naturlige årsager er stedkendt i det område vi snart skal rejse i, blev der virkelig set på kort og udvekslet rejseideer. Imens gled den ene Red Horse ned efter den anden, suppleret med lækker kylling der blev hentet et eller andet sted i byen. På et tidspunkt kom der endnu en backpacker til - en fyr fra Australien og endelig slog en af de ansatte tjenere sig ned også. Vi sad lige ud for vores hotelværelse, for strømmen var gået i byen, og her var hyggeligt med stearinlys osv. Desuden skulle det senere vise sig, at det var meget praktisk at vi var så tæt på vores senge. For omkring midnat sparkede hesten virkelig igennem, og vi var ikke mange værd nogen af os. Vi skulle op næste morgen kl. 6 og på tur til verdens længste underjordiske flod, så vi kravlede på alle fire i seng. Frederik siger han har drømt om røde heste i nat:-)

Mall of Asia - hvis du er til lidt shopping

Som nævnt i forrige indlæg var vi lige en tur i det lokale indkøbscenter i Manila. Det hedder SM Mall of Asia, og er det absolut største center i Filippinerne og samtidig det 3. største i verden (Noget man er lidt uenige om) Men målt i antal kvadratmeter er det i hvert fald verdens største (407,101 m²).
Centeret besøges dagligt af 200.000 kunder og de går ikke forgæves lige meget hvad de er kommet for. Her er nemlig alt!! Her er bl.a. en skøjtebane i olympiske mål og verdens største IMAX 3D biograf.

Jeg vil tro at vi i de par timer vi var der kun så en brødel af centeret og det tusinder af butikker, forlystelsestorve, restauranter osv. Vi tager der ud igen, når vi vender tilbage til Minila. Frederik vil stå på skøjter - og jeg skal nok en tur i 3d biograf:-)

Se fotos og video her

Ventetid i Manila

Mandag den 12. oktober 2009:

Efter en flyvetur fra Dumaguete til Manila på halvanden time står vi nu i venteposition for vores fly til Puerto Princesa på Palawan. Ventetid på lufthavne er dræbende...
Men vi har heldigvis mulighed for at gå ud og nyde det dejlige vejr. På et tidspunkt valgte vi at tage en taxi til den nærmeste Internetafé i Manila. I det største varehus jeg til sato har været i fandt vi aldrig Internetcafeen, men til gengæld en masse fri wifi. Vi har nemlig hørt, at der ikke er så store muligheder for det på Palawan. Så måske bliver det upload det sidste i en korte periode. Men vi er dog før blevet overrasket mht. internetforbindelser, og vi er efterhånden eksperter i at spotte en wifi-forbindelse:-)

PS: Prisen for en flyvetur fra Dumaguete til Puerto Princesa koster det sammen som vi har givet for en billet fra Manila til Bangkok - nemlig 500 kr...

Nu er vi på pillen...

Da vi i morgen for første gang bevæger os ind i en malaria risikozone er vi gået i gang med Vibradox, der koster en formue (10 kr. på stk.) Vi kan her på bloggen fortælle lidt om denne dyre forebyggende medicin og dets bivirkninger:

Doxycyklin (Vibradox)

Anvendelse
Forebyggelse af malaria i områder hvor malariaparasitten er modstandsdygtig overfor klorokin eller klorokin + proguanil. Doxycyklin må anses som et alternativ til mefloquin eller atovaquon + proguanil (Malarone).

Dosering
Der tages en dosis dagligt fra dagen før ankomst til malariaområdet - der fortsættes under opholdet - og afsluttes først 4 uger efter malariaområdet er forladt. Tabletterne tages på samme tidspunkt hver dag med rigelig væske. Bør ikke tages sammen med mælkeprodukter.

Doxycylkin tabletter à 100 mg:

Voksne > 45 kg 1 tablet dagligt

Bivirkninger
Lettere kvalme og mavesmerter kan forekomme. I sjældne tilfælde hudkløe, hududslæt og nældefeber. Doxycylkin øger hudens følsomhed for sollys og kan medføre lysudslæt, hvorfor direkte sollys eller kunstig sollys så vidt muligt bør undgås under anvendelsen samt mindst 1 uge efter sidste tablet. Specielt bør personer med lys hud anvende beskyttelse mod sollys.

Bemærk
Intet malariamiddel er 100% sikkert - også selvom det tages helt efter anvisningerne. Malariamidler nedsætter risikoen for malaria med 80-95% alt afhængigt af område og indkvarteringsforhold. Det er derfor ligeså vigtigt, at undgå stik fra malariamyggen som at indtage malariatabletter.

ANG. MALARIA PÅ FILIPPINERNE:
Der er risiko for malaria hele året rundt i områder under 600 meters højde undtagen i provinserne Aklan, Albay, Benguet, Bilaran, Bohol, Camiguin, Capiz, Catanduanes, Cavite, Cebu, Guimaras, Iloilo, nordlige Leyte, sydlige Leyte, Marinduque, Masbate, østlige Samar, nordlige Samar, vestlige Samar, Sequijor, Sorsogon, Surigau Del Norte og området omkring Manila. Der er normalt ingen risiko i byområder

Dumaguete - The City of Gentle People

Søndag de 11. oktober 2009:
Filippinerne er generelt et meget imødekommende og venligt folkefærd. De hilser og smiler til en og er altid meget hjælpsomme, hvis man har et problem. Derfor var vi selvfølgelig også meget nysgerrige, da vi erfaredede, at Dumaguete er berømt for at være særligt venlige og imødekommende.
Vi brugte derfor søndag formiddag på at summe rundt i byen for at mærke efter om rygtet talte sandt. Vi begyndte med morgenmad på Amigos, der er et hyggeligt sted ved havnen, og gik derefter langs vandet og kæmpede bravt med de meget høje varmetemperature. Overalt blev vi mødt af folk, der venligt hilste og smilede og dermed bekræftede vores forventninger. Men det var først da vi gik i Stormagasinet i byen, at vi vidste, at i Dumaguete er venligheden faktisk i top. De holder vist jul hele året!!

Allerede i indgangen drønede "Jingle Bell Rock" ud af højtalerne, og da vi kom ind, var der plastikjuletræer og julepynt overalt. Glade nisser hilste på os, og nye Christmas tunes kunne høres hver gang vi kom til en ny etage. At inddrage al den juleglæde, og positivitet som julen traditionelt oser af, i dagligdagen kan måske syntes som et billigt trick - men der gik virkelig HO HO i den, og selv Frederik og jeg måtte trække på smilebåndene.

Vi er lidt i tvivl om man bare her er hurtig ude i forbindelse med julens komme - og selv om det giver spontan hyggestemning, så er vi ret enige om, at vi nu nok helst vil vente lidt med nisser og Jingle Bell Rock....

Se flere fotos og video her

At komme fra A til B....

Vores næste stop er øen Palawan og rent logisk ville det være det nemmeste at sejle fra Negros til Palawan - men den færge er ikke opfundet endnu... Derfor er vi nødsaget til at flyve til Manila og vente der i 5 timer på et Fly til Puerto Princesa, som er hovedbyen på Palawan. Heldigvis er flyruterne billige hernede og vi er snart faste kunder ved Cebu Pacific Air. Vi skal flyve mandag den 12. oktober fra Dumaguete kl. 08.45 med forventet ankomst til Puerto Princesa kl. 16.30. Vi glæder os allerede for Palawan skulle være et ekstremt flot sted med en masse uberørt natur (også af tyfonerne). Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort

Den katolske Elvis

Lørdag den 10. oktober 2009 (aften):

Vi er som nævnt tidligere kommet vel til Dumaguete. Vi har fundet et luksushotel, der virker næsten overvældende efter vores lidt primitive ophold ved de hvide strande på Siquijor. Hotellet hedder da også Grand Pensionne Plaza. Det koster 44 kr. pr. nat for hver af os, men så får vi også aircondition, 70 tv-kanaler og fri trådløs Internet på værelset. På TV har vi set lidt NRK bare for at høre lidt norsk tale – men ellers er MTV og Discovery vores foretrukne. NRK minder mest af alt af en lidt støvet visuel udgave af DR´s P1.

Vi begyndte vores ophold i Dumaquete, der med en befolkning på 120.000 må betragtes som en større by her, med en gåtur i bybilledet. Vi har ikke længtes efter den meget larm og bilos, men de mange muligheder og butikker passer os fint. Vi har købt en ekstern harddisk til alle vores fotos. En lille chik sag på 250 GB til 300 kr.

På vores lille bytur kom vi forbi en katolsk kirke, der netop skulle i gang med gudstjeneste. Nysgerrigt gik vi ind og så for sent den store plakat, hvor det bekendtgjordes at rødblomstrede shorts ikke regnes for klædeligt i Kirken. Frederik tog den nu roligt - ”De er i hvert fald rene” som han sagde...

Det blev en ret sjov oplevelse. For det første var kirken fyldt af mennesker, og de stod helt ud på gaden. For det andet var præsten noget af en oplevelse. Han kom ind med et kæmpe afrohår – afbleget til en brungullig farve, som det tit ses, når man her på egnen vil ændre sit ibenholtsorte hår til noget blond. Herudover var meget lys i huden – så enten lider han af samme mystiske sygdom som Michael Jackson :-), eller også er han albino (Filippino Albino). Any way – hans fremtræden understregedes af et par meget tykke brilleglas og en mistænkelig amerikansk accent (der dog samtidig understregede, at han bestemt ikke er amerikaner) Hele messen foregår på engelsk, så vi havde faktisk mulighed for at følge med. Temaet var katastrofen i Manila – og tekststykket var Markus 10: 17-30,- det med kamelen og nåleøjet.

Præsten messede på sit amerikaniserede engelsk og slog ofte over i sang. Der stod han med sin håndholdte mikrofon i den lette brise fra de utallige ventilationsanlæg der er ophængt i loftet, så hans albino-fro bølgede som en hvedemark på en luftig sommerdag og sang præcis som Elvis ville have gjort det. Om han lavede Elvis´ rytmiske underlivsbevægelser kunne vi ikke se for præstekjolen.
Det hele tog en times tid, og indimellem blev det hele afbrudt af fællessang med et kæmpekor, der sang 3 stemmigt eller taksigelser til Gud. Og på et tidspunkt skulle vi hilse hånd med alle omkringstående og ønske fred.

Selv om vi nok mest fæstnede opmærksomheden til den Croonende præst, så var vi også bagefter enige om, at der var en god og folkelig stemning, som vi godt kunne tænke os lidt mere af i Danmark.

Siquijor put a spell on my computer

Lørdag den 10. oktober 2009:

Lørdag morgen viste Siquijor Island for første gang sine magiske kræfter. Computerens tastatur gik fuldstændig grassat. Når man tastede et bogstav skrev den i stedet tre (f.eks. blev t til rth) Vi undrede os noget og begyndte herefter at arbejde med flere løsningsmuligheder på problemet – lige fra at købe en ny i Bangkok til at forsøge at finde et eksternt tastatur.
Fuld af ærgrelse gik vi i restauranten og spiste morgenmad samt betalte regningen for vores ophold, idet vi i dag rejser videre til øen Negros. Og da vi kom tilbage til computeren var alt igen iorden. Har der mon alligevel været en heks på spil? Vi rejser i hvert fald fra øen nu for at undgå mere af den slags:-)

Kl. 09.30 tog vi en tricycle til Larena for blot at erfare, at vi måtte til Siquijor City for at finde en færge til Dumaguete, som er vores næste mål. Her har vi tænkt os at finde et fly til Øen Palawan, hvor vi vil opholde os en tid. Vores plan om også at se øerne i øst har vi skrinlagt pga. af tyfonvarsler, og fordi netop dette område i forvejen er hårdest ramt af de første to tyfoner.

Vi måtte vente halvanden time på færgen, men Siquijor Havn er et fantastisk sted med hvide strande, palmer og smilende børn der nysgerrigt får prøvet deres skoleengelsk af i pauserne fra legen i vandkanten.

Hurtigfærgen tog 3 kvarter til Dumaguete og kostede 40 kr. pr. mand. Dumaguete er en større by, og nu går vi i gang med at finde ud af om vi kan komme via fly til Palawan.

Fotos kan ses her

Rejserute opdateret

Så er vi kommet til Damaguete. Følg os på kortet herunder:


Vis Asian Sensations rejserute i Asien på et større kort