Farvel til Brunei og Bandar Seri Begawan

Fredag den 11. december 2009:

Med en tur rundt i byen, hvor forskellen på rig og fattig er ubegribelig, tog jeg afsked med et land, hvor sort arbejde ikke eksisterer og hvor en sultan bestemmer stort set alt. Men også til et land med smilende folk, der bor i et samfund med fri lægehjælp, fri uddannelse og ingen skatter. Med andre ord et land der på mange måder er så meget anderledes end resten af det Asien jeg har set.
Med nedenstående fotos går turen tilbage til Malaysia og Kuala Lumpur.

SE FOTOS HER

Pool, hårtørrer og minibar...

Torsdag den 10. december 2009;

Som tidligere nævnt bor jeg i det man vel sammenlignet med resten af turens hoteller i det rene luksus. Her er hverken tale og hostel eller guesthouse, men hotel med stort h.

Terrace Hotel ligger lige ved siden af Sheraton Hotel og selv om der er lysår mellem kvaliteten på de to hoteller, så er der også fællesnævnere. Her er en dejlig restaurant med et kæmpe spisekort med både malaysisk og western food. Man kan ikke købe øl eller spiritus – men det kan man jo ingen steder. Her er pool, hvor man kan få sig en dukkert, når varmen bliver for strid og et stort motionsrum med diverse maskiner.

Hele hotellet har trådløst net – og det er noget jeg virkelig sætter pris på. Så kan jeg i ro og mag surfe efter flybilletter og lede efter hoteller til næste stop på rejsen.

På hotelværelset er der air aircondition, hårtørrer (virkelig vigtig:-), badekar og varmt vand. Her er også TV med BBC Worldnews, så jeg føler mig efterhånden ret orienteret. De sender nærmest kun fra Danmark pga af klimakonferencen, og så var Anders Fogh i Hardtalk omkring Afghanistan. Ja det føles næsten som at være derhjemme....
Her er minibar, så man slipper for at løbe i 7eleven for at købe cola og så bliver der gjort rent på værelset HVER dag. Det er første gang jeg møder det på rejsen.
Af andre luksusting kan nævnes, at der er rene håndklæder, shampoo og TOILETPAPIR! Ja efter 3 en halv måned på de støvede asiatiske landeveje lærer man at skønne på ting, der ellers betragtes som selvfølgeligheder.

SE FOTOS HER

Kanalmarked og Sultan Omar Ali Saifuddin moské

Torsdag den 10. december 2009;

Torsdag formiddag har jeg været på kanalmarked og besøg i Sultan Omar Ali Saifuddin moské. Begge steder er på hver sin måde meget synlige i Bandar Seri Begawa. Jeg begyndte ved kanalen og gik på marked. Det er helt sikkert her livet leves i byen. Et hav af boder er opstillet lige ud til kanalen, hvor et utal af vand-taxier fragter folk fra og til markedet fra den nærliggende vand-landsby Kampong Ayer.
Markedet er fyldt med dufte af diverse madvarer og støj fra råbende sælgere. Folk er smilende og imødekommende, og ingen hiver i én og forsøger at sælge en deres varer. Man kan stille og roligt spadserer rundt og nyde stemningen og folkelivet, som jeg jo savnede i går i det store fancy indkøbscenter.

Jeg tog efter markedet til Sultan Omar Ali Saifuddin moské som er byens og landets absolutte turistattraktion. Moskeen er placeret på en høj der er 52 meter og kan næsten ses over hele byen. I sær tagene med den ægte guldbelægning lyser op på afstand. Det er svært at komme ind i selv moskeen, idet den forbeholdes for muslimer.

Moskeen er klassificeret som en af de mest spektakulære moskeer i Asien / Stillehavsområdet og en stor turistattraktion. Og er selvfølgelig byens vartegn. Den er opkaldt efter den 28. Sultan af Brunei, og stod færdig i 1958.
Bygninger er tegnet af en italiensk arkitekt og materialerne er også kommer langvejs fra; For eksempel, er marmoren er fra Italien, granitten fra Shanghai, krystallet i lysekronerne fra England og tæppener fra Saudi-Arabien.
Det er en lang bro bugtende over vandet til Kampong Ayer (vand landsbyen). Også er der er en anden marmor bro som forbinder et skib, der anvendes til officielle statslige ceremonier.

Efter en rundtur om moskeen gik jeg hjem på hotellet, hvor jeg spiser alle mine måltider. Jeg nyder for en gangs skyld at bo på et ordentlig hotel og føler mig faktisk sådan lidt charterturist-agtig:-)

SE FOTOS HER

Unødvendige gaver

Onsdag den 9. december:

Vi kender det vist alle sammen – man får en gave man er glad for og stolt af, men som man dybest set ikke har brug for, og som derfor kommer til at ligge i en skuffe... Jeg husker f.eks. at jeg en gang i fødselsdagsgave fik en PDA håndholdt computer med kalenderfunktion, word tekstprogram og en masse andre ting. Alt sammen styret via en lille pind som var svær at håndtere uden en helt særlig motorik, som jeg ikke besidder. Den var flot, skinnende og en typisk gadget man viser stolt frem eller har liggende på skrivebordet – så alle kan se den. Men sandheden var, at jeg anede hvad jeg skulle bruge den til. Og da folk var træt af at se mig vise den frem, endte den i en skuffe, og blev aldrig brugt.

Sådan er det også med en del af Sultanen gaver til folket i Brunei. Der bor ikke mere end 50.000 mennesker i Bandar Seri Begawan og de er alle sammen meget stolte af deres sultan og hans gaver – men der er simpelt hen ikke mennesker nok (og penge) til at fylde de flotte indkøbscentre som Sultanen har foræret dem.
Jeg var på bytur og i dag og kom bla. til sådan et indkøbscenter. Marmor overalt og springvand og fancy butikker (de der vel og mærke ikke stod tomme), men der var ingen mennesker. Jeg følte mig nærmest som Palle alene verden.
Det samme gælder forlystelsesparken, som sultanen gav folket da han fyldte 48 år. Kæmpestort og gratis – men ikke mennesker nok til at fylde parken ud. Forlystelserne stod for ofte helt stille, og i 2000 besluttede man at skabe lidt økonomi ved at tage penge for at komme ind. Trods en meget lav pris,- betød det at ingen gad komme der. I dag er parken lukket fordi de mange forlystelser skal renoveres og efterses – med andre ord; Parken er endt i ”skuffen”

Til ovenstående kommer desuden, at der ikke er så mange turister her. Sammenlignet med resten af Asien (og Malaysia især) er her simpelt hen for dyrt. De få turister der er her bliver kun i få dage som mig. Så har man set det vigtigste af landet og kan sige man har været her og stolt vise sit stempel i passet.
Jeg synes det er synd for Brunei er faktisk et spændende land, og som sultanat usammenligneligt noget andet land jeg har besøgt.

Se fotos fra min bytur – og bid mærke i hvor få mennesker der er i bybilledet

No drinks – no disco

Tirsdag den 8. december 2009;

Det tog 40 minutter at flyve fra Kota Kinabalu til Bruneis hovedstad Bandar Seri Begawan. Jeg vidste fra Lonely Planet at det er et dyrt land at bo i, og at low budget hoteller ikke findes i byen. Jeg besluttede derfor på forhånd at booke et hotelværelse, hvilket var lidt af et problem, idet mange hoteller allerede var booket. Jeg fandt dog Terrace Hotel med et rimeligt prisleje og en god placering.
Taxachaufføren der kørte mig fra lufthavnen til hotellet var god til engelsk og meget snakkesalig. På den måde får man mange gode informationer om det nye sted man er havnet. Han gentog hele tiden, at der var no driks og no disco. Nu mener jeg ikke selv jeg ligner prototypen på en disco-freak, men budskabet var klart fra hans side – her adskilte landet sig fra alt andet. Islam er vigtig, og det er derfor kun muligt at få skænket vin og spiritus på dyre restauranter og hoteller....

Jeg ankom ved 17-tiden, og det havde lige regnet. Her er meget varmt, og jeg ærgrede mig også over ikke at være kommet lidt tidligere – men håber på lidt forfriskende regn i morgen.

Jeg gik med det samme ud i byen medbringende et citykort fra hotellet og mens solen gik ned over moskeen, nød jeg den utrolige ro, der er i byen samt de få mennesker der var på gaden. I sammenligning med Kota Kinabalu virkede her nærmest menneskeforladt.

Jeg gik på Pizza Hut – her er nemlig ingen fortovsboder, hvor der sælges billig lokal mad. Nej her er fejet og rent og ikke så meget som et stykke slikpapir ligger og flyder. Efter maden gik jeg tilbage til hotellet og mødte her en tysker og vi faldt i snak med en af de lokale hotelansatte. Også han nævnte det med alkoholen og så sagde han med understregning, at Brunei godt nok var et rigt land med en meget rig sultan – men at befolkningen aldrig mærkede noget til det. Her sidder 0,1% af befolkningen på værdien konstaterede han.

Jeg glæder mig allerede til i morgen, hvor jeg vil gå på opdagelse i byen i dagslys. Jeg skal bl.a finde ud af om folk i Brunei ikke bruger mobiltelefon. Her er intet signal:-(

Jeg har betalt for tre nætter og rejser videre på fredag!


Se fotos her