Hvor er Onkel Ho?

Onsdag den 28. oktober 2009:

Idag var formiddagens program at møde Ho Chi Minh i egen person. Han er nemlig balsameret og kan beskues i Ho Chi Minh Mausoleet i byen. Dette møde blev dog ikke som vi havde regnet med - Onkel Ho var bortrejst!

Men inden vores søgen begyndte, skulle vi have morgenmad og den indtog vi på H Silk Restaurant. Stedet er nævnt i Lonely Planets "Bibel" og skulle være svært at finde, da det tilsyneladende blot ligner en butik med silkestoffer. Vi fandt stedet og blev via en trappe bagerst i butikken guidet op på første sal, hvor der ganske rigtig var en lille restaurant. Vi sad på balkonen og nød Hanois travle morgentrafik og spiste morgenmad.

Efter H Silk gik vi ned og fandt en cykeltaxi og blev kørt igennem byen til Ho Chi Minh Mausoleet, der også indeholder et museum om den elskede landsfader. Ho Chi Minh selv ønske ikke al den ståhej om sin person og havde frabedt sig en balsamering. Han ville i stedet for kremeres og have asken spredt over det land han elskede. Han fik som bekendt ikke sin vilje og kan nu under store sikkerhedsmæssige omstændigheder ses dagligt. Bare ikke i denne tid.
Ho Chi Minh bliver nemlig en gang om året fløjet til Moskva, hvor han bliver istandsat og frisket op... Så efter en rundtur i museet måtte vi sande, at trækplasteret var bortrejst. Oplevelsen var ikke dårligere af den grund, og vi kunne glade tage cykeltaxaen tilbage til centrum.

Frokost spiste vi i "No Noodles"- en sandwichbar, der nok især henvender sig til backbackere, der trænger til et madmæssigt løft ud af dén vietnamesiske suppe, der er fast tilbehør i snart sagt alle retter.

Det var nu tid til at drikke øl! Nordvietnam har nemlig æren af at producere verden billigste øl. Den hedder Bia Hoi og serveres kun i glas. Den leveres dagligt i plastikdunke til de små hjørnecafeer og gaderestauranter, der også er de eneste steder man kan kan købe den. Det koster 75 øre for et stort glas og det er jo svært at sige nej til - indtil man har smagt den.... Nok verdens billigste øl - men måske også den værst smagende. Den har en alkoholprocent på 3, så her er ikke engang en grund til at drikke det lokale sprøjt. Vi betalte i hver fald og forlod to halvfulde glas på gadebaren uden lyst til at gentage den oplevelse.

Resten af dagen har vi ikke planlagt endnu, men vi får senere vores pas tilbage med visum til Laos, hvor vi tager til den 31. oktober. Et visum koster 40 US dollar. Et turistvisum giver 30 dages ophold i landet. Vi glæder os allerede.

SE FLERE FOTOS OG VIDEO HER

Ankommet til Hanoi

Tirsdag den 27. oktober 2009:

11,5 times buskørsel i en liggebus konstrueret for vietnamesere med en gennemsnitshøjde på 1,60 m er et mareridt. Man kan ikke strække sig ud og sengens bredde er ca. 35 cm. Men endnu engang har vi overlevet en sådan natkørsel og dermed sparet et hotel.
Vi ankom til Vietnams hovedstad kl. ca. 07.30 og blev sædvanen tro nærmest overfaldet af folk på fortovet, der gerne ville tilbyde det bedste hotel i byen til billige penge. Stoppestedet var ca. 8 km fra centrum, og en kvik fyr tilbød en gratis taxi, hvis vi ville bo på hans hotel. Han priste det til skyerne, og vi tog med. Men hotellet var beskidt og det lovede gratis internet fungerede ikke. Vi betale ham derfor de 100 000 dong (27 kr), som taxaen havde kostet og fandt selv et fint hotel med en god wifi forbindelse. Af hensyn til vores rejseblog er det blevet et centralt punkt i de kriterier vi stiller for et godt hotel:-)
Hotellet hedder Ngoc Dung Hotel og er rart sted, hvor de også kan servicere os mht visa til Laos og ture i omegnen. Det koster 50 kr. pr. nat med fri wifi, satelit tv og AC.

Vi begyndte selvfølgelig med morgenmad på en lokal kaffebar, og sundede os noget over det kaos som Hanoi virkelig er. Hanoi eller Ha Noi (indb. ca. 4 mill) har været hovedstad for hele Vietnam siden 1976 og var hovedstad i Nordvietnam fra 1954-1976.
Byen ligger på den højre (sydvestlige) bred af Den Røde Flod. I byen findes Ho Chi Minhs mausoleum og mange museer relateret til frihedskrigene fra 1945-1976.

Men byen er samtidig enorm kaotisk med gadehandel overalt og en trafik, der absolut slå Ho Chi Minh City (Saigon). Vi er enige om, at byen ikke har samme charme som Saigon til trods for de mange ældre bygninger og den meget ældre historie. Så vi vil ikke bruge mere end et par dage her, og så i stedet se det meget omtalte Halong Bay en 4 timers kørsel herfra.

I et senere indlæg til bloggen vil vi gøre mere detaljeret rede for de næste 5 dage i Nordvietnam. Vi skal som før omtalt forlade landet senest den 31. oktober, hvor vores visum udløber.

Se fotos her

Et buddhistisk undergrundsmiljø..

Tirsdag den 27. oktober 2009:

Efter vores besøg i det "private" tempel igår,- fik vi noget af et chok da vi kom tilbage på hotellet. Mens vi boede i Hué viste vi hver dag vores fotos og film for pigen i receptionen, der fulgte vores aktiviteter med stor interesse. Da vi kom til billederne af vores besøg i templet, sagde hun med dæmpet røst; "Det der må I altså ikke - det er ikke tilladt for kommunistpartiet"

Hvad? Nu forstod vi, hvorfor det hele blev afholdt bag lukkede døre i et privat hjem, og hvorfor pladsen var så trang. Vi havde simpelt hen deltaget i et forbudt buddhistisk bønnemøde - selv om kommunistpartiet ikke bryder sig om det.

Der er dog ingen tvivl om, at religion og filosofiske ideologier spiller en væsentlig rolle for vietnamesernes spirituelle liv og er af stor betydning, hvis man vil forstå vietnamesernes måde at anskue verdenen på.

Der er såkaldt religionsfrihed i Vietnam. Friheden begrænses dog noget, idet de religiøse ledere (ligesom alle andre samfundsinstitutioner) ikke må anfægte den måde kommunistpartiet styrer landet på.
Man må altså gerne være troende, men kommunistpartiet er altid øverst. Det anses derfor for kriminelt at sætte enhver Gud eller begreb højere end Partiet.
Måske er det derfor, at alle vietnamesere altid omtaler Ho Chi Minh så positivt. Han er tilsyneladende elsket af alle.

Vi har nu kørt i bus i 13,5 time og brugt lidt tid på at forestille os, hvad vi danske mon ville gøre, hvis Lars Lykke stod over alt andet, og tro i religiøs forstand blev degraderet til en slag hobby. Måske ville det få den helt afgørende effekt, at kristendommen pludselig blev et hit, og at vi i hemmelighed mødtes til bønnemøder rundt omkring i private hjem.

Vi er ret enige om, at det er godt at vi faktisk har religionsfrihed i Danmark og ikke mindst politisk frihed - det er ret svært at forestille sig Lars Lykke som landsfader ik?

Vietnam - Paradoksernes land

Fredag den 23. oktober 2009:

Vietnam er bestemt paradoksernes land. Landet styres stadig på den hårde kommunistiske facon, hvor kun ét parti er tilladt, og hvor gaderne pyntes med politiske propagandaplakater, der af alt mest minder om noget der er fundet frem fra 70´erne.

Den afdøde Ho Chi Minh ses portrætteret overalt – en ikonisering som han til det sidste frabad sig. Alle pengesedler har hans milde ansigt påtrykt, og alverdens ting fra t-shirt til tandkrus kan fås med hans portræt.
Men under de store Ho Chi Minh plakater leves et meget vestligt orienteret liv i gadeplan. Ja næsten helt kapitalistisk. Her sælges alt i de små boder efter princippet om udbud og efterspørgsel. Bjerge af kopivarer tilbydes overalt – og koster ingenting. Selv T-Shirts med Obamas portræt kan fås i alle farver. Her udleves livets kamp på kold cash!
Taberne,- de der ikke kan sælge noget – er reduceret til tiggere og ses overalt. De heldigste af dem er de, der har et vansiret ansigt eller en deform krop. Det er som om turisterne bliver bløde om hjertet, når de ser det – det giver simpelt hen et bedre afkast. Det er så nemt at betale nogle få Dong for at få dem hurtigt ud af synsfeltet.
En pige på ca. 10 år med en kæmpe svulst i hele underansigtet, der krængede den blodige tunge ud af munden så den dinglede mellem de tre tænder hun havde, var ved at ødelægge vores appetit, idet hun tavst bare blev stående og afventede en lille belønning for sit udseende. Her kan man virkelig tale om Creep-show.
Af andre vestlige dyder, der umiddelbart ikke passer ind i et kommunistisk styre kan nævnes salget af hash, kokain og prostitution. Konstant bliver vi tilbudt disse forbudte varer, og alle ønsker imødekommes. Kvinder i alle aldre og former tilbydes ofte i forbindelse med udbuddet af massage. Hvis man ikke ønsker massage i mellemgulvet kaldes det ”clean massage” og fjerner øjeblikkelig interessen fra en som massage-objekt.
Drugs tilbydes på hvert et gadehjørne, og vietnamesere opfatter vist kun backpackere som dekadente europæere, der konstant render rundt i en hashrus med stådreng på!!

Når alt dette er sagt, er landet trods sin politiske dybrøde farve overraskende velfungerende. Google har endnu ikke kortlagt Vietnam, men mon ikke det snart kommer, når turistindustrien presser på. I provinsen går vietnameserne stadig rundt i det vi opfatter som silkenattøj og koniske stråhatte i deres rismarker med vand til knæene og hygger sig med deres vandbøfler og nudelsuppe. Her er tiden gået i stå, og de ved slet ikke, hvordan den vestlige kapitalisme og dens frigjorte handel med alt der kan sælges er blevet en del af Saigon og de andre større byer. De ser blot taknemmelig på de store portrætter i bybilledet af landsfaderen Ho Chi Minh og nikker høfligt til de gennemrejsende rygsækbærere og undres over deres tilsyneladende pludselige tilstedeværelse. Et syn de vist lige så godt kan vænne sig til for showet er først lige begyndt!