Lørdag morgen viste Siquijor Island for første gang sine magiske kræfter. Computerens tastatur gik fuldstændig grassat. Når man tastede et bogstav skrev den i stedet tre (f.eks. blev t til rth) Vi undrede os noget og begyndte herefter at arbejde med flere løsningsmuligheder på problemet – lige fra at købe en ny i Bangkok til at forsøge at finde et eksternt tastatur. Fuld af ærgrelse gik vi i restauranten og spiste morgenmad samt betalte regningen for vores ophold, idet vi i dag rejser videre til øen Negros. Og da vi kom tilbage til computeren var alt igen iorden. Har der mon alligevel været en heks på spil? Vi rejser i hvert fald fra øen nu for at undgå mere af den slags:-)
Kl. 09.30 tog vi en tricycle til Larena for blot at erfare, at vi måtte til Siquijor City for at finde en færge til Dumaguete, som er vores næste mål. Her har vi tænkt os at finde et fly til Øen Palawan, hvor vi vil opholde os en tid. Vores plan om også at se øerne i øst har vi skrinlagt pga. af tyfonvarsler, og fordi netop dette område i forvejen er hårdest ramt af de første to tyfoner.
Vi måtte vente halvanden time på færgen, men Siquijor Havn er et fantastisk sted med hvide strande, palmer og smilende børn der nysgerrigt får prøvet deres skoleengelsk af i pauserne fra legen i vandkanten.
Hurtigfærgen tog 3 kvarter til Dumaguete og kostede 40 kr. pr. mand. Dumaguete er en større by, og nu går vi i gang med at finde ud af om vi kan komme via fly til Palawan.
I går måtte vi erkende, at vores målrettede og deadline-orienteret indre ur havde svært ved at accepterer ”The Filippino Life Style” Regnen piskede ned udenfor, elektriciteten virkede ikke, og vi bor uden for al civilisation med bare et stænk af urban-blood i sig. Den Robinson Crusoe´ske laid back levevis på en tyfonslagmark var svær at håndtere. Helt frem til kl. 16 lod vi som ingenting, mens vi gjorde ingenting. Ind i mellem sov vi lidt, så vaskede jeg tøj og, Frederik købte en gang massage... men til sidst måtte vi indrømme, at der måtte ske noget. Vi lejede en motorcykel i 24 timer og kørte til Siquijor City og droppede ind i den første og bedste Internetcafe vi kunne finde. Mens jeg lavede dagens upload til bloggen, brugte Frederik et par timer på at finde ud af, hvordan vi hurtigst muligt kommer væk fra Filippinerne. De har nemlig lovet endnu en tyfor de næste dage, og det passer bare ikke til strandliv og badning. Men vejret i dag er flot. Højt solskinsvejr og en varm brise, der gør varmen udholdelig. Vi vil benytte os af mototcyklen og tage på udflugt. Vi skal se nogle vandfald og ende ved byen Maria, som er på den anden side af øen. Her har strandene efter sigende ikke taget så meget skade af tyfonen og der skulle være gode bademuligheder.
Beskidt samvittighed... Mens jeg under hele turen har vasket mit tøj i diverse håndvaske, har Frederik først i dag taget beslutning om, at tøjet skulle have en tur. I reastauranten hænger et skilt hvor man tilbyder tøjvask for 14 kr. kiloet. Frederik var hurtig oppe med sit vasketøj mens han med et skævt smil så mig hænge en skjorte op... 10 minutter efter kom en ung filippinsk pige slæbende på Frederiks tøj og begyndte at håndvaske det i en balje tæt på vores hotelværelse. Synes af denne pige, der nu for 14 kr. lå på knæ og kæmpede med Frederik beskidte undertøj gav en dårlig smag i munden og selv om Frederik nok får rent og nystrøget tøj ud af det, så efterlader det bestemt en beskidt samvittighed. Jeg er sikker på, at Frederik næste gang der skal vaskes vælger at gøre det selv!
Vi tog fra Charisma Beach Resort ved 9 tiden. På motorcykel i retning af Lazi, hvor et flot vandfald ventede på os. Herefter lod vi eventyrlysten styre os og valgte at køre af meget små bjergveje mod Maria, hvor de asurblå badestrande skulle vente på os. Men vi må have kørt forkert af de snirkelede hårnålesving, for efter et par timer var vi atter tilbage i Lazi. Vi fortryder dog ikke vores lille udflugt, der virkelig gav nogle store oplevelser og fantastiske views fra bjergets top. Fra Lazi er der ca. 10 km til Maria, og det tog ikke lang tid før vi var på den mest fantastiske strand på denne rejse. Kridhvidt sand og helt blåt vand. Med en bagende sol fra oven og snorkeludstyret med, blev det en uforglemmelig eftermiddag – ikke mindst fordi vi stort set var helt alene på stranden. Stedet er et yndet udflugtsmål for filippinerne, men fredag er jo skoledag, så det store rykind kommer først i morgen.
Klokken var 02.00 da vi ankom til byen Larena på Siquijor. Stormvejret havde givet os en vippetur i meterhøje bølger, men vi fik da lidt søvn i løbet af de 4 timer turen tog – kun afbrudt af omkringliggende rejsende, der kastede op på gulvet...
På havnen hyrede vi en tricykel og bad ham køre os til Coral Cave Beach Resort, der ligger nær byen SanJuan. Turen tog en halv time, men hotellet var lukket, og vores chauffør foreslog derfor et andet hotel i nærheden, hvor han kendte ejeren. Stedet hedder Charisma Beach Resortog ligger lige ud til havet. Men da det var mørkt og denne del af øen ingen elektricitet har efter gårsdagens tyfon, var der intet lys overhovedet. Vi fik dog ejeren vækket og indlogerede os på et værelse til 70 kr. pr. nat for os begge. Vi fik udleveret et stearinlys som lyskilde, så vi kunne finde i seng. Klokken var nu 03.00 og vi var begge trætte.
Kl. 08.00 vågnede vi og gik med det samme og gik ud for at se, hvor vi egentlig var havnet i nattens mulm og mørke. Charisma Beach Resort ejes af en filippinsk dame og hendes britiske kæreste. Her er vel plads til 25 gæster, der bor i lejligheder beliggende rundt om stedets lille hyggelige restaurant. Her er også swimmingpool for de der ikke ønsker at udfordre det frådende hav, der brølende skaber den konstante lydkulisse af bølgeslag. Hotellet ligger nemlig lige ned til den hvide sandstrand, der efter tyfonen ligner en slagmark med løsrevne palmeblade og kokosnødder overalt. Denne forblæste tyfon-slagmark kan dog ikke skjule det paradis her er, når blæsten ikke raser. På stranden er en række palmer med ophængte hængekøjer – der inviterer til ren livsnydelse.
Vi overvejer at blive her en 3 dages tid inden turen går videre. Måske lejer vi en motorcykel, idet det vist er den nemmeste måde at komme rundt på øen. Vi har et kontantproblem, idet øens eneste hæveautomat for Visa og Mastercard er ude af drift i forbindelse med tyfonen. Men mon ikke det løser sig – vi kan i hvert fald betale med kreditkort på hotellet.
Tyfonen er rent vindmæssigt draget videre og har efterladt en silende regn, der ikke synes at ville høre op. Jeg har vasket al mit tøj, som nu hænger derude i regnen og blive mere og mere vådt. Frederik har ikke vasket på turen endnu, og overvejer at få hotellet til det – (Nutidens ungdom er ikke særlig selvhjulpen..) Og mens det regner i et væk, så har den unge spradebasse bestilt mystisk filippinsk massage (full body) Det koster 35 kr., og så får fødderne også en tur. Min massage består i at rende ud og vride vasketøjet hvert 5. minut.
Alt her på øen er ”mystisk”. De lokale siger der er hekse og andet godtfolk. Om det passer vides ikke – men det er i hvert fald et fantastisk brand at lancerer øen med. Ja selv massagen er mystisk! Jeg overværede nu hele seancen og fandt intet mystisk i det massøsen foretog sig – men måske gemmer der sig en heks bag de healende hænder – hvem ved.
Flere fotos her(ingen videos i dag - meeeeget daarlig forbindelse)
PS: Vi har ingen elektricitet haft hele dagen og der er naesten ingen mobilsignal og da slet ikke Internet.... Derfor lejede vi en motorcykel og koerte ind til den naermeste by og fik vores elektroniske lyst styret:-) .... men forvent ikke de store uploads de naeste dage.
Som omtalt tidligere på bloggen, kunne vi ikke som forventet tage færgen kl. 09.30. Vi fik i stedet en billet til 17.45 med hurtigfærge. Det betød 8 timers ventetid i Tagbilaran. Forskellen mellem landområderne og byen er nok mest den meget iøjnefaldende fattigdoms grimme ansigt. Overalt i byen går tiggende børn rundt med gråd i øjnene og hiver os i tøjet for at få penge. Kvinder med spædbørn på armen jamrer efter én og prikker til den dårlige samvittighed. Vi giver af princip ingen af dem penge – ikke mindst fordi vi i øjenkrogene kan se næste hold stå parat, hvis der er bonus.
Et andet grimt syn er de mange overvægtige europæiske og amerikanske mænd, der kommer ”sejlende” med en Filippino-girl efter sig. Mændene er ca. 60 år, og formentlig havnet her, fordi de ikke kunne skaffe sig en kæreste hjemme, og fordi de her pludselig med en relativ lav europæisk/amerikansk indkomst betragtes som superrige. Deres ”scoringer” er ofte kun 18-20 år og holder sig gerne et par skridt bag deres nye rige ”kærester”, der stolte viser dem frem på restauranter og andre offentlige mødesteder. Man kan kun gætte på, hvilken modydelse de unge piger skal give for ”venskabet”, men der er vist ingen tvivl om at de betaler kropsligt.... Vi har flere gange set disse mænd mødes og smålummert udveksle kærestehistorie, mens de peger på deres trofæer. Disse mænd er i deres hjemlande stakler overladt til pornografi og medfølende blikke fra omverdenen. Når de færdes svedige i deres hawaii skjorter, der sidder for stramt om deres oppustede maver (skabt efter årevis træning med junkfood og billigt øl fra den lokale discountbutik),- er de nu pludselig blevet herremænd og scorekonger. Deres eget hjemlige nederlag har gjort dem selv til udnyttere, der uden moral for småpenge lader hånt om disse pigers menneskelige værdighed. Det er ubehageligt at se på, og sandheden er da også, at disse mænd kun har taget flere skridt ned af den moralske stige for at opnå denne fornyede oplevelse af succes på kærlighedsfronten.
Da vi endelig skulle afsted og vi havde fundet vejen til venterummet, kom en ansat stormende efter os og kunne meddele, at vores færge var aflyst pga af stormvejr:-) Vi fik dog oplyst at en langsommere og større færge stadig sejlede planmæssigt kl. 19.00 og den har vi nu købt billet til. Der er ingen tvivl om at vi går en gevaldig vippetur i møde, men mon ikke det er bedre end et dårligt hotel i Tagbilaran? Vi trænger i hvert fald begge til at komme ud af storbyen til en naturskøn ø uden menneskelig fornedrelser i form af vesterlændinge, der har mistet deres moral og selvrespekt.
Kl. 19.00 fik vi at vide, at stormen havde forsinket vores nye håb (den langsomme færge) Ny afgangstid er nu 21.00.
…..vi kom afsted kl. 22. Båden er en ældre færge med åbne dæk, og på hvert dæk er ca. 100 køjer fordelt to lag. Hver køje har et nummer som henviser til ens billet. Vi havde nummer 136 og 137 på øverste dæk. Frederik en køje for oven og jeg en køje forneden. Vejret var barsk og inden afgang læste kaptajnen Fader Vor op i højtaleranlægget. Mens dette synligt havde en beroligende effekt på filippinerne,- virkede det nærmest modsat på os. Et Fader Vor på en dansk færge betyder nødvendigvis at skuden går ned... Ingen gennemgang af sikkerhedsregelementer og placering af redningsveste – kun Fader Vor.
Men med tyfon-katastrofen i baghovedet og flere hundrede døde, befinder vi os i et samfund, hvor katastrofen måske er lige om hjørnet. Hvis sådanne naturfænomener med død og ødelæggelse og millioner af hjemløse til følge ikke skal få folk til at opfatte livet som meningsløst og ligegyldigt, så må man holde sig til troen. Kristendommen bliver hermed det strå af håb man kan klamrer sig til – det lys der anes i fortvivelsens mørke. Vi forstår det stadig ikke helt, men vi ved i lyset af begivenhederne her, at livet i langt højere grad er en gave for fippinerne som de takker for hver dag – mens vi selv nok mest bruger tiden på at brokke os. Frederik og jeg har i dag slet ikke brokket os over at vente på en færge i 12 timer – vi har takket fordi den faktisk kom :-)
Onsdag morgen blev vi vi kørt til Tagbilaran af vores faste taxa-mand,og måtte erfare at båden ikke gik som forventet til Dumaqet. I stedet fandt vi ud, af at der faktisk ved 18-tiden i aften går en båd direkte til Siquijor. Vi får dermed noget uventet ventetid i Tagbilaran som skal slås ihjel. Vi laver derfor lige et lille upload af Tricycle-fotos i forlængelse af "Thank You Lord" indlægget igår
I morgen har vi lavet en ny aftale med den knallerttaxamand, der naesten har taget sig af al vores transport paa oen. Han koerer os til Tagbilaran City, hvor vi skal med en faerge kl. 08.30. Vi har paa forhaand indtegnet ruten fra Tagbilaran City til Dumaqete City og videre til oen Siquijor. Ruten ses herunder:
en Siquijor Havn er et fantastisk sted med hvide strande, palmer og smilende børn der nysgerrigt får prøvet deres skoleengelsk af i pauserne fra legen i vandkanten.
