Onsdag den 7. oktober 2009:
Som omtalt tidligere på bloggen, kunne vi ikke som forventet tage færgen kl. 09.30. Vi fik i stedet en billet til 17.45 med hurtigfærge. Det betød 8 timers ventetid i Tagbilaran.
Forskellen mellem landområderne og byen er nok mest den meget iøjnefaldende fattigdoms grimme ansigt. Overalt i byen går tiggende børn rundt med gråd i øjnene og hiver os i tøjet for at få penge. Kvinder med spædbørn på armen jamrer efter én og prikker til den dårlige samvittighed. Vi giver af princip ingen af dem penge – ikke mindst fordi vi i øjenkrogene kan se næste hold stå parat, hvis der er bonus.
Et andet grimt syn er de mange overvægtige europæiske og amerikanske mænd, der kommer ”sejlende” med en Filippino-girl efter sig. Mændene er ca. 60 år, og formentlig havnet her, fordi de ikke kunne skaffe sig en kæreste hjemme, og fordi de her pludselig med en relativ lav europæisk/amerikansk indkomst betragtes som superrige. Deres ”scoringer” er ofte kun 18-20 år og holder sig gerne et par skridt bag deres nye rige ”kærester”, der stolte viser dem frem på restauranter og andre offentlige mødesteder. Man kan kun gætte på, hvilken modydelse de unge piger skal give for ”venskabet”, men der er vist ingen tvivl om at de betaler kropsligt.... Vi har flere gange set disse mænd mødes og smålummert udveksle kærestehistorie, mens de peger på deres trofæer. Disse mænd er i deres hjemlande stakler overladt til pornografi og medfølende blikke fra omverdenen. Når de færdes svedige i deres hawaii skjorter, der sidder for stramt om deres oppustede maver (skabt efter årevis træning med junkfood og billigt øl fra den lokale discountbutik),- er de nu pludselig blevet herremænd og scorekonger. Deres eget hjemlige nederlag har gjort dem selv til udnyttere, der uden moral for småpenge lader hånt om disse pigers menneskelige værdighed. Det er ubehageligt at se på, og sandheden er da også, at disse mænd kun har taget flere skridt ned af den moralske stige for at opnå denne fornyede oplevelse af succes på kærlighedsfronten.
Da vi endelig skulle afsted og vi havde fundet vejen til venterummet, kom en ansat stormende efter os og kunne meddele, at vores færge var aflyst pga af stormvejr:-) Vi fik dog oplyst at en langsommere og større færge stadig sejlede planmæssigt kl. 19.00 og den har vi nu købt billet til. Der er ingen tvivl om at vi går en gevaldig vippetur i møde, men mon ikke det er bedre end et dårligt hotel i Tagbilaran? Vi trænger i hvert fald begge til at komme ud af storbyen til en naturskøn ø uden menneskelig fornedrelser i form af vesterlændinge, der har mistet deres moral og selvrespekt.
Kl. 19.00 fik vi at vide, at stormen havde forsinket vores nye håb (den langsomme færge) Ny afgangstid er nu 21.00.
…..vi kom afsted kl. 22. Båden er en ældre færge med åbne dæk, og på hvert dæk er ca. 100 køjer fordelt to lag. Hver køje har et nummer som henviser til ens billet. Vi havde nummer 136 o
g 137 på øverste dæk. Frederik en køje for oven og jeg en køje forneden. Vejret var barsk og inden afgang læste kaptajnen Fader Vor op i højtaleranlægget. Mens dette synligt havde en beroligende effekt på filippinerne,- virkede det nærmest modsat på os. Et Fader Vor på en dansk færge betyder nødvendigvis at skuden går ned... Ingen gennemgang af sikkerhedsregelementer og placering af redningsveste – kun Fader Vor.
Men med tyfon-katastrofen i baghovedet og flere hundrede døde, befinder vi os i et samfund, hvor katastrofen måske er lige om hjørnet. Hvis sådanne naturfænomener med død og ødelæggelse og millioner af hjemløse til følge ikke skal få folk til at opfatte livet som meningsløst og ligegyldigt, så må man holde sig til troen. Kristendommen bliver hermed det strå af håb man kan klamrer sig til – det lys der anes i fortvivelsens mørke. Vi forstår det stadig ikke helt, men vi ved i lyset af begivenhederne her, at livet i langt højere grad er en gave for fippinerne som de takker for hver dag – mens vi selv nok mest bruger tiden på at brokke os. Frederik og jeg har i dag slet ikke brokket os over at vente på en færge i 12 timer – vi har takket fordi den faktisk kom :-)
Som omtalt tidligere på bloggen, kunne vi ikke som forventet tage færgen kl. 09.30. Vi fik i stedet en billet til 17.45 med hurtigfærge. Det betød 8 timers ventetid i Tagbilaran.
Forskellen mellem landområderne og byen er nok mest den meget iøjnefaldende fattigdoms grimme ansigt. Overalt i byen går tiggende børn rundt med gråd i øjnene og hiver os i tøjet for at få penge. Kvinder med spædbørn på armen jamrer efter én og prikker til den dårlige samvittighed. Vi giver af princip ingen af dem penge – ikke mindst fordi vi i øjenkrogene kan se næste hold stå parat, hvis der er bonus.
Et andet grimt syn er de mange overvægtige europæiske og amerikanske mænd, der kommer ”sejlende” med en Filippino-girl efter sig. Mændene er ca. 60 år, og formentlig havnet her, fordi de ikke kunne skaffe sig en kæreste hjemme, og fordi de her pludselig med en relativ lav europæisk/amerikansk indkomst betragtes som superrige. Deres ”scoringer” er ofte kun 18-20 år og holder sig gerne et par skridt bag deres nye rige ”kærester”, der stolte viser dem frem på restauranter og andre offentlige mødesteder. Man kan kun gætte på, hvilken modydelse de unge piger skal give for ”venskabet”, men der er vist ingen tvivl om at de betaler kropsligt.... Vi har flere gange set disse mænd mødes og smålummert udveksle kærestehistorie, mens de peger på deres trofæer. Disse mænd er i deres hjemlande stakler overladt til pornografi og medfølende blikke fra omverdenen. Når de færdes svedige i deres hawaii skjorter, der sidder for stramt om deres oppustede maver (skabt efter årevis træning med junkfood og billigt øl fra den lokale discountbutik),- er de nu pludselig blevet herremænd og scorekonger. Deres eget hjemlige nederlag har gjort dem selv til udnyttere, der uden moral for småpenge lader hånt om disse pigers menneskelige værdighed. Det er ubehageligt at se på, og sandheden er da også, at disse mænd kun har taget flere skridt ned af den moralske stige for at opnå denne fornyede oplevelse af succes på kærlighedsfronten.
Da vi endelig skulle afsted og vi havde fundet vejen til venterummet, kom en ansat stormende efter os og kunne meddele, at vores færge var aflyst pga af stormvejr:-) Vi fik dog oplyst at en langsommere og større færge stadig sejlede planmæssigt kl. 19.00 og den har vi nu købt billet til. Der er ingen tvivl om at vi går en gevaldig vippetur i møde, men mon ikke det er bedre end et dårligt hotel i Tagbilaran? Vi trænger i hvert fald begge til at komme ud af storbyen til en naturskøn ø uden menneskelig fornedrelser i form af vesterlændinge, der har mistet deres moral og selvrespekt.
Kl. 19.00 fik vi at vide, at stormen havde forsinket vores nye håb (den langsomme færge) Ny afgangstid er nu 21.00.
…..vi kom afsted kl. 22. Båden er en ældre færge med åbne dæk, og på hvert dæk er ca. 100 køjer fordelt to lag. Hver køje har et nummer som henviser til ens billet. Vi havde nummer 136 o
g 137 på øverste dæk. Frederik en køje for oven og jeg en køje forneden. Vejret var barsk og inden afgang læste kaptajnen Fader Vor op i højtaleranlægget. Mens dette synligt havde en beroligende effekt på filippinerne,- virkede det nærmest modsat på os. Et Fader Vor på en dansk færge betyder nødvendigvis at skuden går ned... Ingen gennemgang af sikkerhedsregelementer og placering af redningsveste – kun Fader Vor.Men med tyfon-katastrofen i baghovedet og flere hundrede døde, befinder vi os i et samfund, hvor katastrofen måske er lige om hjørnet. Hvis sådanne naturfænomener med død og ødelæggelse og millioner af hjemløse til følge ikke skal få folk til at opfatte livet som meningsløst og ligegyldigt, så må man holde sig til troen. Kristendommen bliver hermed det strå af håb man kan klamrer sig til – det lys der anes i fortvivelsens mørke. Vi forstår det stadig ikke helt, men vi ved i lyset af begivenhederne her, at livet i langt højere grad er en gave for fippinerne som de takker for hver dag – mens vi selv nok mest bruger tiden på at brokke os. Frederik og jeg har i dag slet ikke brokket os over at vente på en færge i 12 timer – vi har takket fordi den faktisk kom :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar