Thank You Lord....

Tirsdag den 6. oktober 2009:

Filippinerne er et religiøst samfund, der ikke er er bange for at vedstå sig det. Her spares der ikke på de store ord, og udsagn som f.eks. ”Thank You Lord” er helt normalt. På taxaerne står der også religiøse udsagn som taksigelser i det man vel nærmest kan kalde graffitiform. For os virkede det i begyndelsen temmelig besynderlig, og vores opfattelse af tro og religion harmonerer da heller ikke med dette samfunds kontante udmeldinger om billig sex lige om hjørnet osv. Der er også et modsætningsforhold i deres konstante happiness og muntre laid back livsstil og så den for os lidt grå, støvede og middelalderlige gudsfrygt.
Men vi tager helt fejl i den antagelse. Thank you Lord er såmænd bare en spontant glædesgestus for livet og for det der nu er at glædes over i et samfund med stor social ulighed og fattigdom. Måske er vi danskere med vores næsten tabubelagte kristne tro fastholdt krampagtigt i den forestilling, at man da holder sin tro for sig selv. Som en del af et samfund, hvor naturvidenskaben, Discovery og universitetproffesorer sidder tungt på magten og på vores tankevirksomhed, taler man ikke højt om det metafysiske Gudsbegreb, som de fleste af os nok inderst inde indeholder. Den kommer kun frem i form af lettere forvirrede personer, der i realityshows fortæller om deres forhold til spøgelser og andet godt ”mellem himmel og jord”. Måske skulle vi lære af filippinerne og træde lidt ud af den tunge alvorlige kristendom bag kirkens tunge murer og bare strække hænderne i vejret en gang imellem og sige Thank You Lord. Frederik og jeg sparer i hvert fald ikke på den glade taksigelse i disse dage – og der er da virkelig også noget at sige tak for.

Vi stod op kl. 5 i morges, og en halv time efter kom en mand, der fortalte os, at nu var han klar til at sejle ud til øen Balicasag og snorkle. Søvndrukne spadserede vi nu de 40 meter ned til stranden og var her vidne til en fantastisk solopgang. Med palmerne som sorte silhuetter og sejlskibene skvulpende i strandkanten, var det et mageløst syn. Vi hoppede nu om bord på skibet og en sejltur på ca. en time var begyndt. Da vi ankom til øen, skulle vi skifte til en meget mindre båd og en ny mand, der sejlede os ud sted, hvor snorkling var særligt godt. Vi have lejet svømmefødder, og nu lod vi os dumpe ned i krystalklart vand med koralrev og en milliard fisk i lige så mange farver, der ikke tog synderlig notits af os. At glide ned i havet er som at forsvinde ind i et andet univers. Et lydtomt dyb, hvor ens bevægelsesfrihed nedsættes til det latterlige sammenlignet med de fisk, der hurtigt og elegant navigerer omkring os. (Hvordan opstod egentlig begrebet dum som en torsk?) Lyset fra solen changerer og danser på overfladen inden den gennembryder den, og bliver eneste lyskilde i dette universelle akvarium. Vandets klarhed betyder, at lyset når langt ned, men for hver meter man dykker, ændres lysindfaldet og dermed også omgivelserne, der som bekendt for os antager den form, størrelse og farve som lyskilden tillader. Fascineret og overvældet kan man så svømme næsten vægtløs rundt i det dette ”Find Nemo-Univers” og glemme sig selv momentvis. Fantastisk.

Efter et par timer nåede vi overfladen igen og sorte skyer farvede himlen helt mørkeblå og dunkelviolet inden den gav efter og sendte en regnbyge ind over øen. Vi tog en kop kaffe i en lille palmehytte og besluttede at droppe den del af turen, der skulle gå til Virgin Island. Vi sejlede derfor direkte hjem til Alona Beach, og spise en lækker frokost på en af strandrestauranterne. Bygen var heldigvis kun lokal og solen skinner nu igen fra skyfri himmel.

Vi har besluttet at tage videre i morgen. Vi skal sejle til en lille ø der kun har en radius på 14 km. Her regner vi med at tage nogle Robinson Crusoe-dage i et stykke uberørt strandmiljø, som v bedst kender det fra Robinson-Ekspeditionen. Øen hedder Siquijor – men vi er nødsaget til lige at tage en "mellemlanding" i byen Dumaguete på øen Negros.
Dette betyder formentlig, at vi ikke kan opdatere bloggen de næste dage. Men vi vender stærkt tilbage!

Tilbage er det vist bare at sige; Thank You Lord! :-)

Se flere fotos og video her

Palmer og hvide strande

Mandag den 5. oktober 2009

Vi begyndte langsomt i dag - The filippino-way:-) Morgenmaden stod på hjemmelavet yogurt og for Frederiks vedkommende på "Go all The Way", som blot er alt det der overhovedet kan bestilles fra morgenmadsmenuen. Den mand har en enorm forbrænding!!

Go all the way blev på en måde temaet for hele dagen. Efter morgenmaden smed vi os i restaurantens hængerkøjer og nød en kølig iste. Vi havde først en aftale med knallerttaxien kl. 12, så vi havde ikke travlt. Tanken om de 275 trappetrin op til vejen med 15 kilo på ryggen var nu heller ikke noget der satte vores tempo op...

Kl. 12 nåede vi med besvær ud af junglen og kunne vinke farvel til nogle meget behagelige dage. Vi krummede os sammen i knallerten, der allerede ventede da vi kom. Taxa-manden kørte os til øen Panglao Island og til Alona Beach. Han er meget venlig og kørte os ned til en bekendt, der driver et lille pensionat han kalder Bamboo House. I en fantastisk velholdt have med blomster i fuldt flor, der kaldte tankerne hen på paradis, er der en 4-5 bambushuse, der er velindrettede og meget rene. Værten, der hedder Bryan er en smilende fyr, der er ekstremt serviceminded.

Efter vi var blevet indkvarteret, kørte taxamanden (som vi endnu ikke har fundet ud af hvad hedder) os til en internetcafé, men da den først åbnede en halt time efter, spurgte han om vi havde andre planer. Vi fortalte, at vi ville finde et sted at snorkle, og minsandten om han ikke også havde en snorklerven!!
Vi kørte om til vennen, der boede i nabolaget og lavede en aftale i morgen kl. 6. Vi skal så tidligt afsted, fordi der på det tidspunkt både er chancer for at se delfiner og hvaler. Vi håber på det bedste.
Fyren skal have 150 kr. for en dags sejlads - så det er billigt.
Så gik vi ellers på Netcafé og brugte et par timer på uploads og maillæsning.
Inden det blev mørkt gik vi ned til stranden og gik på Thai-restaurant samt fik indkøbt snorkeludstyr. Så er vi klar til en spaendende dag på havet i morgen.

Se fotos her

Til Chocolate Hills på taget af en bus...

Bohol, søndag den 4. oktober 2009

Vi efterhånden ved at vænne os til Filippinerne. Vi har forladt den luksus i Kina, som vi slet ikke rigtig var opmærksom på der. Hotellerne var velindrettede og ofte med eget internet, tv og aircondition. Det var gode toiletforhold med både varmt og koldt vand osv. Her i Filippinerne er prislejet ganske vist et andet – men forholdene bestemt også. Ingen tv, ingen internet og intet varmt varm – og selv om der er siddetoiletter, så er der ikke træk og slip, men en lille spand man bruger til at skylle kummen efter sig. Alligevel betyder det ikke så meget – i hvert fald ikke når man bor i junglen på Bohol.

Nuts Huts´ restaurant ligger placeret højt hævet over floden, og man skal op af flere hundrede trappesten for at nå den fra hytterne. Til gengæld er der en velsignet udsigt her, når man f.eks. indtager sin morgenmad. Der sidder man og spiser sin müsli og den varme kaffe og spejder ud over toppen af banan- og kokospalmerne med floden helt i bunden, og så er det svært at komme videre i dagens program. Fra højtalerne flyder et klaverstykke af Chopin, og efter maden kan man smide sig i en af de ophængte hængekøjer... Jo Nuts Huts er stedet for dagdriveren og livsnyderen. Stedet bærer absolut præg af at være en slags backpackers paradis. Her er udelukkende rygsækrejsende fra hele verden, og her er f.eks. et backpacker-bibliotek i restauranten, hvor man kan bytte sin bog hjemmefra med en ny eller blot købe en til eftermiddagene og aftenerne på verandaen. Der er selvfølgelig flest bøger på engelsk men andre sprog findes også. Selv har jeg medbragt 12 romaner, som lydbøger, på min Iphone – en læseløsning, der kan anbefales. Ingen tung dødvægt og muligheden for at følge verden omkring én mens man får masser af vitaminer til hjernen. Løsningen har også vist sig særlig egnet til de lange tog og busture og kræver i øvrigt ingen læsebriller:-)

Vi skal i dag ud og se Chocolate Hills. Det er et naturskønt område en tre kvarters kørsel fra, hvor vi bor. Vi besluttede os for at tage bussen, der går ca. hver halve time. Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning, idet den køretur nok vil gå over i historien for os begge.
Man skal forstå, at bussen er det eneste reelle transportmiddel for den almindelig filippiner. Det er billigt, og busserne kører hele tiden. Men der er tryk på, og alle busser er som oftest helt fyldt. Uden på hver bus hænger to mænd, der råber til chaufføren, hvis han skal stoppe. De sørger også for at få presset folk ind i bussen samt modtage betaling. Alle kan komme med – der er ikke noget der hedder ”Bussen er fuld”. Der er ca. 30 siddepladser i de små busser, og vi talte 103 passagerer på et tidspunkt. Når presset er ved at nå bristepunktet, bliver man henvist til bussens tag, hvor man kan sidde og klamrer sig til en jernstang, der følger hele taget rundt.
Frederik og jeg fik henvist sådan to pladser. Der sad allerede to i forvejen, og det var meget heldigt, for de advarede os om, at vi hele tiden skal dukke hovederne for palmeblade der hænger ned over vejen, og som er så skarpe, at de nemt kan vansire et ansigt – og endnu vigtigere de meget lavthængende el-ledninger, der krydser vejene konstant. Der sad vi på taget af en filippinsk bus der med over hundrede passagerer kører 60 km/t i skarpe hårnålesving. Vi klamrede os til taget og havde hele tiden fokus på de steder, hvor vi skulle dukke hovedet. Med 35 grader i skyggen, er tagpladserne dog en genial måde at blive luftet igennem og i løbet af de 45 minutter turen tog, blev vi da også mere og mere afslappet i situationen. Den køretur glemmer vi nok sent – og så kostede det kun 3 kr. pr. mand:-)
Vi blev sat af ved Chocolate Hills, og skulle spadserer den sidste kilometer. Chocolate Hills er en række bemærkelsesværdige høje, der nærmest tilfældigt bryder den kraftige vegetation og ligesom en række Toblerone-toppe stikke op i landskabet. Det er et fantastisk syn som kan anbefales, hvis man kommer til Bohol en dag. Efter alle de chokoladetoppe købte Frederik en Kit-Kat, og at der ikke var et større sortiment af chokolade i kiosken, kan kun undre.
Inden vi skulle ned og finde en bus hjem mødte vi knallerttaxachaufføren fra i går. Vi lavede med det samme en aftale om, at han i morgen henter os ved Nuts Huts kl. 12 (Filippino-time – hvilket betyder plus minus en time) Han vil bringe os videre til næste stop som er øen Panglao Island, hvor han også siger han kan anvise os et billigt hotel. Der er bro fra Bohol til Panglao. På Panglau Island findes stranden Alona Beach, hvor vi har hørt der er koralrev og gode muligheder for snorkling og dykning.
Vi ventede kun 10 minutter, inden bussen mod Nuts Huts kom. Den var fyldt – men ikke til bristepunktet. Vi kunne derfor også godt lige klines ind et sted. Vi stod så tæt, at vi kunne mærke pulsen på de omkringstående, og prøvede på den måde også turen inden fra bussen. Vi vil nu trods faremomentet alligevel fortrække taget en anden gang.
Da vi kom hjem til hytterne, gik vi ned til floden for at svømme over den. På den anden side går nemlig en lille sti, der fører ned til et par små vandfald. Vi havde nogle småting med i en taske, og Frederik lod sig inspirere af en udsendelse fra Discovery og pakkede det hele ind i sin regnjakke og slog en knude. Herpå svømmede han over med bylten og erklærede stolt; Sådan skal dét gøres! Da vi åbne regnfrakken var den fuld af vand.... han havde vist glemt at tage hensyn til de åndehuller en regnjakke ofte har. Any way, det blev en rigtig god eftermiddag med vandfald, svømmeturer og masser af sol.
Det har været en aktiv dag med store oplevelser, og vi sluttede dagen af med nogle filippinske øl i restauranten.

PS: Frederik har fået en toiletven!! En ca. 30 cm. lang gekko nyder hans selskab fra en plads på væggen. Her iagtager den ham stille og blander sig i øvrigt ikke i hans forehavende.

Video og fotos kan ses her