En lang tur...

Tirsdag den 24. november 2009:

10 timer tog det at komme fra Sihanoukville til Koh Chang. Dels pga af mange bjerge på Cambodja-siden og dels pga grænseovergangen.

Jeg kørte i bus til grænsen, hvor vi var ved 14-tiden. Her blev vi mødt at en flok thailændere, der var langt mere udspekulerede end jeg havde oplevet det i Cambodja. De stresse alle der skulle over grænsen mht. til veksling af penge osv. og krævede desuden drikkepenge bare man så på dem. En amerikansk pige blev sur og skældte ud – og det skabte en del røre, da hun pludselig var omringet af højtråbende thailændere, der overfusede hende.

Jeg skulle skifte bus ved grænsen og det skabte også en masse panik. Men til sidst blev jeg presset ind i en minibus med 11 andre – og så gik den sidste de af turen til færgen. Det tog to timer.

Jeg havde allerede besluttet at jeg ville bo på Lonely Beach og helst i Sunflower Guesthouse i en billig bungalow. Allerede ved færgen bestilte jeg derfor plads der (45 kr. pr. nat) og derudover en open ticket til Bangkok, så jeg ikke skal tænke på det senere. En billet til Bangkok inkl. færge koster 45 kr. så det er til at bære.

De andre i minibussen var noget forundret over at jeg turde bestille inden jeg havde set det – men jeg vægtede stedets ry som billigt og beliggende i backpacker smørhullet lige ved stranden højt og bestilte altså på forhånd. Det kom jeg ikke til at fortryde. Færgen sejlede ved 18-tiden og det til en vanvittig thailandsk solnedgang, som vi alle nød.

Da vi kom til Koh Chang delte alle vi fra minibussen en taxi (lastbil med lad) og nu viste det sig, at alle hoteller var optaget – kun de aller ringeste steder var stadig ledige. Havde man, som jeg, i forvejen bestilt var der ingen problemer. De 11 backpackere (hvoraf den ene faktisk var dansker) måtte altså surfe rundt i det værste man kunne finde på øen, mens jeg stille og roligt fik min nøgle til bungalow 3b på Sunflower. Min egen bungalow med veranda og hængekøje omringet af et utal af restauranter og barer og ikke mindst tattoo-butikker. Her er for hver 5 meter en tatovør, der stiller sig til rådighed for de verdensrejsende. Jeg blev selvfølgelig begejstret – idet en rejsetatovering længe har stået højt på ønskesedlen. Men det må jeg kigge lidt nærmere på de næste dage.

SE FOTOS AF SOLNEDGANG (vildt)

Koh Chang venter forude

Mandag den 23. november 2009;

I morgen tager jeg til Thailand – jeg har udset mig øen Koh Chang som mit mål. Her vil jeg finde endnu en strandstol og en solnedgang:-) Jeg er egentlig på vej mod Bangkok, men Koh Chang lyder tiltalende, så jeg giver det en chance.
Turen tager 10 timer og jeg skal med to busser og en færge – så i morgen bliver en lang rejsedag. Jeg tager fra Sihanoukville kl. 07.15 med bussen til den Thailandske grænse. Se den opdaterede rejserute herunder:

Vis stort kort

Aftentur til havnen i Sihanoukville

Mandag den 23. november 2009;

Efter en lang dag ved stranden – hvor liggestolen var eneste holdepunkt, tog jeg ved 17-tiden en motorcykel til havnen. Et par svenskere jeg havde talt med ved stranden sagde at der var en flot solnedgang og en hyggelig restaurant. Og de nordske brødre havde helt ret. Jeg fik en utrolig oplevelse på en meget hyggelig restaurant, hvor der blev spillet Bob Dylan hele tiden. Jeg har siden haft svært ved at få ”Like a Rolling Stone” ud af mit hoved....

” How does it feel
To be on your own
With no direction home
A complete unknown
Just like a rolling stone?"

En perfekt måde at sige farvel til Cambodja på. I morgen rejser jeg til Thailand.

SE FOTOS HER

Inden solen går ned...

Søndag den 22. november 2009:

I eftermiddags faldt jeg i snak med en tjener i restauranten, som netop havde fri. Som så ofte før var det min Iphone som indledte samtalen. I Cambodja har de aldrig set sådan en. Nogen har hørt om den andre set noget på TV, men have en rigtig en i hånden er for dem noget ganske fantastisk.

Snakken førte dog hurtigt videre til meget andet – bl.a. Sihanuokvilles beliggenhed tæt ved den Thailandske grænse. Han fortalte at byen ved grænseovergangen stor set ikke handlede om andet end casinoer. Han fortalte bl.a. at byen f.eks. ikke har nogen kontantautomat, og at myndighederne derfor har tilladt en korttidsvisum til de spillere, der bliver nød til at tage et smut til Thailand efter kontanter. I sær thailænderne selv har ry for at være hårdkogte gamblere.

Tjeneren mente også at der var muligheder for at casino-verdenen rykker ind I Sihanoukville og sagde at jeg skulle gå ned til Monkey Republic og derfra ned til stranden for at se det areal, som var perfekt til både badeferie og casino. ”Det er synd at sige at det kønt i øjeblikket” sagde han og forklarede, at de mange hvide og blå sandsække, der er lagt ud i strandkanten for at holde bølgerne på afstand af restauranter ikke virker efter hensigten men i stedet ligger og ser grimme ud.

Jeg gik turen ned til Monkey Republic (backpacker in-sted) og fortsatte ned til stranden. Solen var ved at gå ned, og der var en fantastisk udsigt – også til sandsække og andet skrammel. Jeg satte mig og nød en kølig drink og følte mig egentlig heldig at jeg oplevede Cambodjas bedste strande inden casinoerne rykker ind.

SE FOTOS HER

Strandidyl på lånt tid

Søndag den 22. november 2009:

Jeg har ligget vandret hele dagen på Tahiti.... Sådan hedder den strandrestaurant som mit valg faldt på i dag. Langs vandet ligger den ene hyggelige restaurant efter den anden. Priserne er lave og personalet er venlige og imødekommende. Som oftest består selve restauranterne af nogle primitive palmehytter og en bar med et utal af drinks på menuen. Maden er billig og stemningen er afslappet. Det vælter rundt med backpackere, der her har fundet den ultimative base for det frie rejseliv. Men også mere etablerede turister har efterhånden fundet vej til dette paradis og nyder åbenlyst at de ikke er en del af et kæmpe kommercielt turistcirkus, hvor alt koster penge og hvor den stive underdanige tjenerattituder er afløst af en munter stemning og en ”kom-som-du-stemning”.

Men det hele er på lånt tid – staten ejer stranden og alle restauranterne har lejet sig ind på korttidskontrakter. Når som helst kommer bulldozerne og vælter det hele. Der mangler kun pengestærke udlændinge, der vil bygge store beachresorts og hoteller – så er idyllen ødelagt. De lokale tager det meget roligt, de mener ikke at de vil betyde færre jobs på stranden – men jeg er ret overbevist om, at stemningen og ikke mindst de mange backpackere vil finde andre strande og dermed ryger den tilbagelænet atmosfære til fordel for beton, tjenere med slips og det primitive anlæg i baren med de store højtalere vil nok erstattes af blinkende lamper og en selvoptaget DJ fra Thailand....

SE FOTOS HER

White Sand Beach hele dagen

Lørdag den 21. november 2009;

Efter anskaffelse af et nyt kamera og væbnet med håndklæde, solcreme og Ray Ban indtog jeg White Sand Beach uden nogen former for anden planlagt aktivitet.

Liggestolene er placeret helt ned til vandkanten, og det koster intet at benytte dem, hvis bare man handler i baren. En øl koster 2,5 kr og en sodavand 5 kr., og så findes der et hav af drinks der imellem. Stemningen er afslappet – selv om der er rykind af cambodjanere, der ville til stranden og holde weekend.

Hvert 5 minut kommer en strandsælger og byder sig til. Massage er høj i kurs, og mange turister får en strandmanicure eller en hårfjerning oveni. Ellers er det mest børn, der sælger armbånd, frugt og kager. De tale et utrolig godt engelsk og er meget charmerende, når de forsøger at få afsat deres varer. Køber man derimod ikke noget, bliver de ofte sure og sender vrede blikke.

Mellem alle sælgerne kommer så krøblingerne, der enten mangler en arm eller et ben, eller er vansiret i en eller anden grad. De kommer kravlende på stranden og sætter sig foran en med bedende øjne og fremstrakte hænder. Der er så mange af dem, at det ville gøre én lige så fattig som dem, hvis man skulle give til dem alle – så det bedste er at lade helt være.
Man bliver efterhånden rigtig god til at ignorere dem og se gennem dem som luft. Men der er et par sekunder hver gang, hvor det stikker lidt i hjertet.

Efter 6 timer på stranden kravlede jeg selv hjem til hotellet. Godt gennemstegt af solen og træt i benene efter en lang gåtur langs vandet. Nu skal det gøre godt med lidt at spise og en time i internetcafe:-)

PS: Jeg tror jeg gentager succesen i morgen igen

SE FOTOS HER

DMC-FT1 er ikke længere blandt os

Lørdag den 21. november 2009;

I dag døde mit kamera. I en stille gestus til havet og den brændende sol, lod den sit beskyttende glas foran linsen lave en lille revne - ganske få minutter inden jeg sprang i vandet og selvfølge medtog min glade enøjede rejsekammerat . I mere end 2 en halv måned har den stillet skarpt på omgivelserne og foreviget de mest vanskelige situationer uden af brokke sig ret meget. I vejr og vind har den ufortrødent gemt uallige visuelle øjblikke og hengemt dem i HD-kvalitet.

Men den 21. november kl. 11.03 sagde den stop. Mens jeg plaskede rundt i bølgen blå, lod den ubemærket vand sive ind og åndede stille ud til en kølig drink ved liggestolen på stranden lidt senere...

Jeg tog derfor en tuk-tuk til bymidten og fandt en fotobutik ret hurtigt. I Cambodja kan man næsten få alt – undtagen Panasonic DMC-FT! Men lillebroderen (Panasonic DMC-FS4) lå klar og ventede på et rejseeventyr. 400 kr. er en pris der passer en backpacker og en ny rejseven er nu klar til Thailand, Indonesien, Malaysia og hvad der ellers venter. Ikke i HD, ikke i vand – men funktionsdygtig på land til både fotos og video. Og så fulgte et fornemt stødsikkert Canon-etui med:-)

Costa del Cambodja

Fredag den 20. november 2009;

Ved middagstid ankom jeg til Sihanoukville i den sydvestlige del af Cambodja. Stedet er som turiststed først opdaget i de senere år, og selv om strandene her ikke regnes for så gode som i nabolandet Thailand – så er der virkelig noget at komme efter.

Jeg har indkvarteret mig på GST Guesthouse for 5 dollars pr. nat. Dette betyder, at der ingen varmt vand eller aircondition er på værelset. Sådan er standarden, når prisen sal være lav. Men der er eget toilet, hyggelig restaurant og Internet-café:-) Og så er der kun 25 meter til havet. Hele området er en besynderlig blanding af Costa del Sol og beach-miljøet, som jeg forestiller mig man finder det på Jamaica. Restauranterne er flyttet helt ned til vandkanten, og lever af det turisterne køber for at kunne holde varmen ud. Flere af restauranterne tilbyde også gratis overnatning i primitive bungalower – men den del af backpacker miljøet tilhører jeg nu ikke endnu:-)

Byen er selvfølgelig opkaldt for at hædre den hedengangne konge Sihanouk, og blev bogstavelig talt hugget ud af junglen i slutningen af 50´erne for at gøre plads til den første havn i Cambodja, der kunne føre dybtliggende skibe for på den måde at undgå, at al trafik af varer skulle foregå via Vietnam.
I dag bor her ca. 60.000 mennesker og en del af dem lever af den kraftigt stigende turisme. Her er 4 strande som alle er meget velbesøgt – også af mere velstående cambodjanere fra Phom Penh. Herudover er der en del øer i området – som alle er med hvide strande og med en næsten Robinson Crusoe´sk atmosfære. Man kan selvfølgelig købe udflugter til disse øer, og evt. overnatte på primitiv vis uden elektricitet eller andet godt.

Mit hotel ligger ved Occheuteal Beach, som også er der de fleste backpackere holder til. Her er billig overnatning, billige restauranter og et afslappet barmiljø med konstant Bob Marley musik i højtalerne, matchende de backpackere, der lufter deres rastafari-hår, mens de smøre deres sarte kroppe ind i solcreme...

Den megen turisme har selvfølgelig også ført alle skyggesiderne ved denne industri med sig. Det kan aflæses af hotellet regler, der hænger på alle værelser. Reglerne afspejler også at der dog trods alt forsøges at sættes grænser i et land, hvor alt tilsyneladende er tilladt. F.eks. står der:

- det er forbudt at udnytte børn seksuelt. Alle former for børneprostitution er forbudt på vores Guesthouse
- Det er ikke tilladt at medbringe nogen våben eller eksplosiver, ligesom narkotika eller andre giftige substanser ikke er tilladt

Når et stærkt kommunistisk styrer falder, giver det befolkningen mulighed for at få del i alle de gode, som vi i den vestlige verden er så stolte af – talefrihed og demokrati, mødefrihed og ingen censur. Men altså også prostitution af børn, narkotika og dets følger af kriminalitet samt aids og andre seksuelt relaterede sygdomme. Alt dette i et miks af gigantiske våbenlagere fra mange års borgerkrig kan nemt blive en farlig cocktail.

Foreløbig består cocktailen dog kun af billig vodka, happy pizza, en masse sol og hvide strande tilsat et skvat Bob Marley.... Og det er nu ikke så værst:-)

PS: Har købt et pa Ray Ban solbriller (næsten ægte) for 2 dollars.

SE FOTOS HER

Strandene venter nu

Torsdag den 19. november 2009:

Med en fantastisk solnedgang på terassen på Happy Guest House, har jeg bestilt en busbillet til Sihanoukville i morgen. Jeg rejser fra Phnom Penh kl. 08.30. I Sihanoukville findes de bedste badestrande og så nærmer jeg mig også Thailand:-)

Turen tager 4 timer og koster One Dollar i timen:-)

Se den opdaterede rejserute herunder:


Vis stort kort