fredag den 20. november 2009

Costa del Cambodja



Fredag den 20. november 2009;

Ved middagstid ankom jeg til Sihanoukville i den sydvestlige del af Cambodja. Stedet er som turiststed først opdaget i de senere år, og selv om strandene her ikke regnes for så gode som i nabolandet Thailand – så er der virkelig noget at komme efter.

Jeg har indkvarteret mig på GST Guesthouse for 5 dollars pr. nat. Dette betyder, at der ingen varmt vand eller aircondition er på værelset. Sådan er standarden, når prisen sal være lav. Men der er eget toilet, hyggelig restaurant og Internet-café:-) Og så er der kun 25 meter til havet. Hele området er en besynderlig blanding af Costa del Sol og beach-miljøet, som jeg forestiller mig man finder det på Jamaica. Restauranterne er flyttet helt ned til vandkanten, og lever af det turisterne køber for at kunne holde varmen ud. Flere af restauranterne tilbyde også gratis overnatning i primitive bungalower – men den del af backpacker miljøet tilhører jeg nu ikke endnu:-)

Byen er selvfølgelig opkaldt for at hædre den hedengangne konge Sihanouk, og blev bogstavelig talt hugget ud af junglen i slutningen af 50´erne for at gøre plads til den første havn i Cambodja, der kunne føre dybtliggende skibe for på den måde at undgå, at al trafik af varer skulle foregå via Vietnam.
I dag bor her ca. 60.000 mennesker og en del af dem lever af den kraftigt stigende turisme. Her er 4 strande som alle er meget velbesøgt – også af mere velstående cambodjanere fra Phom Penh. Herudover er der en del øer i området – som alle er med hvide strande og med en næsten Robinson Crusoe´sk atmosfære. Man kan selvfølgelig købe udflugter til disse øer, og evt. overnatte på primitiv vis uden elektricitet eller andet godt.

Mit hotel ligger ved Occheuteal Beach, som også er der de fleste backpackere holder til. Her er billig overnatning, billige restauranter og et afslappet barmiljø med konstant Bob Marley musik i højtalerne, matchende de backpackere, der lufter deres rastafari-hår, mens de smøre deres sarte kroppe ind i solcreme...

Den megen turisme har selvfølgelig også ført alle skyggesiderne ved denne industri med sig. Det kan aflæses af hotellet regler, der hænger på alle værelser. Reglerne afspejler også at der dog trods alt forsøges at sættes grænser i et land, hvor alt tilsyneladende er tilladt. F.eks. står der:

- det er forbudt at udnytte børn seksuelt. Alle former for børneprostitution er forbudt på vores Guesthouse
- Det er ikke tilladt at medbringe nogen våben eller eksplosiver, ligesom narkotika eller andre giftige substanser ikke er tilladt

Når et stærkt kommunistisk styrer falder, giver det befolkningen mulighed for at få del i alle de gode, som vi i den vestlige verden er så stolte af – talefrihed og demokrati, mødefrihed og ingen censur. Men altså også prostitution af børn, narkotika og dets følger af kriminalitet samt aids og andre seksuelt relaterede sygdomme. Alt dette i et miks af gigantiske våbenlagere fra mange års borgerkrig kan nemt blive en farlig cocktail.

Foreløbig består cocktailen dog kun af billig vodka, happy pizza, en masse sol og hvide strande tilsat et skvat Bob Marley.... Og det er nu ikke så værst:-)

PS: Har købt et pa Ray Ban solbriller (næsten ægte) for 2 dollars.

SE FOTOS HER

Ingen kommentarer:

Send en kommentar