Den katolske Elvis

Lørdag den 10. oktober 2009 (aften):

Vi er som nævnt tidligere kommet vel til Dumaguete. Vi har fundet et luksushotel, der virker næsten overvældende efter vores lidt primitive ophold ved de hvide strande på Siquijor. Hotellet hedder da også Grand Pensionne Plaza. Det koster 44 kr. pr. nat for hver af os, men så får vi også aircondition, 70 tv-kanaler og fri trådløs Internet på værelset. På TV har vi set lidt NRK bare for at høre lidt norsk tale – men ellers er MTV og Discovery vores foretrukne. NRK minder mest af alt af en lidt støvet visuel udgave af DR´s P1.

Vi begyndte vores ophold i Dumaquete, der med en befolkning på 120.000 må betragtes som en større by her, med en gåtur i bybilledet. Vi har ikke længtes efter den meget larm og bilos, men de mange muligheder og butikker passer os fint. Vi har købt en ekstern harddisk til alle vores fotos. En lille chik sag på 250 GB til 300 kr.

På vores lille bytur kom vi forbi en katolsk kirke, der netop skulle i gang med gudstjeneste. Nysgerrigt gik vi ind og så for sent den store plakat, hvor det bekendtgjordes at rødblomstrede shorts ikke regnes for klædeligt i Kirken. Frederik tog den nu roligt - ”De er i hvert fald rene” som han sagde...

Det blev en ret sjov oplevelse. For det første var kirken fyldt af mennesker, og de stod helt ud på gaden. For det andet var præsten noget af en oplevelse. Han kom ind med et kæmpe afrohår – afbleget til en brungullig farve, som det tit ses, når man her på egnen vil ændre sit ibenholtsorte hår til noget blond. Herudover var meget lys i huden – så enten lider han af samme mystiske sygdom som Michael Jackson :-), eller også er han albino (Filippino Albino). Any way – hans fremtræden understregedes af et par meget tykke brilleglas og en mistænkelig amerikansk accent (der dog samtidig understregede, at han bestemt ikke er amerikaner) Hele messen foregår på engelsk, så vi havde faktisk mulighed for at følge med. Temaet var katastrofen i Manila – og tekststykket var Markus 10: 17-30,- det med kamelen og nåleøjet.

Præsten messede på sit amerikaniserede engelsk og slog ofte over i sang. Der stod han med sin håndholdte mikrofon i den lette brise fra de utallige ventilationsanlæg der er ophængt i loftet, så hans albino-fro bølgede som en hvedemark på en luftig sommerdag og sang præcis som Elvis ville have gjort det. Om han lavede Elvis´ rytmiske underlivsbevægelser kunne vi ikke se for præstekjolen.
Det hele tog en times tid, og indimellem blev det hele afbrudt af fællessang med et kæmpekor, der sang 3 stemmigt eller taksigelser til Gud. Og på et tidspunkt skulle vi hilse hånd med alle omkringstående og ønske fred.

Selv om vi nok mest fæstnede opmærksomheden til den Croonende præst, så var vi også bagefter enige om, at der var en god og folkelig stemning, som vi godt kunne tænke os lidt mere af i Danmark.