I dag var det store Angkor Wat-dag. Noget jeg havde set frem til og havde store forventninger til. Og de blev mildest talt indfriet på alle fronter!
Jeg blev hentet af Lam (ja det hedder han) kl. 10.00 som aftalt, og vi kørte direkte ud til området med alle Angkor templerne. Tempelområdet Angkor er mere end 30 kvadratkilometer stort, rummer tæt ved 100 templer og har i sin storhedstid haft op imod en million indbyggere. Hovedtemplet Angkor Wat er verdens største religiøse bygningsværk. Det dækker over en kvadratkilometer, og det menes at have taget 25,000 mand over 40 år at bygge det enorme tempel.
I så stort et område er det godt at have sin egen guide med. Lam kørte med rundt på området,- som chauffør har han gratis indgang – mens jeg betalte for et en dags pas til 20 dollars. Mange turister køber både
Da jeg sagde til Lam, at jeg ønskede at se det vigtigste, lavede han en specialrute, og de næste 6 timer kørte han mig rundt og viste og fortalte samtidig om alt det han vidste om templerne. Ved middagstid fik vi lunch (spicy chicken and rice) og så fortsatte turen ellers. Han havde stillet mig i udsigt, at jeg kunne komme en tur i luftballon og se det hele fra oven – men ballonen manglede helium, og jeg gik glip af min første ballontur...
Vi begyndte med Angkor Wat – hovedtemplet. Templet blev bygget mellem år 802 og 1432 og var hovedstad i det mægtige Khmer-rige. Selve templet Angkor Wat er bygget af Suyavarman II (ca.1132- ca. 1150) til ære for hinduguden Vishnu. Efter Khmer-rigets fald blev templerne dækket af junglen, og det var først, da franskmændene kom til Cambodja i 1
Angkor Wat er et fantastisk bygningsværk, som næsten ikke kan beskrives. Et sted med en fabelagtig atmosfære som overgår selv de største forventninger. I selve hovedtemplet findes en svalegang med tusindvis af smukke relieffer, der beskriver livet for tusind år siden, og fortæller legender fra den hinduistiske mytologi. Det store Amfiteater dannede i sin tid rammen om elefantvæddeløb, og hele det gigantiske tempelkompleks er omkranset af en stor voldgrav. Det er ikke uden grund, at Angkor Wat kaldes for et af verdens syv vidundere.
De fem tårne i midten af Angkor Wat pryder også det cambodjanske flag og flere af deres pengesedler. Grunden til, at Angkor Wat og Angor området i det hele taget er så betagende, skyldes ikke mindst, at man befinder sig midt i en jungle, som man levende fornemmer ganske hurtig vil overtage området igen, hvis den ikke blev holdt i skak. Der findes nok ikke den beskrivelse, der er i stand til at udtrykke, hvor storslået dette bygningsværk i virkeligheden er. Man synker hen i tavs betagelse over, hvordan arkitekterne på den tid kunne skabe sådanne bygninger.
Et andet meget fascinerende tempel er Ta Prohm, der bogstavlig talt omfavnes af den omkringliggende jungle i et tæt favntag. Ta Prohm er bygget som et buddhistisk tempel omkring år 1186 og har i over 500 år været uden beskyttelse mod tidens og junglens kræfter. Fra resterne af templet vokser kæmpetræer, der strækker sig mod lyset, og nede i træernes svale skygge gennemtrænges templets kunstfærdige udformede kalksten af store rodnet.
At have sin egen guide med i denne jungle af templer er en fordel – det er faktisk svært at orienterer sig, og så er det en fryd af passerer de uendelig mange grupper af amerikanske og japanske turister, der i gåsegang tramper afsted i varmen efter deres turguide, der forrest vifter med et gult flag. Svedige og bevæbnet til tænderne med alverdens fotoudstyr fra Nikon og Canon flokkes de om de samme motiver og bevæger sig fremad i sneglefart. Man må da håbe de har indløst femdags pas til området.
Jeg tog ingen billeder i dag. Det klarede Lam. Selv om han bestemt ikke er en øvet fotograf eller vant til digitalkamera, insisterede han på at tage billeder hele dagen. Aldrig er jeg blevet eksponeret i så voldsom en grad. Og det ligger jo ikke lige til mig....
Men ud over templer og fotosessions blev det også til en masse snak om alt muligt andet. Lam er god til engelsk og vil gerne fortælle – også om sit eget liv og om Cambodja. I samtalerne undrede det mig, at han aldrig spurgte hvad jeg lavede af profesion og under middagsmaden spurgte jeg hvorfor. Lam kiggede forundret på mig og sagde; ”Jeg interessere mig ikke for, hvordan du tjener dine penge – det er dig som menneske der er interessant” De ord vil prøve at efterleve lidt mere – selv om det bliver svært i et land som Danmark, hvor vores identitet og personlighed oftest kædes sammen med vores job.
SE ALLE LAMS FOTOS HER (kommer i en lind strøm, når Nettet virker....)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar