Mandag den 26. oktober 2009:Vores planlagte tur til en af Hué skoler blev desværre aflyst, da vore lærervens svigerfar var blevet syg og skulle flyves til Hanoi. I stedet blev vi inviteret til Buddha-tilbedelse i det lokale tempel. Det er indrettet på første sal i nabobygningen under trange kår. Rummet var fyldt med hovedsagelig kvinder, der med røgelsespinde i siddende tilstand bad foran alteret, mens et par musikanter spillede løs og sang.
Når man træder ind i et religiøst rum i Vietnam, er der virkelig noget for alle sanser. Dufte breder sig i lokalet - ikke bare fra røgelsespindene, men også fra forskellige parfumerede lys og olier. Der er musik hele tiden - messende og i perioder ret monotont, men aldrig stilhed. Alle er klædt om til begivenheden i farvede dragter i silke, og rummet er dekoreret i alverdens farver. Eller sagt på en anden måde - her er fest!!
For os virker alt dette lidt opstyltet. Vores tradition er nærmest diametral modsat. Hos os er sanseverdenen nærmest forbudt. Når vi træder ind i den danske folkekirke er rummet ofte helt hvidt med ganske få dekorationer på væggen. Ingen lugte (med undtagelse af den der lidt mugne lugt en uopvarmet kirke nemt får) Og så roen - når orglet har bruset færdig er der tyst - ingen snak, ingen lyd, ingen duft. Sanserne er lukket ude, sat ude af drift. Først når gudstjenesten
er ovre, og man igen træder ud i solen, er man igen funktionsdygtig på sanseområdet...Vi savnede nu også lidt roen i ceremonien idag - muligheden for at dvæle og lade tankerne arbejde selv, og så må jo erkende, at hele optrinnet for os lidt får karakter af en fastelavnsfest. Men vi nød det og er helt klar over, at vi ikke havde mulighed for at være en del af det, hvis ikke de venlige mennesker vi mødte havde budt os indenfor.
Efter bønnefesten kørte vi på motorcykler til stranden. Det er off season her, så vi var nærmest de eneste der og kunne dermed sidde i ro og meditere til synet af fiskerne der slæbte deres både op på stranden. En pige fra den lokale restaurant tog tid til at slå sig ned for at sludrer og fortalte at hun og hendes forældre tjente 10 mill. dong om året ved at drive den lille re
staurant. Det svarer til ca 2700 kr. Hun er som stort set alle vietnamesere vi har mødt meget interesseret i andre lande og livsvilkår og meget spørgende. Et af de spørgsmål som hun var meget interesseret i, og som vi havde lidt svært ved at forklare var, hvordan sne er. Hun havde set det tit på TV, men aldrig mærket det. Hun drømte om en dag at kunne opleve sne og måske prøve at stå på ski. Men med en familieindkomst på under 3000 kr. om året er det næsten hjerteskærende at se hendes håbefulde øjne der drømmende allerede er taget afsted.Måske er det hemmeligheden bag den vietnamesiske optimisme. De har stadig drømmene og håbet - det er dem der holder samfundet i gang!
Se flere fotos her
Ingen kommentarer:
Send en kommentar