
Mandag den 11. januar 2010;
Jeg havde egentlig besluttet at holde en ”fridag” og bare drive lidt rundt ved havnen og nyde solen i parken. Solen skinner fra en skyfri himmel, og varmen virker værre end den er, fordi den lette brise ikke har indfundet sig i dag.
I skyggen under palmerne i Hobarts parker ligger folk og læser eller småsnakker. Ismanden har kronede dage og langs med kajen i havnen ses folk med hvid solcreme på næsen og vand i flasken. Tempoet i byen er sat ned og det virker som om folk har besluttet at bruge dagen på at samle energi til resten af ugen.

Jeg lagde mig i en af parkerne med en flaske vand og en sandwich og lyttede til ”Under en strålende sol” af Khaled Hosseini og lod tankerne flyve afsted til Kabul og livet i Afghanistan. Lydbøger har den fordel, at man bare kan lukke øjnene og forsvinde ind i bogens univers og passer man ikke på, kan hele dagen nemt gå med det.
Efter et par timer i parken trængte jeg til noget koldt at drikke, og samlede derfor mine ting og gik i retning af Salamanca Place, hvor rækken af de gamle, forlængst nedlagte lagerbygninger i sandsten nu er erstattet af alt fra restauranter, frugtmarkeder, internetcafeer og kunstgallerier. Jeg fik på afstand øje på en rød båd, der i stor hastighed kom drønende ind i havnen. Jeg købte en iste og lod min nysgerrighed føre mig til den røde båd – den virkede dragende på min solvarme og søvnige krop.
Båden er ejet af Wild Thing Adventures og er en ombygget militærbåd fra New Zealand. Den har plads til 25 mennesker ombord og bagerst ses hele tre motorer med hver 300 hk. Jeg blev straks opdaget af en ansat på båden, der kunne se mine store øjne, der afspejlede blikket fra en lille dreng, der k

Vi var 25 ombord, der alle sad med samme forventning og spænding og især mændene opførte sig som teenagedrenge, mens de alligevel udgav sig for at være særdeles erfarne med sejlture af denne art. Især de der havde en søn eller to med sig, gav den som erfarne søfolk – men selv deres børn kunne vist gennemsk

Så gik det ellers afsted. Jeg aner ikke ret meget om hestekræfter og motorer, men jeg kan skrive under på, at 900 hestekræfter i en relativ lille båd går meget hurtigt!! Man får tårer i øjnene, som når man kører motorcykel uden hjelm, og al samtale var pga. larmen fra motoren umulig. Vi sad der og var helt bogstaveligt ”i samme båd” Kaptajnen Neil lavede store cirkler og nød vores gispen efter vejret. Skumsprøjt ramte os i ansigtet og landskaberne på begge sider af floden blev pludselig en sekundær ting af oplevelsen.
Turen tog en time, men føltes som 5 minutter, og selv om Neil ind imellem stoppede båden og fortalte små anekdoter om steder vi så, så tror jeg at vi alle nok mest vil huske tilbage på farten, suget i maven og forbløffelsen over hvilke kræfter der gemmer sig bag 900 hestekræfter fra Suzuki.
Efter turen lagde jeg mig atter i parken, lukkede øjnene lod turen køre for mit indre blik. Det eneste jeg manglede i dag var et langt hår, som vinden kunne have kastet fra side til side – ellers var alt perfekt!!
SE FOTOS HER
Hello! I simply wish to give a huge thumbs up for the nice info you may
SvarSlethave here on this post. I will be coming back to your weblog for more soon.
Also visit my weblog: seohyun yonghwa eng sub ep 23