Luna Park...

Onsdag den 6. januar 2010;

Nogen gange bliver man pludselig mindet om en episode fra ens barndom, når man står på den anden side af kloden. Sådan et flash back fik jeg i dag. Jeg var på gåtur langs vandet, da jeg pludselig kom til forlystelsesparken Luna Park.

Som barn kom der en gang om året et omrejsende tivoli til byen, hvor jeg boede. Det hed Luna Park og var højdepunktet for byens ungdom. Ud over karruseller og andet gøgl betød det nemlig også fest, øltelte og diskotek. Ja fest hele natten. Her mødtes fyrene på knallerter og spillede fandens karle for de fremmødte piger der småfrøs i deres små kjoler i den kølige fynske sommernat. Her blev røget cigaretter og drukket øl og ofte kom nogle af knallert-fyrene op og slås sidst på natten til stor interesse for tivoligæsterne. Luna Park var simpelt hen indbegrebet af alt det en hver frisk dreng kunne ønske sig af spænding og fest.
Som 12 årig fik jeg lov at gå I Luna Park om eftermiddagen og nød hvert et minut. Vi var en flok drenge, der aftale, at vi om aftenen ville tage derned igen. Se på de store cigaretrygende og øldrikkende drenge, der gassede med deres knallerter og slog en prober næve. Så jeg var noget rystet, da min far kort meddelte, at det måtte jeg ikke. Alle hans argumenter prallede af på mig, og jeg indvendte, at alle de andre drenge fra klassen da gerne måtte.
Mens min far blot rystede på hovedet og genoptog læsningen af Fyens Stiftstidende løb jeg (nu grædende) på mit værelse på første sal og smækkede alle døre efter mig. På trappeafsatsen satte jeg mig nu med korslagte arme og råbte ned til de forældre, der på kort tid nu fremstod som gamle, reaktionære og frihedsberøvende, at JEG VIL I LUNA PARK. Mine forældre har sikkert muntret sig med min tilråb nede fra stuen og anet, at en vanskelig teenagetid lå lige om hjørnet:-)
Jeg ved ikke hvor lang tid jeg sad der på trappen grædende og råbte – men i min mors hukommelse er det mange timer, og hun påstår også, at ordene efter mange gentagelser ændredes til “Jeg vil i Lulla-parken...” Om det er sandt ved jeg ikke, men jeg kom I hvert fald ikke I Luna Parken den aften.

Den historie kunne jeg nu mindes i St. Kilda mere end 30 år efter, og besluttede mig selvfølgelig for at tage revanche. Jeg gik I Luna Park!! Indgangen er gratis, men det koster penge at prøve de forskellige forlystelser. Parken er gammel – åbnede I 1912, og man kan bl.a. prøve verdens ældste rutschebane Scenic Railway, der har kørt lige siden parkens åbning.

Jeg prøvede ikke rutschebanen – men nød synet nedefra sammen med en stor is:-) Der var ingen knallertkører der hang ud med smøger og øl – ja alkohol er faktisk forbudt i Luna Park. Der var ingen småfrysende piger i Olivia Newton John outfit og ikke antydningen af slagsmål. Men den mekaniske tivolimusik og skrigene fra forlystelserne var de samme som dengang.

Jeg gik smilende fra Luna Park, og mindede mig selv om, at barndommens Luna Park historie endte, da jeg om mandagen kom i skole og skulle erkende for alle de andre drenge i klassen, at mine forældre var nogle gamle forstokkede idioter, der havde nægtet mig det, der syntes som en menneskeret, og erfarede at ikke en eneste af de andre havde fået lov til at tage afsted. Fællesskabet var etableret men ikke synet på forældrene...

Se fotos her