fredag den 6. november 2009

Maskingevær og porno på mobilen


torsdag den 5. november 2009;

Vi begyndte vores tur mod Luang Prabang kl 09.45. Vejret var fantastisk og bjergene lå søvnigt i morgendisen og ventede på os.
Fulde af optimisme og med to ny-gennemsynet motorcykler var vi klar til den helt store bjergtur. Og det fik vi. Jeg tror aldrig i mit liv jeg har oplevet så fantastisk natur og euforien drønede rundt i kroppen, når vi på motorcykelerne sneg os op af de mange hårnålesving, der overraskede hver gang med en ny og ubegribelig udsigt.

Vores motorcykler spandt, selv om de store stigninger (der var voldsomme) indimellem krævede kørsel i de lave gear. Alt var perfekt. Vi havde rockmusik i mp3´eren, solen bagte og i de mange små bjerglandsbyer vi passerede, vinkede folk og legende børn til os.

Vi kunne se, at de var muligt at nå Luang Pragbang inden mørkest frembrud, -det bliver kulsort allerede kl. 18.

45 km fra Luang Prabang indtræf så katastrofen. Min Honda ville ikke mere. Som en gammel hund med gigt nægtede den at røre sig ud af flækken. Der stod vi på en bjergtop og var fortabte. Men som altid var der søde og hjælpsomme laoter nær os, og i dette tilfælde et par drenge. Den ene bar et maskingevær på ryggen (han var vel 16 år), og det rystede os selvfølgelige en del. Men han smilede og sagde efter et kort kig Hondaen, at det var tændrøret, der skulle skiftes. Nu kom der flere drenge til, og mørket faldt på. I lyset fra en mobiltelefon, arbejdede de med at skifte tændrøret og selv om jeg forsøgte at forklare, at det var skiftet dagen i forvejen, arbejdede de ufortrødent videre. Det var selvfølgelig ikke tændrøret - men drengene var som alle i Laos af den holdning, at det hele nok skal ordne sig. De grinede i mørket og viste pornoklip frem på deres mobil.

I et land hvor hvor 75% af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og hvor man bor i primitive bambushytter og steger rotter over bål, virker det noget surealistisk at stå på en bjergtop med 8 teenagedrenge og se porno på en mobiltelefon, mens den ene har en Kalasnikov hængende over skulderen.

Efter et stykke tid blev vi ekskorteret ned i landsbyen og kørt hen til en, der åbenbart vidste lidt mere om motorcykler. Han konstaterede at det nok var batteriet, det var galt med. Han ville tage motorcyklen med til en anden landsby og få det skiftet og regnede med at det ville koste 200 000 kip. (125 kr).

Herefter blev vi anvist sovepladser under et halvtag, tilbudt et tæppe og en krukke ris blev fundet frem. Inden vi faldt i søvn var en del af landsbyen forbi for ved selvsyn at se de mærkelige europæere, der skulle overnatte. Vi rullede os ind i tæpper og spekulerede over hvorfor en dreng i en bjerglandsby render rundt med et maskingevær. Det virker både mærkeligt og meningsløst - så er svaret om mobilporno nok lidt nemmere at besvare.

PS: Frederik er nu på toppen. En tur i bjergene er ren helbredelse!!!

SE FOTOS HER - upload af fotos vil komme i løbet af dagen. Kig forbi:-) Laos er ikke vant til bloggere med vores upload-krav....

Ingen kommentarer:

Send en kommentar