onsdag den 4. november 2009

Motorcykel for dummies


Onsdag den 4. november 2009;

Vi har besluttet at drage videre i morgen. Turen går igennem bjergene til Kasi og derefter videre til Luang Prabang. Da vi ved at turen bliver hård for vores motorcykler, besluttede vi her til aften, at tage dem til en af de lokale mekanikere for et større gennemsyn.

Frederik er helt frisk endnu, men han regner med at en nats søvn vil gøre underværker. Jeg har lovet ikke at skrive noget om hans afførring, men det er nu også en tynd historie...

To mekanikerdrenge med speciale i Honda så først på Frederiks udstødning (altså den på knallerten) og konstaterede at den var knækket. En helt ny blev fremskaffet og sat på. Herefter blev min bagbremse skiftet og for- og baglys lavet. Frederik fik nu skiftet begge tandhjul og lavet bremselys samt forbremse. Drengene arbejdede så det svedte og morede sig over de mange ting vi skulle have lavet. Rygtet bredte sig hurtigt, at et par tåbelige backpackere var ved at få lavet alt på deres bikes og flere dukkede op for at følge slagets gang.Da vi fortalte dem, at vi ville køre til Luang Prubang, sendte de hinanden det der blik, det kan oversættes med "Der når de sgu aldrig hen..."

Vi bad også om at få skiftet olie og tændrør og nu føler vi os meget klædt på til den store bjergtur af landevej 13 - den eneste der går nordpå.

Under hele operationen, der tog en times tid, fulgte vi koncentreret med i alt hvad drengene foretog sig, og vi føler nu begge, at vi ved langt mere om motorcykler end igår. Vi er fast besluttet på at vise mekanikerdrengene, at vi nok skal komme til Luang Prubang!

Hvad koster sådan så et eftersyn af to motorcykler incl. reservedele og arbejdsløn? 295,50 kr!! Lad os håbe det er pengene værd.

Herunder ses fotos fra værkstedet




Ingen kommentarer:

Send en kommentar