søndag den 6. december 2009

Kultur-tur i Kota Kinabalu



Søndag den 6. december 2009;

Kota Kinabalu en hurtigtvoksende by især fordi den er hovedbyen i Sabah og fordi byen er det vigtigste knudepunkt for flytrafik til for rejsende til det nordlige Borneo.
Byen er en moderne ”city” med mange indkøbscentre og en million hoteller. Ca. 60% af befolkningen er muslimer, men her er mange andre religioner repræsenteret – bl.a. katolikker. Måske skyldes det, at der findes en filippinsk koloni her, der driver en del handelsvirksomhed (og i øvrigt sidder på en stor del af prostitutionen).

Jeg besluttede at bruge eftermiddagen på at se lidt nærmere på de mere kulturelle tilbud i byen – og håbede på at finde lidt kølige steder, hvor jeg kunne krybe i ly for den kvælende fugtige varme, der er her.

Turen begyndte med Stats moskeen – der mildest talt er et mesterværk i moderne arkitektur. Den er placeret centralt i byen og troner med sine guldindlagte kupler. Jeg synes moskeen er et godt eksempel på en unik kombination af islamisk arkitektur og moderne design. Der er plads til 500 mennesker i moskeen, og taxachaufføren, der kørte mig derhen sagde at den besøges af muslimer fra hele verden.

Efter islamisk arkitektur gik jeg til Sabah Museum, der findes lige i nærheden. Nærmest som plantet midt i junglen ligger museet med bl.a. botanisk have og en etnisk landsby i naturlig størrelse. Det var alt for varmt til at vade rundt på det store areal – men samtidig så godt lavet, at jeg ikke bare kunne gå uden at se det færdigt.

På vejen hjem stødte jeg ind i Sacred Heart Cathedral – den katolske kirke. Der var total happy korsang og hallelujastemning, så jeg stak hovedet ind og blev der en times tid. Jeg betragter det nærmest som en slags koncert, hvor publikum indimellem deltog aktivt.

Efter kirkekor tog jeg hjem til hotellet, hvor jeg var blevet flyttet fra mit luksusværelse til et single-værelse til halv pris. Standarden er den samme – der er bare ikke så meget plads.

SE FOTS HER

Ingen kommentarer:

Send en kommentar