I et lille døgn havde vi frygtet den 18 timers togtur til Chengdu,
hvortil vi havde købt siddepladser. I "waiting hall", hvor vi skulle
sidde i en time inden toget afgik, nægtede Frederik da også at sidde
ned. Han konstaterede blot demonstrativt, at han ville komme til at
sidde rigeligt det næste døgn! Og vi huskede da også begge med frygt,
hvordan vores baller blev lammet og ryggen skæv efter sidste togtur,
der kun tog 8 timer!
Endelig blev det vores tur til at gå til toget – vi skulle være i vogn
3. Toget havde mere end 30 vogne og kom fra Shanghai. Vi fik tjekket
billetterne den sidste gang inden vi steg op i toget. Her ventede der
noget af en overraskelse, for vogn 3 var en sovevogn med 6 køjer i
hver kuppee. Det gik op for os, at sprogvanskelighederne for en gangs
skyld havde været på vores side, og at vi åbenbart havde købt det de
her kalder "hard sleepers" billet til øverste køje. Lettelsen var
total og i flere minutter bredte euforien sig som små bobler i vores
indre, og vi bare grinte og grinte i flere minutter. Der er ingen
tvivl om, at der vil gå lang tid inden vi igen vil være så tilfredse
med at ligge så dårligt!
Der midt i vogn 3 helt oppe under loftet flankeret af et inferno af
skrigende børn, bøvsende, smaskende voksne og lyden fra 500
mobiltelefoner, lå to danske backpackere og strakte deres ben under
dynen og nød at være en del af det hele.
At man i en åben sovevogn kommer hinanden ved kan følgende lille
historie bevise. Frederik og jeg står og ser på bjerglandskabet der
drøner forbi, og en kineser kommer hen og står længe og studerer min
ene arm. Så siger han noget og rører derefter i en aende bevægelse
mine hår på underarmen. Han griner og peger på sin egen hårløse arm og
får hurtigt hidkaldt andre passagere, der også skal føle min behåring!
Frederiks armbehåring er der ganske vist, men hans blonde fremtræden
gør ham i denne sammenhæng helt usynlig for de sammmenstimlende
kinesere. Pludselig siger Frederik så: "så skulle I se hans mave..."
og trækker op i min t-shirt. Der stod jeg midt i en sovevogn med
tilskuere hængende ud fra køjerne og blottede min mave til stor
begejstring for alle. Det er Kina – det er grænseoverskridende.
Vi har nu fundet ud af, hvorfor det tager 18 timer at køre de ca. 700
km. mellem Xian og Chengdu. Dels passerer vi en del bjerge, der gør at
toget langt fra kan tage fugleflugtslinien og dels stopper toget ved
alle stationer under vejs – ca. hver halve time. På den måde snegler
vi os afsted mod Chengdu, der i 2006 blev kåret til den fjerdebedste
by at bo i i Kina. Vi ser frem mod mødet med denne millionby (4,5
mill.) og ikke mindst det panda-reservat vi ved findes der.
Fotos: http://gallery.me.com/staunstrup#100106
Video: http://gallery.me.com/staunstrup/100049
PS: Vi er nu ankommet til Chengdu og turen tog 20 timer!! Det kan
mærkes i ryggen, men bare tanken om at det kunne være 20 timer
siddende kalder smilene frem. Vi er nu på Starbucks, hvor vi loader
dagens blog op. Bagefter skal vi på jagt efter et hotel. Her er
overskyet men varmt. 32 grader.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar