tirsdag den 20. oktober 2009

Hold op vi skal brænde mange penge snart....


Tirsdag den 19. oktober 2009

Da vi i går ved 20 tiden ventede på vores sovebus og de 10 timers kørsel til Nha Trang, oplevede vi noget meget besynderligt.
En dame kom pludselig ud til fortovskanten med en lille gryde af jern og begyndte at lave et lille bål. Nu sker den slags ting jo i et meget fattigt land, men damens ydre signalerede bestemt ikke hjemløs. Hun havde en pæn nystrøget skjorte på, et par mørkeblå bukser og pæne sandaler. Vi fulgte fra vores plads på en trappesten hendes bålaktiviteter, og da vi godt vidste, at hun heller ikke var ved at tage duelighedstegn i det lokale spejderkorps måtte vi nysgerrigt følge med. Vores forundring blev ikke heller mindre, da kvinden pludselig fremtog et bundt pengesedler og begyndte at brænde dem af en for en. Vi var målløse!! Her sad en tilsyneladende velhavende kvinde midt i et af Saigons fattigste kvarterer omgivet af tiggere og hjemløse og brændte penge af. Tilsyneladende vakte hendes pyromaniske udskejelse heller ikke opsigt blandt de fattige, der blot passerede kun med turister som deres eneste tiggermål.

Efter afbrændingen kastede hun ris på gaden og brændte herefter nogle små kager af. Nu havde vi nok luret, at der var tale om en religiøs handling. Men inden vi havde fået samlet os efter sceneriet og spurgt hende om årsagen til det hele, var hun væk.
En mand der havde set vores store øjne kunne heldigvis give os nogle svar – som i første omgang skabte mere forvirring end afklaring. Han sagde: ”Sådan gør vi to gange om måneden. Den 2. og den 16. Den ene gang er der gerne fuldmåne. Jeg kiggede på mit ur og kommenterede på datoen. Det var jo den 19. oktober... havde damen taget fejl? Men nej – i den slags reliøse sammenhænge opererer man med den kinesiske kalender, som åbenbart er bagud.
Manden kunne desuden fortælle, at pengene kun er kopier. I et fattigt land brænder man jo ikke de få penge man har af, sagde han med et skævt smil. Det er mere et billedligt udtryk til guderne om, at der gerne må følge lidt cash med i det næste liv!! Med hensyn til riskastning og afbrænding af kager så må svaret vente lidt, for vores bus kom, og vi måtte forlade offersnakken.

At optrinnet ligger meget langt fra vores tankegang er givet – og mens filippinerne smider deres penge i den katolske kirkes indsamlingskasse, så er symbolværdien i afbrænding af ”fake” penge egentlig meget sympatisk. Her er der ingen, der tjener på den der tror – Vi er i hvert fald med den 2. november – hvor vi virkelig skal ud og brænde penge af:-)

Frederik forsøgte at filme sceneriet:

Ingen kommentarer:

Send en kommentar