En tur på lægterne...

Lørdag den 26. december 2009:

Jeg vil ikke betragte min familie som fodboldtosset – til gengæld var der aldrig tvivl om, at vi var OB´ere. Mærkeligt ik? Men sådan var det, og far tog mig med til et par kampe årligt på OB´s stadion, især når der var lokalopgør i det der dengang var den bedste række,- nemlig 1. division. Når OB og B1909 bragede sammen, så sagde far altid; Skal vi tage en tur på lægterne i dag? Jeg spurgte aldrig, hvorfor han sagde sådan, men tog for givet, at det måtte være noget håndværker slang af en slags.
Jeg synes denne ”far-søn” ting var fantastisk. Ikke så meget pga fodbolden – men mere alt det udenom. Musikken, højtalerne, råbene, pølserne og fællesskabet. Det var dengang hverken skinheads eller nynazister var blevet interesseret i fodbold, og der var aldrig vold, når vi sad der på ”lægterne” - kun fest! Mandefest! Der sad jeg med store øjne og iagttog den forvandling alle mændene foretog i den halvanden time kampen stod på. De sang.... store stærke mænd tog om hinanden og bevægede sig rytmisk, mens de sang i vilden sky. Skete der noget særlig spændende hoppede de op og tog sig til hovedet, mens deres ansigter forvrængedes med dybe folder. Min far gjorde det også. Når alle de andre mænd rejste sig og råbte,- så gjorde han det også, og så kan finde på lige pludselig at råbe ”For satan”. Jo fodbold var en helt anden verden. Her var mænd lige, og der blev drukket fadøl og spist pølser med brød – nogen bøvsede og frække sange med vederstyggelige ord var tilladt. Det var tiden inden merchandisebegrebet blev skabt, så mange kom med hjemmestrikke halstørklæder og trøjer, der klart tilkendegav hvem de holdt med.

Når kampen var forbi, gik man småsnakkende mod bilerne, og de der havde fået lidt for meget fadøl råbte stadig som om de ikke havde fundet ud af at kampen var slut.

Jeg elskede de eftermiddage med fodbold på lægterne – når vi kom hjem havde min far jeg noget sammen der, som hverken mine søskende eller mor forstod eller skulle forstå, og selv om vi faktisk sjældent talte om kampene bagefter, så var det bare den der følelse af, at vi havde set 9´erne få tæsk af OB – sammen.

Denne historiske flash back fordi denne erindring kom til mig i dag i Perth. Der var nemlig fodboldkamp på Perth Oval som stadion hedder, og Perth FC (kaldet Glory) skulle møde Newcastle FC (kaldet Jet). De ligger henholdsvis nummer 4 og 5 i den national australske liga som er sponsoreret af Hyundai, og derfor hedder Hyundai A-League.
Jeg havde været heldig at få en gratis billet ved indgangen (det koster ellers 30 dollars) og hele to timer før kampen, sad jeg og så opvarmningskamp og nød solen og de 33 grader vi haft i dag. Efterhånden væltede det ind med folk, der alle ville bruge 2. juledag (eller Boxing Day, som de kalder den her) på fodbold.
Det var ren fest. Der stod jeg blandt tusinder af Perth-fans med deres lilla trøjer og råbte højt, drak fadøl og spiste hotdogs. Vi hoppede i takt og sang sjofle sange om dommeren og nød, at hjemmeholdet spillede fantastisk og vandt 4-0.
Det var præcis som dengang på Odense Stadion, hvor jeg også nød dette fodboldfællesskab og holdt med OB uden egentlig rigtig at vide hvorfor. I dag holdt jeg med Perth og råbte i kor med de andre at dommeren var en wanker... Fantastisk ik? Efter kampen gik vi stille hjem, mens solen gik ned over Perth.

Men bare rolig – når jeg rejser om et par dage er OB stadig MIT hold, og det kan Perth ikke ændre på. Selv om jeg stadig ikke rigtig ved, hvorfor jeg blev OB´er. Til gengæld ved jeg, at der findes en magi på ”lægterne” - som ikke kan forklares, men skal opleves!

OBS: Jeg har stadig problemer med at loade til galleriet. Håber I kan leve med nedenstående løsning