Vi befinder os i øjeblikket i Ningbo – en by med ca. 5,5 mill. indbyggere. Byen er en af de såkaldte store oplandsbyer til Shanghai og Shanghais modeliv og mærkevarer-ræs mærkes her meget tydeligt. Der er tydeligvis mange velhavende kinesere, der har slået sig ned her, og deres forkælede enebørn drøner rundt i bybilledet i deres høje hæle og Guggi-tasker, mens kæresterne kører dem rundt i dyre biler og viser sig frem. Trods deres tilsyneladende materielle rigdom er de dog under fattigdomsgrænsen når vi ser på evnen til snakke fremmedsprog og dermed muligheden for at kommunikere med fremmede, der ikke kan kinesisk.
Det mærkede vi tydeligt i dag, da vi gik i byen for at finde ud af, hvordan vi i morgen kan komme til den lille ø Putuoshan. I mere end to timer forsøgte vi at finde nogle, der kunne hjælpe os. Vi begyndte i hotellets reception – og ved at vise dem øens navn på kinesisk, blev de klar over, hvad vores problem var,- men hér holder den brugbare kommunikation også op. Der bliver skrevet en masse på kinesisk, som vi ikke forstår, og vi responderer med tegninger af skibe og busbilletter. Resultatet er at vi ikke fatter nogen ting. Sådan noget kan gøre en desperat, og jeg fik derfor den ide, at vi bare kunne stille os på banegårdspladsen og råbe øens navn højt i håb om, at nogle ville forbarme sig over os og evt. bringe os videre. Og det hjalp! En mand kom os i møde og sagde på kinesisk, at han kunne hjælpe os og bad os følge med. Da vi havde gået lidt tog han bilnøgler frem. Frederik blev staks mistænksom og sagde til mig "Han vil køre os et sted hen – det gør vi altså ikke Jesper" Jeg tog måske ikke situationen så alvorligt og svarede blot, at han nok ikke havde forstået, at det først er i morgen vi skal til Putuoshan. Manden gik hen til en parkeret bil og satte sig ind. Frederik var nu i tvivl om jeg faktisk havde tænkt mig at køre med ham og sagde med bestemt og hård stemme. "Jeg gør det altså ikke Jesper. Jeg tager altså ikke med"
Jeg er nu sikker på, at han intet ondt havde i sinde, og da jeg fik ham forklaret, at det først var i morgen vi skulle afsted, slog han ud med armene og signalerede at han ikke kunne hjælpe os.
En halv time senere mødte vi 4 piger i et lille rejsebureau, der dels kunne en ganske lille bitte smule engelsk og som meget hjælpsomt ringede til færgen og fik afgangstider for os, ligesom de skrev en seddel på kinesisk, som vi morgen kan give taxichaufføren, så vi kommer det rigtige sted hen.
Selv om der opstår mange morsomme sproglige misforståelser i løbet af en dag, er det også meget frustrerende og trættende. Et eksempel på hvad den manglende forståelse kan enden med, viser denne lille historie fra i går, da vi gik På KFC for at spise. Vi ville til maden gerne have noget koldt vand at drikke. Da maden kom, var der to krus med varmt tevand. Venligt sagde Frederik, at vi faktisk havde bestil KOLDT vand. Pigen smilede og hældte med let hånd isterninger i vandet og sagde: Hot water with ice:-)
Efter vi nu føler os ret sikre på, hvordan vi i morgen kommer til Putuoshan, besluttede vi os for at besøge en af Putuoshans eneste attraktioner; Kinas ældste bibliotek (Tian Yi Library)
Selv om ideen om at se bibliotek umiddelbart ikke tændte Frederiks forestillinger om en hip formiddag, tog vi alligevel derhen. Bøger, bogruller og steninskriptioner var som forventet ikke det mest ophidsende, men til gengæld var de forskellige gamle kinesiske pavilloner, hvor biblioteket befandt en stor oplevelse, og trods regnen fik vi nemt et par timer til at gå, inden vi atter satte næsen mod hotellet.
Se foto og video her: http://gallery.me.com/staunstrup/100192
Ingen kommentarer:
Send en kommentar