Hvem er morderen?

Onsdag den 30. december 2009;

Jeg er simpelt hen havnet direkte i det, der sagtens kunne være kulissen i en Agatha Christie roman. Ashfield Manor er nærmest et pensionat i aller bedste britiske stil. Miss Sandy styrer alt her med kærlig hånd, og udover ærmeløse T-shirts, har jeg nu fundet ud af, at hun også har forbudt børn på stedet.
Til morgenmaden var jeg den første af beboerne, der mødte op, og kunne derfor iagttage de forskellige folk, som de nu kom til stede. Jeg føler mig helt som en Hercule Poirot, der holder ferie på et pensionat, og så pludselig hvirvles ind i et mord.

Først kom et ægtepar på ca. 60 år med deres voksne datter. De er fransktalende, men ikke særlig europæiske i udseendet. Deres datter er overvægtig og spiste i løbet af en halv time 6 stykker toastbrød og en portion müsli.
Herefter kom et britisk ægtepar formentlig midt i 40´erne. De fortrak udenfor i gårdhaven, og ønskede givet ikke social omgang med franskmændene. Briterne fik snart selskab af endnu en britisk dame, der var en ren Hyacinth Bucket fra ”Fint skal det være” En matrone af en dame, der som et flagskib skubbede alle væk foran sig, når hun gik gennem lokalet, og hvis stemme var så høj, at alle var underlagt hendes historier om mødet med de mange kinesere, der bor i Ashfield. Det fransktalende bord lavede i skjul grimasser af hende.
Efter lidt tid dukkede en ældre australsk herre op. Han gik rank og nynnede en glad march, mens han han skulede til Hyacinth, som han bestem ikke kan lide. Han er formentlig pensioneret militærmand, og har vist boet her i flere måneder. Alene derfor hersker der en vis autoritet omkring ham.

De sidste på pensionatet jeg mødte i dag var dels en meget forvirrede tysker (Heinz) med morgenhår og en skjorte, der var knappet forkert. De andre opfatter ham som lidt speciel, og han blev ladt alene med sit kaos – uden nogen inddrog ham i nogen samtale. De sidste jeg mødte var et amerikansk par, der formentlig ikke laver andet end at rejse rundt i verden og spille golf. De snakkede konstant og lurede med det samme, at jeg var ny, og dermed på ægte amerikansk vis spandt de mig ind i den der kammeratlige tone, som gør at amerikanere er så lette at komme i kontakt med. De var de første, der turde stille spørgsmål til mig – og da jeg fortalte, at jeg var dansker, og lidt om min rejse i de sidste 4 måneder, blev der helt stille på pensionatet. Selv Hyacinth lod nysgerrigheden indstille talestrømmen. Den eneste der fortsatte med morgenmaden, var den kaosomspundne Heinz, der begyndte at læse i en avis – mens han tændte en sur cigar. På pensionatet må der kun ryges i den ene side af gårdhaven.

Jeg følte mig som en foredragsholdende rejseekspert fra ”Eventyrenes Klub” som jeg sad der og berettede om sejlads på Yangze Flodens gule vand, om trafikken i Ho Chi Minh City eller om vulkansøen på Sumatra.

Nu er persongalleriet opstillet – og hvis der sker et mord på Ashfield Manor, (der er rigelig med intriger) vil jeg gå til sagen som en anden Hercule Poirot eller Miss Marple.

PS: Efter morgenmaden flyttede jeg værelse fra 1. sal til et værelse lige ud til spisestuen (den åbne dør på billedet helt til højre) og køkkenet, hvilket giver mig en god mulighed for at følge livet på Ashfield Manor.