En djævelsk oplevelse...

Tirsdag den 12. januar 2010:

I dag blev jeg hentet kl. 08.00 ved Pickled Frog (Et hostel, der senere på dagen skulle opleve et ægte dansk møgfald)
Mens min sidste tur til Wineglass Bay gik op ad østkysten, skulle dagens eventyr findes på vestkysten af Tasmanien. Jeg var nemlig stået på Bottom Bits tur til Mount Field Nationalpark.

Guiden denne dag var noget anderledes end sidst, og det var hans gæster også! Han var den perfekte biologi-naturvejleder-fjeldræv-type. Vi kender ham også fra de danske bøgeskove, hvor han falder i et med naturen, og fordyber sig sådan i den, at han på visse områder glemmer civilisationen omkring sig. Hans viden om naturen i Tasmanien er fabelagtig, og han både fortæller og smager på alting han møder. Sådan en letterer distræt ung fyr, der hvis han ikke fanger sit publikum, nemt bliver opfattet som både sær og kedelig.
Dagens guide havde desværre et par finker af fnisende tøser fra Tyskland med. Sådan nogle som konstant tager nærfotos af sig selv, og hvor den fantastiske natur omkring dem, efterfølgende blot bliver noget grønt utydeligt grums i baggrunden. Piger på 19 år fra Dortmund tænder ikke på naturvejledertypen!! – og derfor vælger de bevidst at køre deres eget fnise-show, der bl.a. peakede, da de så nosserne på en kænguru.
To andre i bussen var et spansk par, der kunne lige så meget engelsk, som jeg kan spansk. Noget af en udfordring for guiden, der jo så gerne ville formidle sit stof. Især den spanske pige mente, at hun havde krav på vide besked om alting – og guiden havde svært ved at slippe fra hende. Tilbage var vi ud over mig et andet tysk par (lærerpar med sokker i sandalerne) samt en ung fyr fra Sydney.
Jeg snakkede med guiden under frokosten, og da han fandt ud af, at jeg var fra Danmark, fortalte han stolt, at han har gået i skole med Mary. Til trods for, at jeg ikke er specielt royal, synes jeg det var en ret sjov information, og måtte da også lige høre om ikke han havde nogle saftige highschool-stories om Mary. Det var nu ikke tilfældet. Han sagde hele tiden, at hun var helt som de andre, og at hun ikke havde fremstået som speciel i skoletiden. Derimod var han meget interesseret i at vide, hvordan vi som danskere så på hende, og om hun var faldet til.
Det blev til en lang og ret sjov royal snak – og efterfølgende påstod guiden, at Mary var skyld i, at jeg havde taget turen til Tasmanien. Jeg benægtede – men er kommet lidt i tvivl efterfølgende. Jeg hader bare tanken om, at Mary ubevidst har ført mig hertil....

Dagens oplevelser blev så storslået, at guidens problemer med at trænge igennem tyskernes fnis og spaniernes manglende sprogfærdigheder ingen reel betydning fik.
På østsiden af Tasmanien gror nogle af de højeste træer i verden. De højeste er over 100 meter høje. At stå under sådan en sætte virkelig tingene i perspektiv. Hele naturparken, der er kæmpestor, er inddelt i forskellige ruter man kan gå. Vi gik et par timer i det man vel vil kalde urskov med kæmpe træer, hvis kroner lukkede for al sollys.
Vi gik rundt om Dubson Lake og fik oplevelsen af at være i et stykke uberørt natur. Virkelig fantastisk.
Herefter kørte vi til en Wild Life Park, hvor man virkelig kunne komme tæt på de australske dyr. Især havde Den Tasmanske Djævel min interesse. Nu havde jeg efterhånden set et utal af djævelbamser og turistindustriens forsøg på at profilere dette dyr som en anden Koalabjørn (der i øvrigt ikke lever på Tasmanien) Det projekt tror jeg bliver svært at gennemføre. Dyret er altså bare ikke cute... Det er en stor rottelignende dræber, der er altædende. Finder de et dødt dyr i naturen bliver det ædt op rub og stub – intet efterlades. Deres bid er så hårdt, at selv knogler bliver kvast. At kigge ned i øjnende på sådan en rottelignende kødhungrende ådselæder får ikke en til at sige – nåhhhr hvor er den sød – må jeg ikke holde den? Nej fy for den. Giv mig en plysset vegetar som pandaen eller koalaen!! Dyrepasseren var nu godt klar over dette problem, og sandheden er, at den tasmanske djævel er tæt på udryddelse, og at der lægges mange kræfter i at skrabe penge sammen for at skabe en fremtid for disse djævle. Men rent markedsføringsmæssigt tror jeg startegien skal laves om. Væk med alle plysbamserne og erstat det med noget mere reel information. Budskabet drukner simpelt hen i bamser,- og ingen ved rigtig, hvorfor det stakkel dyr er truet.

Dagen sluttede på Mount Wellington, hvor man fra 1200 meter højde kan se ned over Hobart og omegn. Det er et helt fantastisk syn, som vi alle nød – selvom det blæste en pelikan på toppen.

Da jeg kom hjem til mit hostel (The Pickled Frog) ventede der mig noget af en overraskelse. Mit værelse var tømt!! Jeg gik selvfølgelig ned i receptionen og spurgte hvad der var galt. De kunne nu fortælle, at jeg ikke havde booket til mere end i dag. Til trods for mails osv. der kunne dokumentere, at det havde jeg – så var mit værelse lejet ud. Efter en lang skideballe på både engelsk og dansk, fik jeg det sidste døgns penge retur og måtte gå derfra kl. 18.00 uden noget sted at bo. Alle meldte om ”alt optaget”, og jeg var lige ved at opgive, da Hobart Hostel kunne tilbyde et værelse til 95 dollars. Mørket var ved at falde på, og jeg tog imod tilbuddet og var glad for ikke at skulle sove på gaden.

SE FOTOS HER