På udflugt med Josef til Wineglass Bay

Søndag den 10. januar 2010:

Klokken var kun 6.30 da jeg denne morgen stod parat foran The Pickled Frog med min rygsæk og mit lille kamera. Jeg ventede på bussen fra ”Bottom Bits Bus”, der er et selskab, der har specialiseret sig i udflugter med små grupper. I dag var gruppen på 11 – inkl. mig. Vores guide Adrian er en ung fyr midt i tyverne og en af dens slags mennesker, der altid er positiv. Kæmpe stort smil og en optimistisk tilgang til alting. Ud over at være guide skulle han også være chauffør for den minibus, som vi skulle køre i. Turgæsterne var to koreanske piger, en kineser, der understregede kraftig, at hun var fra Hong Kong (præcis som nogle amerikanere præsenterer sig som New Yorkere...), to tyskere, en østriger, to australiere, en hollænder og sidst – men bestemt ikke mindst en israeler. Sidstnævnte, der i øvrigt helt bibelsk hed Josef, kom til at sætte mange på prøve i løbet af dagen. Mest af alt fordi hans noget specielle humor kun blev forstået af få, måske især fordi den var pakket ind i et tykt lag selvironi.

Turen gik op langs østkysten af Tasmanien og endte i Freycinet National Park, hvor hovedattraktionen er Wineglass Bay. Wineglass bay er et fantastisk syn fra oven (hvor den danner et billede af et vinglas) Så vi kom på bjergvandringstur for at nå udkigspunktet – og ingen følte sig snydt,- det var virkelig helt utrolig smukt.

Josef, vores lille israelske backpacker, udså sig hurtig den klippe, som er mest brugt til fotografering, og hvor svedige turister gerne står i kø efter den hårde opstigning for at blive foreviget. Han plantede sig øverst, og i liggende stilling som en anden Cæsar, lod han en fra gruppen tage et afsindigt antal billeder af sig selv. Hver gang tjekkede han resultatet på displayet, og var ikke tilfreds. Folk var utålmodige, men ingen sagde noget og nøjedes med at sende blikke til hinanden. Josef nød det – han var i virkeligheden på sin egen skæve måde ved at gøre grin med dem alle sammen. Forstod man, hvad han havde gang i, så var det egentlig ikke ham, der skulle kigges på, men den kødrand af turister, der efterhånden befandt om klippen. De tog alle afstand fra hans modelarbejde og selvhøjtidelige attitude – fordi de i realiteten selv var interesseret i at komme i fotosession deroppe. Jeg fik heldigvis et fint billede af Josef, mens han poserer på klippen – og måske kan man forstille sig de omkringståendes irritation. Efter 10 minutter sagde den storsmilende og ekstremt positive guide til Josef, at der også var andre, der ville fotograferes. Josef så helt overrasket ud, og sagde – Er der det? - jamen så lad dem bare komme op, det kan der blive nogle skægge gruppefotos ud af. Nu vendte han sig om og råbte ned, at alle da var velkommen til at blive fotograferet med ham. Kun et amerikansk par synes at situationen var så grotesk, at det måtte foreviges og kravlede op til ham.


Det var ret sjovt – og selv om vores guide aldrig forstod Josef, så skabte han en meget speciel stemning på den 10 timer lange ekspedition. Ham tror jeg aldrig jeg vil glemme.

På vej hjem så vi mange fantastiske strande og natur som man ellers kun ser det på postkort. Vi spiste frokost og badede og sidst på dagen købte vi alle en kæmpe is i en bær-farm, hvor man selvfølgelig selv havde lavet isen.

SE FOTOS HER